Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Konstantinopel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
den inderste Ende af Bugten. Efterhaanden
som Belejringen trak ud, steg Forbitrelsen, og
Fangerne blev nedhuggede paa begge Sider.
Men endnu tabte de Belejrede dog ikke Modet;
thi man haabede stadig paa Hjælp fra Europa,
navnlig fra Venedig. I Maj brast dog dette
Haab, og da Kejseren erfarede, at Sultanen den
29. vilde foretage en Hovedstorm, indsaa han
vel, at denne Kamp vilde blive den sidste.
Medens Bybefolkningen indskrænkede sig til at
bede, forsvarede Kejseren og hans faa Tropper sig
med Fortvivlelsens Tapperhed. Janitsnarernes
første Angreb blev slaaet tilbage; da opdagede
en lille tyrk. Trop en skjult Udfaldsport, som
man havde glemt at lukke. Gennem denne
trængte de ind i Byen, sprængte en af de
større Porte, og hele Fjendernes Strøm væltede nu
ind over de faa tilbageblevne Forsvarere.
Kejser Konstantin søgte og fandt Heltedøden i
Haandgemænget, en stor Skare tyede ind i
Sofie-Kirken, til det sidste haabende paa et
Mirakel fra Himlen. Tyrkerne for grusomt frem,
indtil Sultan Muhammed selv kom til Stede og
standsede al Blodsudgydelse. I fuld Rustning
begav han sig i Spidsen for sit Hof til
Sofie-Kirken, hvor der straks fejredes en
muhammedansk Gudstjeneste. Kejser Konstantin’s Lig
blev eftersøgt og hæderlig begravet; Graven er
bevaret til vore Dage. Umiddelbart efter
Indtagelsen af K. skred Sultanen til en
Organisering af Byens Styrelse, og med en
forbavsende Hurtighed blev der atter tilvejebragt Ro og
Orden. Genueserne i Galata, som havde haabet
at drage Fordel af deres tyrkervenlige Politik,
maatte nedrive Murene om deres Kvarter; dog
bevarede de deres Handelsrettigheder. Sultanen
lod bekendtgøre, at alle Grækere frit kunde
vende tilbage og bo i K. med Bevarelse af
deres Sæder og Religion; til Patriark lod han
vælge en Gejstlig, der var fjendtlig stemt mod
Unionen med den rom. Kirke. En stor Del af K.’s
Bygninger, deriblandt først og fremmest
Sofie-Kirken, blev omdannet efter de ny Erobreres
Behov, og adskillige ny blev opførte; Sultanen
antog sin ny Hovedstads gl. Vaabenmærke, den
byzantinske Halvmaane, som sit Riges Felttegn
og Symbol. 1454 flyttedes Residensen definitivt
fra Adrianopel til K.
K.’s Tilværelse blev under de osmanniske
Sultaner mere fredelig, end den havde været
under de byzantinske Kejsere. De stadig
fortsatte Kampe paa Rigets Grænser mærkedes i
deres vekslende Gang ikke synderlig i selve
Hovedstaden, og selv de gentagne
Paladsrevolutioner i 17. og 18. Aarh. influerer ikke
synderlig paa Byen selv. Sultan Sulajman den
Prægtige (1520—66) og senere Sultan Ahmed
smykkede den med ny Pragtbygninger, den
første bistaaet af den højtfortjente Arkitekt
Sinan. De største Katastrofer indtraf for K. i
Form af de hyppig gentagne Jordskælv og
Ildebrande; de mest ødelæggende af disse fandt
Sted 1714, 1755, 1808, 1826 og 1865. Den europ.
Civilisation har i 19. Aarh. bidraget meget til
K.’s Udvikling; dog er den heller ikke i denne
Periode blevet helt forskaanet for blodige
Revolter. I Paasken 1821 overfaldt den
muhammedanske Pøbel en Del af den gr. Befolkning
og myrdede Patriarken Gregorius, hvilket blev
en af Aarsagerne til den gr. Frihedskrig. 1826
gjorde Sultan Mahmud Ende paa
Janitsharernes Militærtyranni; da disse ikke vilde give
deres Minde til en Reorganisation af Hæren efter
europ. Mønster, lod han sine Albanesere
omringe deres Alarmplads Etmeidan (»Kødtorvet«)
i den vestlige Del af Stambul, hvorfra allerede
saa mange Opstande var udgaaede, og lod
dem uden Naade skyde ned (se
Janitsharer). Den reformvenlige Abd-ul-Medshid
(1839—61) tog mange Europæere i sin Tjeneste, og
det europ. Kvarter Pera voksede derfor stærkt
i Omfang; han flyttede den kejserlige Residens
til Paladset Dolmabaghtsche. Under ham
opførtes den første Bro over det gyldne Horn. Hans
Efterfølger, den svage Abd-ul-Aziz (1861—76)
residerede i Slottet Tchiragan, mellem
Beschiktasch og Ortakoi. Efter Revolutionen 1908
anvendtes dette til Parlamentsbygning, indtil det
brændte 1910; formodentlig var Ilden paasat
af de konservative Gammeltyrker. Under
Krigen med Rusland 1877 var det stærkt
paatænkt at flytte Residensen til Brussa i Asien;
alle Forberedelser var trufne og det kejserlige
Harem rejsefærdigt; denne Plan, der vilde
have været ensbetydende med en Opgivelse af alle
tyrk. Besiddelser i Europa, blev dog ikke
udført.
Under Sultan Abd-ul-Hamid II fandt de
armeniske Uroligheder Sted Efteraaret 1896. Et
spændt Forhold mellem Armenierne og de
osmanniske Tyrker havde allerede længe
bestaaet, ikke blot i K., men i hele det osmanniske
Rige; denne gensidige Uvillie var imidlertid
ikke fremkaldt af religiøse Grunde, som det
senere er fremstillet fra armenisk Side, hvor
man har søgt at gøre sig til kristne Martyrer;
til at være intolerante er Tyrkerne dels for
indolente, dels for hovmodlige. Aarsagen var
Tyrkernes Uvillie over i alt Handelssamkvem
at være Armenierne underlegne og derfor at
maatte lade sig udsuge af denne dygtige, men
lidet sympatetiske Race. Da en Del af
Armenierne i K. nu indlod sig paa politiske
Machinationer (i de saakaldte Hintchakisters
hemmelige Klubber), greb man med Glæde denne
Anledning til at gaa løs paa dem. En Skare
temmelig tvivlsomme Eksistenser blev hemmelig
praktiseret ind i K., organiseret og forsynet
med tunge Knipler som Vaaben, alt under
Politiets Medviden og delvise Medvirkning. At
Motiverne til de derpaa stedfundne Massakrer
ikke var af religiøs, men af social Natur, saas
deraf, at trods al løssluppen Vildhed ikke blot
Europæerne, men ogsaa de indfødte kristne
Grækere forblev fuldstændig uantastede. Det
hele gik til med en næsten militærisk Præcision.
Det er umuligt at opgive det nøjagtige Antal
af Ofre for denne Bevægelse; det angives fra
de forsk. Sider højst forsk.; dog har det i hvert
Tilfælde ikke været ganske ringe. 1908 maatte
Abdul Hamid II genindføre Forfatningen, og
da han Apr. 1909 søgte at tage Indrømmelserne
tilbage, blev han afsat efter en kortvarig, men
heftig Kamp i K., der hovedsagelig drejede sig
om den umiddelbart N. f. Peras Hovedgade
liggende store Kaserne. Efter Tyrkiets Nederlag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
