Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIV: Kirkeskov—Kvadratrix / 423 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Konklusion - Konkoide - Konkoly, N. von - Konkomitans - Konkordans - Konkordant - Konkordat

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Præmisser, ɔ: dens Begrundelse, og en
Doms ell. Kendelses K., ɔ: det Resultat, hvortil
Præmisserne fører. K. bør i sammentrængt og
saa vidt muligt selvstændig Form udtale alt,
hvad der ved Dommen ell. Kendelsen
fastsættes. I dansk Proces indledes K. i Domme med
Ordene: »thi kendes for Ret« og i Kendelser
med Ordene »thi er agtes« ell. nu hyppigere:
»thi bestemmes«.
E. T.

Konkoide (mat.) er en Kurve, udtænkt af
den gr. Matematiker Nikomedes (sikkert før
70 f. Kr.). Den beskrives af et Punkt (B) paa
en bevægelig ret Linie (OAB), der stadig gaar
gennem et fast Punkt (O), medens et andet af
dens Punkter (A) glider paa en fast ret Linie
(L). K. strækker sig i det uendelige til begge
Sider og har L til Asymptote. I den gr.
Oldtids Matematik benyttedes undertiden følgende
Konstruktion, der kaldtes Indskydning:
at lægge en Linie af given Længde med sine
Endepunkter paa to givne Kurver, saaledes at
Linien ell. dens Forlængelse gaar gennem et
givet Punkt. Er den givne Længde = AB, O
det givne Punkt og L den ene givne Kurve, vil
et Skæringspunkt mellem K. og den anden
givne Kurve være Endepunkt for det søgte
indskudte Stykke. Ved en saadan Indskydning
løste den gl. gr. Matematik to af sine berømte
Opgaver: Vinklens Tredeling og det deliske
Problem.
Chr. C.

Konkoide.

Konkoly [’koŋkoj], N. von, se Thege.

Konkomitans (lat.: »Ledsagelse«), i den
romerske Kirke Læren om, at den indviede Hostie
indeholder baade Jesu Legeme og Blod, og at
det derfor er tilstrækkeligt i Nadveren at
række Lægfolket Brødet alene.
L. M.

Konkordans (lat. concordántia,
Overensstemmelse), en Fortegnelse over alle Ord og
Tanker, som forekommer i et Skrift, med
Angivelse af, paa hvilket Sted de staar. Det er
især til Bibelen, der er lavet K. Man skelner
mellem Verbal- og Real konkordanser.
Verbalkonkordanser giver en alfabetisk Ordning af
alle i Bibelen forekommende Ord og
Talemaader med Angivelse af Kapitel og Vers,
Realkonkordanser giver en ordret Sammenstilling af
alle de Steder, som handler om det samme.
Allerede i 13. Aarh. lavede Hugo de St Chers
(d. 1263) en K. til Vulgata, og siden da er der
kommet adskillige Bibelkonkordanser
baade til Originalteksten og Oversættelserne.
Den mest kendte danske K. er Enevold Ewald’s
»Bibelske K.« (I—III, Kbhvn 1744—50). Der er
K. til Koranen, til Luther, til Shakespeare og
til flere.
L. M.

Konkordant siges i Geologien en Aflejring
at ligge i Forhold til en anden, naar
Lagstillingen er den samme i begge Aflejringer. Se i
øvrigt Lejringsforhold.
J. P. R.

Konkordat (lat.), Overenskomst. Ordet
forekommer først i 15. Aarh.’s Latin, dannet i
Tilslutning til Romerretten; det brugtes om de
Overenskomster, som Kurien sluttede med de
Nationer, der deltog i Koncilet i Konstanz, og
derefter bruges det saa godt som altid kun om
Overenskomster mellem Pavestolen og
Statsmagten. K. kommer i Stand ved begge Parters
Fuldmægtige: efter Vedtagelsen offentliggøres
det af Staten som Statslov, af Kirken som
Kirkelov. I St f. K. bruges undertiden
Konvention, uden at Sagen derved bliver en anden.
Cirkumskriptionsbuller kaldes af og
til ogsaa K., og de er ikke væsentlig forsk.; kun
berører de aldrig principielle Spørgsmaal, hvad
K. altid gør. K. er ogsaa Navnet paa
Overenskomster med Staten, der er afsluttede af Bisper
paa Kirkens Vegne, saaledes Tønsberg-K.
af 1277 mellem Ærkebiskop Jon i Nidaros og
det norske Kongedømme. K. kunde
Romerkirken først slutte, da den indsaa, at den ikke
kunde gennemføre Teorien om Kirkens absolutte
Overhøjhed over Staten. 15., 16. og 19. Aarh.,
i hvilke Statsmagten særlig har søgt at hævde
sin Selvstændighed, er K.’s Aarhundreder. Man
har brugt K. om den Overenskomst, som
sluttedes i Worms 23. Septbr 1122 mellem Pave
Calixt II og Kejser Henrik III (K. i Worms
ell. det Calixtin’ske K.), hvorved
Investiturstriden blev afgjort, men det brugtes første
Gang som Betegnelse for de Overenskomster,
som Pave Martin V 1418 paa Koncilet i Konstanz
nødtes til at slutte med Tyskerne, Romanerne
(Frankrig, Spanien og Italien) og Englænderne,
hvorved disse Nationers Ønske om Reformer
opfyldtes, for det tyske og romanske K.’s Vedk.
dog kun med Gyldighed for 5 Aar. Konstanz-K.
med Tyskland ændredes til Fordel for Paven
1448 ved K. i Wien (ogsaa med Urette kaldet
K. i Aschaffenburg) mellem Nicolaus V
og Kejser Frederik III. 18. Aug. 1516 sluttedes
et K. mellem Pave Leo X og Frants I af
Frankrig, der var saare gunstigt for Pavemagten, idet
det tilintetgjorde den gallikanske Kirkes
Friheder.

Mest berømt er det K., som Bonaparte som
Førstekonsul sluttede med Pius VII 15. Juli
1801; det blev kundgjort som Lov i Frankrig
18. Apr. (Paaskedag) 1802, efter at der til det
egenmægtig af Førstekonsulen var føjet »de
organiske Artikler«, der i Virkeligheden
krænkede selve K. og gjorde Kirken til Statens
Trælkvinde. Det fr. K. af 1801 ordnede de ved
Revolutionen forstyrrede kirkelige Forhold: den
kat. Religion kan, da den er Flertallets
Religion i Frankrig, frit udøves med offentlig
Kultus, men den fr. Stats Overhoved skal udnævne
Bisperne, der skal aflægge Troskabsed til ham
og ikke maa udnævne nogen Præst, som ikke
er Regeringen behagelig. 25. Jan. 1813 sluttedes
et nyt K. mellem Pius VII og Napoleon i
Fontainebleau, men Paven erklærede det
senere for ugyldigt som paatvunget. 11. Juli 1817
sluttede Pius VII et K. med Ludvig XVIII,
hvorved K. af 1801 ophævedes og det af 1516
genindførtes, men Ministrene turde ikke forelægge
Deputeretkammeret det, saa K. af 1801 med de
»organiske Artikler« blev gældende, indtil det
ophævedes 9. Decbr 1905 ved Loven om

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>