Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kopper
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
saaledes naar Koppepustlerne er saa talrige og
tætsiddende, at de flyder sammen til store
suppurerende Flader (konfluerende K.). ell.
naar der samtidig er Tilbøjelighed til Blødning,
hvorved K. faar et blodigt Indhold, bliver
mørke, de saakaldte sorte K.
(hæmorrhagiske K.). Sygdommen indskrænker sig dog
ikke alene til et Udslæt paa Huden; ogsaa paa
Slimhinderne (i Munden, paa Øjnene) findes et
tilsvarende Udslæt, og der kan optræde
Betændelsestilstande i saa at sige alle indvendige
Organer, og disse Affektioner kan efterlade
blivende Forandringer (Blindhed, Døvhed,
Hjertesygdomme etc.). Dødeligheden for K. er
forskellig i forsk. Epidemier og til forsk. Tider.
I fordums Tid var K. ikke alene mere
udbredte, men havde ogsaa en større Dødelighed,
decimerede Befolkningen. Mortaliteten kunde
stige til en Trediedel ell. mere. Den er taget
betydelig af siden Vaccinationens Indførelse;
men selv i den nyeste Tid ses der svære
Epidemier. I Kbhvn fandtes den sidste større
Epidemi i Beg. af 1870’erne. Senere er det altid
lykkedes at begrænse de indførte Tilfælde til et
mindre Omfang ved kraftige Isolations- og
Desinfektionsforanstaltninger.
Ovenn. Beskrivelse af Sygdommen gælder for
de egl. K., de saakaldte Variola vera; men K.
optræder ogsaa — og dette i Alm. i Lande med
Vaccinationstvang som i Danmark og Norge —
i en mildere Form, Varioloïs. Ved denne
er Forløbet i det hele mildere og kortere,
Feberen er lavere, Udslættet sparsommere,
Suppurationsstadiet mangler, og Arrene bliver derfor
i Reglen faa ell. udebliver ganske.
Naar Koppesygdommen er diagnosticeret,
maa der hurtigt gøres alt for at forhindre dens
videre Udbredelse. Patienten skal straks
isoleres, hans Hjem og Klæder desinficeres, og
der bør foretages Vaccination og event.
Internering af de Personer, som er komne i
Berøring med ham. Efter at den af Finsen 1893
foreslaaede Behandling af Sygdommen med
Udelukkelse af Lysets kem. Straaler har givet
særdeles gunstigt Resultat, anbringes nu altid
Koppepatienter i Værelser, hvor Vinduerne har
rødt Glas ell. er dækket med røde Forhæng;
man kan ogsaa fuldstændigt udelukke
Dagslyset og oplyse Værelset med røde Lamper.
Ved denne Rødlysbehandling undgaas ell.
forkortes Suppurationsstadiet, og Arrene bliver
færre og faar et mere overfladisk Udseende.
Det sikreste Forebyggelsesmiddel mod K. er
en nøje gennemført Vaccination og
Revaccination. (Litt.: Jul. Petersen, »K. og
Koppeindpodning« [Kbhvn 1896]).
(A. F.). P. H.
K. hos Dyrene lader sig vel ikke forfølge
saa langt tilbage i Tiden, som Tilfældet er med
Menneskekopperne; de omtales dog allerede i
Middelalderen. De fleste af vore Huspattedyr
(Heste, Kvæg, Faar, Geder, Svin) og muligvis
Rovdyrene kan angribes af K., og Smitstoffet
er sandsynligvis identisk med
Menneskekoppernes. Bestemt lader dette Spørgsmaal sig
naturligvis ikke afgøre, saa længe det ikke lykkes at
isolere selve »Contagiet«, men i ethvert
Tilfælde er de forsk. Koppeformer meget nær
beslægtede; Menneskets K. lader sig uden
Vanskelighed overføre til Dyrene og omvendt,
ligesom de ovenn. forsk. Dyrearter kan smitte
hverandre indbyrdes. Og endnu vigtigere er den
Kendsgerning, at den ene Koppeform giver
Immunitet over for de andre. Paa denne
Iagttagelse er Vaccinationen netop baseret. Størst
Bet. i økonomisk Henseende har
Faarekopper, som navnlig i Slutn. af 18. og i Beg. af
19. Aarh. optraadte med hærgende Udbrud i
de store Schæferier i Frankrig, Tyskland og
Østerrig. Grunden hertil maa navnlig søges i
de dengang saa jævnlig stedfindende Indførsler
af sp. Faar, med hvilke man søgte at forbedre
Avlen, ligesom Datidens ofte ganske
hensynsløse Anvendelse af Beskyttelsespodninger ogsaa
bidrog meget til Sygdommens Omsiggriben. I
den sidste Halvdel af 19. Aarh. med den mere
rationelle offentlige Bekæmpelse af Sygdommen
er denne tagen overordentlig stærkt af de fleste
Steder. I Danmark, hvor den overhovedet
aldrig har været af stor Bet., fordi Faareholdet
er spredt og ikke stort, har man ikke haft
noget Udbrud siden 1861, da der optraadte
nogle Tilfælde paa Bornholm. Det kliniske
Billede af Faarekopper ligner i høj Grad
Menneskekoppers ovenfor skildrede.
Inkubationsstadiet er noget kortere (4—7 Dage); men
ogsaa hos Faarene kommer Udslættet
fortrinsvis frem paa Hovedet, omkr. Øjne, Næse og
Mund; dernæst paa Bryst og Bug og Indsiden
af Lemmerne. Man træffer ganske de samme
Variationer i Forløbet som hos Mennesket.
Smitsomheden er stor; i den smittede Flok gaar
kun 2—3 % fri. I Løbet af c. 3 Uger kan
Dyrene have overstaaet Sygdommen og dermed
være uimodtagelige mod senere Angreb, men
ofte tager Lidelsen en dødelig Udgang, enten
fordi Kopperne »slaar ind« og udvikler sig paa
Mundens, Svælgets, Luftvejenes og Øjnenes
Slimhinder, ell. fordi der opstaar brandige
Betændelsesprocesser (sekundær Infektion) og
Blodforgiftning. Dødeligheden er under alm.
Forhold 10—20 % og kan under ugunstige
Omstændigheder stige til over 50 %. Men selv i de
Tilfælde, hvor Dødeligheden ikke er stor,
afstedkommer Sygdommen dog betydelige Tab
gennem formindsket Uldproduktion, Afmagring,
hyppig Kastning o. s. v., og Faarekopper hører
derfor til de »ondartede, smitsomme
Sygdomme«, som er undergivne det Offentliges særlige
Forsorg (se L. af 14. Apr. 1920 om smitsomme
Sygdomme hos Husdyrene, § 2, og »Instruks
for Veterinærpolitiet« af 24. Aug. 1894 §§
48—62).
Hos Kvæget optræder K. meget hyppig,
men ogsaa mere godartet og lokaliserer sig
med et typisk Udslet paa Patterne og de
nærmest liggende Dele af Yveret, uden at de
paagældende Dyrs Almenbefindende angribes i
nævneværdig Grad. K. flyder dog ofte sammen
og efterlader udbredte Saardannelser, som ved
det stadige Træk i Patterne former sig som
mere ell. mindre dybe Revner, gennem hvilke
der ikke sjælden sker (sekundære) Infektioner
(fortrinsvis med Nekrosebacillen, Bang) og
deraf flg. brandig Bortdøen af store Hudstykker
(»brandige K.«). De saaledes opstaaede
Substanstab fyldes meget langsomt og gør
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
