Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Korinthierbrevene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Efter sin Sædvane prædikede han først for
Jøderne i deres Synagoger, og da hans
Rejsefæller Timotheus og Silas kom til ham fra
Makedonien, fandt de ham optaget af Diskussioner
med Jøderne; som sædvanligt gik hans
Vidnesbyrd over for disse ud paa at vise, at Jesus er
Messias. Da hans Landsmænd imidlertid
stillede sig afvisende over for hans Forkyndelse,
vendte han sig til Hedningerne, tog ind hos en
»gudfrygtig« Mand ved Navn Justus og virkede
der i 1 1/2 Aar; enkelte Jøder, som
Synagogeforstanderen Krispus, og mange Hedninger blev
Kristne. Efter at Prokonsulen Gallio imidlertid
i Juli 51 havde tiltraadt Administrationen af
Provinsen, vakte Jøderne et Opløb og slæbte
Paulus for Statholderen; men denne afviste dem,
da han ikke vilde blande sig i deres religiøse
Stridigheder. Den antisemitiske Uvilje bl.
Hedningerne gav sig saa Udslag i, at de
gennempryglede Synagogeforstanderen Sosthenes, uden
at Gallio foretog sig noget i den Anledning.
Efter at have forkyndt Evangeliet i »endnu
mange Dage« sejlede Apostlen da sammen med
Akvila og Priskilla over Efesos til Syrien; hans
Virksomhed i Korinth blev senere fortsat af
en alexandrinsk Jøde ved Navn Apollos, som
i Efesos havde modtaget kristelig Belæring af
det førnævnte Ægtepar. Den videre
Udvikling i den korinthiske
Menighed og Paulus’ Forhold dertil lærer vi at
kende gennem de to K. Af 1. Kor. 5, 9—11
fremgaar det, at Apostlen forud for vort første K.
har skrevet et Brev, som nu er gaaet tabt,
hvori han bl. a. har forlangt, at Menigheden
skulde holde sig borte fra Samkvem med
Utugtige; dette har man opfattet som Utugtige i det
hele taget, altsaa ogsaa utugtige Hedninger, og
der overfor gjort gældende, at Bestemmelsen
var uigennemførlig, da man ikke helt kunde
undvære Omgang med Hedninger; Paulus
godkender nu denne Betragtning og siger, at han
kun havde ment: Utugtige inden for Menigheden.
Som Foranledning til det i egl. Forstand første
Korinthierbrev maa man derfor tænke sig, at
de hedenske Laster paa det seksuelle Omraade,
som var meget stærkt fremtrædende i Korinth,
ogsaa har gjort sig gældende inden for
Menigheden; og da Paulus kom til Efesos paa sin
tredje Rejse (Aar 52), har han straks efter
hørt om disse mislige Forhold og sendt
Menigheden et Brev med en kraftig Irettesættelse og
Krav om Ændring for Fremtiden; men
hvorledes det nærmere i Enkeltheder har lydt, er
det nu umuligt at sige. Herpaa svarede den
korinthiske Menighed med et Brev, som ogsaa
er gaaet tabt, men hvis Indhold med ret stor
Sandsynlighed lader sig bestemme af vort 1.
Kor., som er Apostlens Svar derpaa. Af 6, 12 ff.
fremgaar det, at man overfor hans strenge
sædelige Krav har gjort gældende, at
Kristendommen maa afpasses efter Livet i en Storby,
hvor man ikke kan stille saa store Fordringer
som i en mindre; Utugt er jo dog lige saa
nødvendigt for Legemet som Mad og Drikke, og af
den kristelige Frihed maa Konsekvensen blive
Princippet: »alt er tilladt«. Menigheden
besidder desuden »Erkendelse« (8, 1 ff.) og kan selv
træffe Afgørelse i saadanne Spørgsmaal; den
vil ikke bøje sig for en fremmed Autoritet,
heller ikke for Paulus. Dog er der en Rk.
