Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kongebreve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
vagt, og da Kongen godt kunde indskærpe, hvad
der allerede gjaldt, og til Indskærpelsen føje en
ny Straffetrusel, kunde han i Virkeligheden
bevæge sig frit inden for ret vide Grænser,
hvortil kom, at han paa ikke uvigtige Omraader af
Lovgivningen principielt antoges at have
selvstændig Lovgivningsmagt. Deres
Hovedbetydning havde K. dog til alle Tider inden for
Forvaltningen, hvor de tjente til Haandhævelse
af Lovene og Gennemførelse af de forsk. offentl.
Foranstaltninger, og paa dette Omraade holdt
deres Bet. sig langt ned i Tiden. Endnu
Kongeloven af 1665, Art. 7, udtalte, at alle
Regeringens Ærinder, Breve og Forretninger skulde i
ingen (anden) end udi Kongens Navn og under
hans Signet udgaa, og det er først Sagernes
efterhaanden overvældende Mængde og siden
Grundloven de ny Forfatningsprincipper, der
har bevirket, at nu kun en forsvindende ringe
Del af den centrale Forvaltning ordnes gennem
Udfærdigelser udgaaende fra Kongen. — Hvad
endelig Retshjælpen angaar, var det ved
Kongebrevenes Hjælp, at Kongens dømmende
Myndighed fra først af, idet mindste for en væsentlig
Del, begrundedes. Dette er et Træk, der ogsaa
møder os i Frankerriget og i England og i næsten
alle Middelalderens Lande. Den dømmende
Myndighed var efter gl. germansk Ret ikke hos
Kongen, men hos Folket, der udøvede den
paa Tinge, men før ell. senere begyndte Kongen
ved sine Breve at inddrage Sager under sin
Dom og saaledes at udøve Domsmyndighed i
Konkurrence med Tingene. I Frankerriget
skete dette derved, at Kongen efter vedk.
Sagsøgers Begæring udstedte et Paamindelsesbrev
(indiculus communitorius), hvorved det
paalagdes Modparten at rette for sig ell. i modsat
Fald at møde for Kongen til angiven Tid og
svare i Sagen, og en nær beslægtet
Fremgangsmaade træffer vi fl. Aarh. senere i Danmark.
Her haves allerede i 12. Aarh. (tidligst i et i
Udtog bevaret Brev af Erik Lam) Eksempler
paa en Indgriben af Kongen i private
Retstrætter, og i hvert Fald Valdemar I har
allerede udøvet egl. dømmende Myndighed. Klart
fremtræder Forholdet dog først i 13. Aarh., og
af den ældste Lov, der behandler Emnet noget
nærmere (formodentlig fra Abel’s Tid), kan det
ses, at Processen for Kongen da er blevet
indledet med Udstedelse af K., der ligesom de
frankiske har været rettede til Sagsøgte og
indeholdt et Paalæg til ham.
Ejendommeligt for Forfølgningen efter dansk
Ret var det imidlertid, at den kgl. Befaling
maatte gentages 3 Gange, inden den til
Ulydigheden knyttede Virkning indtraadte, en
Ordning, der vistnok var laant fra kanonisk Ret,
iflg. hvilken det var Hovedreglen, at en Person
ikke kunde ekskommuniceres af Kirken,
forinden han af Biskoppen havde faaet 3
Paamindelser, monitiones, om at gøre Bod. I
Overensstemmelse hermed kaldtes de til Forfølgningen
hørende K. i Alm. for Paamindelsesbreve (literæ
admonitoriæ), og ligesom de tre monitiones
efter kanonisk Ret tilsammen gav den
Paamindede en Frist af i alt 30 Dage til at udføre
Boden, saaledes gav Kongens 3 Breve en
tilsvarende Frist, nemlig henh. 15, 10 og 5 Dage.
I senere Tid var Brevene ikke som de frankiske
alternative, befalende Vedk. enten at rette for
sig ell. at møde for Kongens Dom, men Sagsøgte
maatte, hvis han vilde rejse Indsigelse, udtage
et saakaldt Genbrev hos Kongen, hvilket
standsede Forfølgningen, indtil det efter en af
Sagsøgeren erhvervet Stævning ved Dom af
Kongens Retterting var afgjort, hvem af Parterne
der havde Ret. Om denne Ordning var
gældende allerede i 13. Aarh., vides ikke;
visse Omstændigheder kunde tale for, at en
Sag, der indlededes med Udstedelse af K., den
Gang altid kom for Kongens Domstol, og at
Brevene blot har paalagt Vedk. at møde for
denne. Kongen maa fra først af antages at have
udstedt sine Breve ogsaa i Tilfælde, hvor Sagen
ikke forinden havde været for nogen anden
Domstol, altsaa at have udøvet sin Jurisdiktion
i Konkurrence med Tingene, og Formaalet med
at gaa til Kongen i St f. til disse har
rimeligvis været at opnaa Udlæg i Modpartens faste
Ejendom, hvad Tingene aldrig kunde skaffe en
Kreditor, medens der derimod ved Forfølgning
med K. var Adgang dertil, idet Kongen i
Tilfælde af Ulydighed kunde behandle Debitor som
Majestætsforbryder og i Henhold hertil
konfiskere al hans Formue. Under Erik Klipping
synes den Maade, hvorpaa Kongen anvendte
sine Breve i private Sager, at have vakt megen
Misfornøjelse hos Stormændene, thi
Forfølgningen med K. er et af Hovedemnerne for Kongens
Haandfæstning af 1282, hvilken i fl. Henseender
stillede den paa et nyt Grundlag. Dels
bestemtes det, at Kongens Breve fremtidig kun maatte
meddeles den, der forud uden at komme til
sin Ret havde rejst Sag mod sin Modpart ved
Herredsting og Landsting, dels indskrænkedes
Følgerne af Ulydighed mod Brevene til Bøder
samt Adgang for Sagsøgeren til Udlæg hos
Sagsøgte, i første Linie i Løsøre, men hvis dette
ikke strakte til, ogsaa i den faste Ejendom.
Efter Haandfæstningen af 1282 blev Forfølgningen
med K. faktisk til Slutstenen paa en
eksekutiv Forfølgning i likvide Gældssager med det
Formaal at skaffe Sagsøgeren Udlæg i
Sagsøgtes Jord, og i denne Form holdt den sig lige
til 1660 og fik i 14. Aarh. en Aflægger i den
saakaldte Laaseforfølgning, hvis Formaal var at
skaffe Sagsøgeren Ejendomsdom. Det nærmere
om denne senere Udvikling kan imidlertid ikke
finde Plads her, men der maa foruden til
Kongens Retterting henvises til Rigens Rets
Dele, der var den senere Tids Fællesudtryk
for begge Forfølgninger, samt særlig til
Laaseforfølgning. Heller ikke kan der her
gøres Rede for den videre Udvikling af Kongens
Domsmyndighed, under hvis Udøvelse der vel
ogsaa efter 1282 gjordes Brug af K., baade som
Stævninger og som Dombreve, men som dog
naturligere i sin Helhed omhandles sammen
med Kongens Retterting (s. d.).
I Norge kom K. først til at spille en Rolle
noget senere end i Danmark, og det er egl.
først Haakon V, der ret benytter dem til at
gribe ind ogsaa i Lovgivning og Retspleje.
Overtrædelse af Brevene kaldtes for Brevbrud
(brefabrot), et Ord, der ogsaa betegnede Straffen
derfor. Ligesom i Danmark kunde denne stige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
