Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kongebregne - Kongebregnefamilien - Kongebrev - Kongebreve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
0,60—1,20 m og vokser i Moser og fugtige Skove;
den er temmelig sjælden i Danmark. Tidligere
anvendtes Rodstok o. a. af dens Dele til
Lægemidler.
A. M.
Kongebregnefamilien (Osmundaceæ),
Bregner, der især udmærker sig ved, at deres æg-
ell. pæreformede Sporehuse kun har en
rudimentær Ring paa deres Rygside; paa den
modsatte Side aabner Sporehuset sig ved en lodret
Længdespalte. Slør mangler. Kun 3 Slægter.
A. M.
Kongebrev, se Vielsebrev.
Kongebreve. I Middelalderen, da Kongen
alle Vegne regerede personligt, maatte alle
Afgørelser, der vedrørte Landets Styrelse, og ikke
var overladt til lokale Mynnigheder, træffes af
ham selv, og, for saa vidt de meddeltes
skriftligt, fremtræde i Form af K. Det var saaledes
gennem Udsendelse af K., at Kongen ledede
Forvaltningen, men ogsaa den Andel, han
havde i den lovgivende Magt, ell. som han
egenmægtig tiltog sig, udøvedes ved Hjælp af dem,
og K. var endelig et af de vigtigste af de Midler,
hvorved han greb ind i Retsplejen. Der
knyttede sig derfor i Datiden en overordentlig
Interesse til K., og for Historikeren er de endnu
bevarede Breve en Hovedkilde til Landenes indre
Historie i Middelalderen. Diplomatikken (s. d.)
har ogsaa i fortrinlig Grad beskæftiget sig med
dem og bl. a. vist, at de overalt er byggede op
efter et ensartet Mønster, der nok kan variere
noget efter Tid og Sted saavel som efter
Brevenes Art, men dog i Hovedsagen er det samme,
beroende paa de fra Kancelli til Kancelli
forplantede Sædvaner. Det, der gav K. deres
retlige Bet., var, at de skulde adlydes. En
Lydighedspligt over for Kongens Bud hørte vel ikke
fra først af med til det germanske
Kongedømme, der kun indbefattede en Ret for Kongen til
at befale, naar han i Krigstid optraadte som
Folkets Anfører, men den anerkendtes før ell.
senere i alle Stater, tidligst i dem, der
oprettedes paa Romerrigets Grund, idet Kongerne
her i det mindste til Dels succederede i de rom.
Kejseres Beføjelser. Anerkendelsen betød, at
Ulydighed mod Kongens Bud medførte Straf, en
Straf, der nogle Steder begrænsedes ved Lov, i
Reglen til en bestemt Formuestraf, medens den
andre Steder forblev ubestemt og da som oftest
kunde stige højere. Kongens
Befalingsmyndighed var aldrig ubegrænset, men Grænserne var
som oftest flydende, nærmest bestemt ved den
nedarvede Retsopfattelse, inden for hvilken
Kongen ved sine Befalinger maatte holde sig. Skønt
Lydighedspligten ogsaa gjaldt mundtlige Bud,
havde den størst Bet. over for de skriftlige og
fandt i Reglen ogsaa Udtryk i selve K., der
plejede at indeholde en hertil særlig sigtende
Formel, Inhibitionsformlen, hvorved
Kongen udtrykkelig forbød alle at handle imod
Brevet med Tilføjelse af en Trusel om, at et
ell. andet Onde skulde ramme dem, der dog
gjorde det, enten Tab af hans Naade ell.
Hjemfald til hans Hævn og Vrede ell. en ell. anden
bestemt Straf. Denne Trusel (comminatio)
stammede egl. fra Pavebrevene, hvor det var evig
Fordømmelse ell. Ekskommunikation, der
truedes med, og hvor der ofte som Modstykke
fandtes en saakaldt benedictio (Velsignelse), der
stillede dem, der rettede sig efter Befalingen,
guddommelig Løn i Udsigt.
I Danmark er K. først komne i Brug i 11.
Aarh.; det ældste, hvis Indhold kendes, er fra
1085, det ældste delvis bevarede fra 1135. Til at
begynde med er det mest Gaver til Kirken,
der bekræftes paa denne Maade, ell. Brevene
gaar ud paa at tilsige kirkelige Institutioner
Immunitet ell. kgl. Værn, men allerede i Løbet
af 12. Aarh. bliver Indholdet mere broget. De
tidligste K. mangler endnu Inhibitionsformlen,
der først forekommer i et Brev af 1140, men
iflg. Ælnod skal dog allerede Knud den
Hellige til et Paabud om Overholdelse af Kirkens
Højtidsdage have knyttet en Trusel om Straf.
Den Straf, der truedes med, var fra først af
ganske ubestemt (Kongens Hævn ell. lgn.), og
saadanne ubestemte Trusler var ogsaa senere
hen til alle Tider de almindeligste, blot nu
varierede paa mange andre Maader (Straf som
dem, der ikke vil agte og holde Kongens Breve
og Bud, eller som kgl. Mandaters modvillige
Overtrædere e. l.). Ved Siden heraf forekommer
dog allerede i Valdemar I’s Tid Eksempler
paa, at Brevene truer Overtræderne af dem med
Straf som Majestætsforbrydere, d. v. s. med
Tab af Liv og Gods, og den Opfattelse, som
heri finder Udtryk, og hvorefter endog rent
passiv Ulydighed mod Kongen var
Majestætsforbrydelse, fremtræder ogsaa sporadisk i langt
senere Tid, helt ned i 16. og 17. Aarh., hvor
man kan træffe Kongebud, ofte af en temmelig
futil Natur (f. Eks. om ikke at røbe Christian
IV’s Incognito paa hans Bejse til Vardö), i
hvilke Kongen slaar om sig med Trusler om
Livsstraf, og ligeledes Domme, der i Tilfælde,
hvor vedk. Kongebrev ikke havde nævnt
nogen speciel Straf, dømmer den Ulydige i
Kongens Naade og Unaade, hvilket vilde sige, at
Kongen kunde gøre med ham, hvad han vilde.
Af let forstaaelige Grunde var der dog vistnok
til ingen Tid, og navnlig ikke senere hen, Tale
om regelmæssig at straffe Ulydigheden som
Majestætsforbrydelse. Faktisk var Straffen
vistnok oftest en Formuestraf, og hvor specielle
Straffe nævnes, er det ogsaa hyppigst en
saadan, der trues med. Nogen alm. Lovordning af
Spørgsmaalet naaede man her i Danmark,
modsat fl. fremmede Lande, aldrig til. Kongens
Straffetrusler fik ingen Sinde nogen egentlig
Lovhjemmel, og der blev derfor heller aldrig
uden for et begrænset Omraade ved Lov sat
faste Grænser for Straffene. Saa vidt man kan
se, var det ganske vist Meningen med Erik
Klipping’s Haandfæstning af 1282 at dæmme op for
kgl. Vilkaarlighed i den heromhandlede
Retning, men bortset fra det lige berørte særlige
Omraade skød Bestemmelserne over Maalet og
fik næppe nogen praktisk Bet. — K. spillede
her i Danmark som andetsteds en Rolle baade
i Lovgivningen, Forvaltningen og Retsplejen, og
Grænserne for, hvad Kongen kunde paabyde,
var som sædvanligt lidet skarpe. Dog var det
sikkert den herskende Opfattelse, at Kongen
ikke ved sine Breve paa egen Haand kunde
opstille ny Lovregler, men da største Delen af
den gældende Ret var uskreven, og Indholdet
derfor ofte tvivlsomt og i hvert Fald ganske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