Forhold, hvorom man ønsker at høre hans Mening,
og man retter derfor forsk. Spørgsmaal til
ham, f. Eks. om Nydelsen af Afgudsofferkød,
om gift og ugift Stand, om de forsk.
Naadegavers Værdi og Bet., om Opstandelsens
Virkelighed m. m. Dette Brev er rimeligvis bleven
Apostlen overbragt i Efesos af Stefanas,
Fortunatus og Akaikus, 3 Mænd, hvis Navne nævnes
i 1. Kor. 16, 17; endvidere har han faaet
Efterretninger fra Korinth gennem »Kloes Husfolk«
(1, 11) ɔ: rimeligvis kristne Slaver, tilhørende
en velhavende Dame enten i Korinth ell. Efesos,
som i et ell. andet Ærinde har foretaget en
Rejse mellem de to Byer og fortalt Paulus, at
Menigheden i Korinth er splittet i en Rk. forsk.
Partier og Retninger, som rivaliserer
indbyrdes. Apostlen sender da — rimeligvis i
Foraaret 53 — et nyt Brev, vort 1. Kor., hvori
han dadler Partiuvæsenet og de sædelige
Forvildelser og besvarer de Spørgsmaal, som var
stillede til ham; dette faar de tre førnævnte
Mænd med tilbage, og Paulus sender tillige sin
Medarbejder Timotheus til Korinth, for at han
skal forsøge at bringe Orden i Forholdene i
Menigheden; i 1. Kor. 4, 17 og 16, 10 f. giver
han ham en varm Anbefaling og beder
Menigheden tage godt imod ham.
Indholdet af 1. Kor. er saa
karakteristisk til Belysning af Forholdene i den ældste
kristne Kirke, at det fortjener en mere
indgaaende Behandling. I Kap. 1—4 dadler Paulus
Parti- ell. Klikeuvæsenet i Korinth, hvor der
havde dannet sig fl. kirkelige Retninger, som
havde vanskeligt ved at forliges og samles i en
enkelt Menighed; i 1, 12 skildrer han Tilstanden
saaledes: enhver af eder siger: Jeg hører
Paulus til, og jeg Apollos, og jeg Kefas, og jeg
Kristus. Pauluspartiet har været Mennesker,
der særlig følte sig tiltalt af det paulinske
Evangelium; det ligger nærmest at tænke paa
Hedningekristne, der er bleven grebne af
Apostlens enfoldige Forkyndelse af Syndstilgivelsen
og Frelsen ved Kristi Blod, ved Tro paa den
korsfæstede, men igen opstandne Frelser.
Apollospartiet har været væsentlig enig heri;
3, 6 ff. siger Paulus, at Apollos har fortsat hans
Gerning, og at de begge er fuldstændig enige,
og af 16, 12 fremgaar, at han nu opholder sig
hos Apostlen; det er altsaa ikke med Apollos’
Vilje, at Partispaltningen har fundet Sted. Men
Anledningen har vel været den, at han, der
stammede fra Alexandria, har gjort Brug af
den filosofiske og retoriske Uddannelse, som
man i hans Hjemstavn satte saa højt, og med
stor Veltalenhed skildret Kristendommen som
en ny Filosofi og derved vundet Tilslutning hos
de dannede Korinthere, der netop havde stor
Interesse for filosofiske Spørgsmaal.
Modsætningen til den paulinske Forkyndelse har da
været ret betydelig, thi Apostlen siger selv, at
han (efter de sørgelige Erfaringer, han havde
gjort i Athen) besluttede i Korinth at forkynde
Guds Vidnesbyrd uden Stormægtighed i Tale
ell. Visdom, og ikke at vide af andet end Jesus
Kristus og ham korsfæstet (2, 1 f.). Det er
saaledes forstaaeligt nok, at Hensynet til verdslig
Kultur kunde medføre en Spaltning indenfor
Menigheden. Kefas-Partiet har været de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
