Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kontaktepidemi - Kontaktgange - Kontaktkatalysator - Kontaktmetamorfose - Kontaktsten - Kontaktsubstans - Kontamination
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
det mindste derom. Herved brister meget ofte
den Traad, der forbinder det ene Tilfælde med
det andet.
O. T.
Kontaktgange, Gange, opstaaede paa
Grænsen af to forsk. Stenarter. K. er ikke sjældne,
da der paa Grænsen mellem to Stenarter let
dannes Spalter, som senere udfyldes og bliver
Gange.
O. B. B.
Kontaktkatalysator, se Katalyse.
Kontaktmetamorfose (af lat. contáctus,
Berøring, og gr. μεταμόρφωσις, Forvandling)
kaldes den Forandring, som Bjergarter lider ved
Paavirkning af glødende Eruptivmasser.
Virkningen er noget uens, efter som den
frembringes af Lavastrømme (Overfladebjergarter) ell.
af større Eruptivmasser, der er trængte ind
mellem ældre Bjergarter i dybere Partier af
Jordskorpen og størknede der (Dybbjergarter).
I første Tilfælde skyldes K. væsentlig den
intensive Ophedning, som udgaar fra Lavaen; den
gør sig kun gældende indtil en ringe Afstand
(nogle cm til nogle m) fra Berøringsfladen. I
sidste Tilfælde drejer det sig om en ganske
anderledes langvarig Ophedning, hvis Virkning
øges af de store Mængder Vanddamp, der
udsendes af den størknende Eruptivmasse; K. kan
derfor her gøre sig gældende i en ofte adskillig
Hundrede m bred Zone (Kontaktzone)
uden om Eruptivmassen, og den forenede
Virkning af Vanddamp, højt Tryk og Temperatur
bliver Nydannelsen af en Mængde
Kontaktmineraler.
K. ved Lavastrømme ytrer sig paa ret
varierende Maade efter Omgivelsernes nærmere
Beskaffenhed. Lerskifere faar ofte et Udseende,
som om de var brændte i en Ovn: den graa
Farve bliver gul ell. rød, Sammenhængen
fastere, og slaggeagtige Partier dannes ved delvis
Smeltning; i andre Tilfælde bliver Skiferen helt
kompakt og porcelænsagtig (Porcelænsjaspis).
Sandsten bliver haardt sammenfrittet, men
paavirkes i det hele mindre. Kalksten kan langs
Grænsen mod Lavaen omdannes til Marmor.
Særlig stærkt paavirkes Kullag: Brunkul bliver
til Stenkul, Stenkul til Antracit ell. endog helt
grafitagtigt. Paa Meissner i Hessen, hvor en
mægtig Doleritmasse hviler paa et 20 m tykt
Brunkullag, gaar K. endog ned til over 5 m’s
Dybde og har frembragt fortrinligt Stenkul og
Antracit af de Brunkul, som uden for
Kontaktzonen er næsten værdiløse. Ved
Fünfkirchen i Ungarn er Stenkul ved K. omdannede
til Koks i en Bredde af 5—10 cm langs
Kontakten. I Forbindelse med disse Arter af K.
udvikler sig ofte prismatisk Afsondring i
Kontaktzonen. Særlig intensiv K. iagttages ved de
Fragmenter af ældre Bjergarter, som
lejlighedsvis indesluttes i glødende Lava; her
foregaar ofte en ligefrem Smeltning med
paafølgende Størkning til Glas ell. til ny
Mineralaggregater.
