Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Konge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
umiddelbart har paatrængt sig selv den
overfladiske Iagttager af fremmede Forhold, og at
man derfor straks er rede til at anvende
Betegnelsen K. (Kejser, Fyrste e. l.), hvor man
hos et fremmed Folk støder paa en monarkisk
farvet Førerstilling. Endog ud over den ved
Enheden i K.’s Person udtrykte Forudsætning
om K. som »Monark« kan Begrebet strække sig.
De to K. i Sparta, det sildigere romerske
Kejserdømmes fl. »Augusti« og »Cæsares«, det
germanske Samkongedømme i enkelte af dets
Former er saaledes Eksempler paa Funktionens
faktiske og retslige Spaltning med Bibehold
af dens begrebsmæssige Enhed. Et andet Slags
Spaltning foreligger, hvor der under en
»Overkonge« staar, som Regel tributpligtige,
»Underkonger« (i det gl. Norden kaldte
»Skattekonger«) med egne Landomraader; her paahviler
Udøvelsen af K.’s Suverænitet indad med
selvstændig Adkomst Underkongen, medens
Overkongen er dens Repræsentant udad og til den
Ende kan stille visse, især finansielle og
militære Krav til hin. Fyldigst udformet findes en
saadan Statsorganisation i Lensstaten,
hvor K. kan have andre K. som »Vasaller«,
disse igen andre Fyrster, og hvor den kgl.
Suverænitet paa denne Vis ofte bliver saa
stærkt fordelt, at det faktisk virker som en
Opløsning. Omvendt hænder det, at K.’s
personligt underordnede Provinsbefalingsmænd, der
retlig ingen Andel har i K.’s Magt og
Myndighed (som f. Eks. de gammelpersiske
Satraper, de gl. nordiske Jarler, de endnu i Nutiden
fungerende kinesiske »Guvernører« o. l.), ved
Misbrug faktisk tilriver sig Udøvelsen af visse
kgl. Suverænitetsrettigheder. Ikke forbundet
med nogen egl. Spaltning er det derimod, naar
en øverste Minister, som under Merovingerne
deres Majordomus, i Japan Taikunen, trænger
K. ud af Magtens faktiske Besiddelse. Et
saadant Forhold kan kun endes ved, at enten som
i det merovingiske Frankrig Ministeren bliver
K., ell. som i Japan den retlige K. fordriver den
faktiske. Overhovedet fylder Stridigheder
mellem K. og deres nærmeste underordnede, der
tragter efter at gøre sig mest mulig uafhængige,
en stor Del af den menneskelige Histories Blade.
I Henseende til Kongeværdighedens
Oprindelse viser Forholdene hos de endnu
tilværende vilde og halvvilde Folkeslag, at den fra
først af beror paa en Overførelse paa en videre
Kreds af Faderens Stilling; og Myndighed i
Familien. I uudviklede Samfund er imidlertid
dette Led i Organisationen endnu blot
rudimentært til Stede. Indianernes »Kaziker«,
Beduinhordernes »Emirer« o. l. sidder ikke inde med
nogen selvstændig Magt, men er væsentlig blot
Autoriteter mellem Ligemænd. Men Spireevnen
er til Stede, og hvor Omstændighederne er
gunstigere, udfolder sig det patriarkalske
Kongedømme under vekslende Betegnelser som
Samfundets centrale og sammenholdende
Institution. Den mongolske »Kan«, den oldgræske
»Basileus«, Nutidens Negerkonger er herpaa,
hver efter sin Art, illustrerende Eksempler, og i
om end den oldromerske »Rex« tidlig synes at
have af strejf et noget af sin patriarkalske
Karakter for til Gengæld at blive et med formelle
Retsmidler saa meget bedre udstyret
Statsoverhoved, betegner vel ogsaa han blot en videre
Fremadskriden paa den samme Vej, hvor den
oldgræske og den etruskiske Stadskonge
befinder sig længere tilbage.
Med den øverste eksekutive Retshaandhævelse
gennem K. hænger paa det nøjeste sammen
hans Haandhævelse af den med Oldtidens Ret
paa det inderligste forbundne Religion. Ogsaa
denne Side af K.’s Virksomhed er afledet af
Faderens Stilling i Familien som selvskreven
Udfører af dennes Ofringer og Bønner til
Guddommene, hvoriblandt dens Forfædre o. a.
Afdøde plejede at indtage en vigtig Plads. Men
idet disse Forretninger paa Stammens, Stadens
ell. Landets Vegne ledes af K. og rettes dels
til Folkets ypperste Afdøde (se Heros), dels
til dets egl. Guder, hvilke omvendt tænkes
tidligere at have levet og hersket paa Jorden, saa
knytter der sig hurtig til K.’s Person Troen
paa guddommelig Herkomst, hvorved hans
Stilling vinder Hellighedens Autoritet, og hans
Funktioner anses udførte efter særskilt
guddommeligt Paabud og i Gudernes Navn (det
teokratiske Kongedømme). Ikke alene
de oldgræske, men talrige andre K. betragtedes
paa denne Maade som nedstammende fra
Guderne, og saavel i Ægypten som i Kina
begynder den ældste Sagnhistorie med Guder som
K. Lignende Tankegang fremtræder i Assyrien,
Babylonien, Persien, Meksiko, Peru o. fl. St.
Navnlig er det dog i det gl. Ægypten, at denne
Opfattelse faar verdenshistorisk Bet. Farao
tilhører her selv Præstekasten og bliver i sin
Egenskab af Gudernes Stedfortræder det
Mellemled, som fører den orientalske Betragtning
af Kongedømmets Transcendens over til de
vestligere Kulturfolk. — Fra den teokratiske K.
leder et kort Skridt til den erobrende. En
guddommelig Magt, som er begrænset til et
snævert Omraade, svarer ikke til sin Idé.
Hertil kommer desuden nærliggende verdslige
Beregninger og Formaal. Resultatet bliver da
allerede i ældgammel Tid Dannelsen af
mere ell. mindre udstrakte, mere ell.
mindre varige »Riger«. Efter som disse igen
støder sammen, opstaar der alle Haande Former
for Over- og Underkongedømmer, samtidig med
at selve Erobringspolitikken tvinger Folkeslag,
der hidtil har kunnet hjælpe sig uden K., til i
Selvforsvarets Interesse at skaffe sig ogsaa dette
Statsorgan. Saaledes bliver Kongedømmet
væsentlig militært, og dets Magt indad
antager herved igen som oftest den ukontrolerede,
til Misbrug fristende Skikkelse af Despoti,
som allerede Aristoteles under Benævnelsen
Tyranni opstiller som det velgørende
Monarkis karikerede Modbillede, og som
Macchiavelli endog har forsøgt at hævde som
almengyldig. De ovennævnte store, Oldtiden
tilhørende Monarkier var alle saadanne despotiske
Erobringsriger, og de fulgtes i Rækken af det
endnu mere udstrakte og enevældig styrede rom.
Kejserdømme. Med den tiltagende, rent
personlige Magt nærmer da K. sig stedse mere den
teokratiske Idé af en Gud. Følgelig begynder
man efter hans Død at optage ham i Gudernes
Kreds (se Apoteose), og selv i hans levende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