K. ved Dybbjergarter er ogsaa i høj
Grad afhængig af den paavirkede Stenarts
Beskaffenhed. Sandsten, Granit, Gnejs omdannes
i meget ringe Grad ell. slet ikke. Rene
Kalksten omdannes til Marmor, ofte i saadan
Udstrækning, at Brydning kan lønne sig. Urene
(lerholdige) Kalksten omdannes til haarde
Kalksilikathornfelse, i hvilke der er
sket rigelig Nydannelse af Mineraler, især
Granat, Vesuvian, Epidot, Pyroxen, Straalsten,
Feldspat, Magnesiaglimmer. Lerskifer
omdannes nærmest Eruptivmassen til
Skiferhornfels: en kompakt, mørk Stenart, oftest med et
ejendommeligt, smaaskimrende Udseende, der
skyldes talløse ved K. opstaaede Skæl af brun
Glimmer, Andalusit, Cordierit, Granat er
sammen med Feldspat og Glimmer de vigtigste
Nydannelser i disse Hornfelse. I noget større
Afstand fra Eruptivmassen findes ejendommelige
Overgangsformer mellem Hornfelsen og den
uforandrede Skifer (Chiastolitskifer, Frugtskifer,
Knudeskifer). Fortrinlige og tidlig undersøgte
Eksempler paa disse Arter af K., som for den
teoretiske Geologi spiller en meget stor Rolle,
har man ved de store Eruptivmasser i
Kristiania-Fjordens Omegn, i Sachsen, i Vogeserne
og ved Predazzo i Tyrol.
En egen Art af K. opstaar, naar
Eruptivmassen ikke alene virker ved sin høje Temperatur
og ved sine Vanddampe, men der tillige fra den
udgaar andre Stoffer i Damp- ell. flydende
Form, som trænger ind i Sidestenen
(pneumatolytisk K.). Under saadanne Vilkaar
kan der i Kontaktzonen dannes Turmalin,
Topas samt Tinsten og undertiden andre Malme i
anselig Mængde.
(N. V. U.). O. B. B.
Kontaktsten ell. Kontaktbjergarter kaldes
de ved Kontaktmetamorfose forandrede
Bjergarter.
(N. V. U.). O. B. B.
Kontaktsubstans, se Katalyse.
Kontamination (lat.) er Navnet paa det
sproglige Fænomen, at to Ord ell. Udtryk
sammenblandes til et tredie. Idet den Talende
vakler mellem to Synonymer som pleje og passe,
der jo ogsaa i Lyden minder om hinanden, kan
han komme til at sige »Barnet blev ikke godt
plasset«; Morgiane siger hos Oehlenschläger
Smaphirer ved en K. af Saphirer og
Smaragder. I Reglen vil saadanne »Forsnakkelser«
ikke leve ud over Øjeblikket, men en Del i
Sproget levende Ord skyldes dog sikkerlig K., der
fra først af ikke har haft større Berettigelse
end de nævnte; saaledes Gavstrik af Gavtyv og
Galgenstrik, glane af glo og gane; i Amerika
kaldes Henrettelse ved Elektricitet
Electrocution (smlg. Execution); eng. goodbye (af
God be wi’ ye) skylder K. med de andre
Hilsener (good morning o. s. v.) Vokalen i første
Led. Syntaktiske K. er meget almindelige, f.
Eks. »Jeg har set det saa Masser af Gange«
(Masser + saa mange); »jeg vil bryde mit
Løfte med Leander« (Holberg; Løfte til +
Aftale med); »tage Farvel med en« (især Norsk;
tage Afsked med + sige Farvel til); »det maa
du med den største Fornøjelse« (jeg tillader det
med største Fornøjelse; smlg. gerne); »jeg har
sjælden set Mage til mere mærkeligt Skib end
det«; »han hører til et af de ivrigste
Medlemmer« o. s. v. (Litt.: R. Meringer og K.
Mayer, »Versprechen und Verlesen«
[Stuttgart 1895]; H. Paul, »Prinzzipien der
Sprachgeschichte« [3. Opl., Halle 1898], Kap. VIII;
Vilh. Andersen, »Danske Studier« [Kbhvn
1893, S. 45 ff.]; Otto Jespersen, Language
[Lond. 1921], Kap. XVI).
O. Jsp.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
