Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Korinthierbrevene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ikke paa een Gang deltage baade i den kristne
Nadver og de hedenske Afgudsoffermaaltider.
Offerkød, som sælges fra Slagterbod, kan man
derimod nok nyde, hvis man ikke derved
volder Forargelse for en »svag« Medkristen. —
I Kap. 11 tager Paulus Stilling til et Udslag af
Datidens Kvindeemancipationsbevægelse og
forordner, at naar Kvinderne optræder i
Menighedens Forsamling, skal de være tilslørede.
Ærbare Kvinder viste sig i den gr. Verden aldrig
uden for Husets fire Vægge uden med Slør paa.
Hvorledes kristne Kvinder da er faldet paa at
sætte sig ud over denne Vedtægt, er ikke helt
klart. Man kunde tænke sig, at den korinthiske
Menighed i sin Midte har haft forhenværende
Skøger, som ogsaa efter deres Omvendelse er
vedblevet at gaa utilslørede og har udledt
Retten dertil af den kristne Frihed; maaske har
ogsaa en Stræben efter at opnaa fuldkommen
Ligestilling med Manden været
medbestemmende. Apostlen kræver nu, at kristne Kvinder skal
optræde, som man i Datiden ventede det af
anstændige Damer, og han opbyder en Rk.
Grunde, der forekommer os temmelig
besynderlige, for at bevise, at Sløret nødvendigvis hører
med til Kvindens Paaklædning, naar hun
træder offentlig frem. — V. 17 ff. behandler andre
Utilbørligheder, der har fundet Sted ved
Menighedens gudstjenstlige Forsamlinger. Man
har nemlig fejret Nadveren i Forbindelse med
en Agape, et Kærlighedsmaaltid, ved hvilket
de Fattige blev bespist. Til dette bragte de
Deltagere, som havde Raad dertil, selv Maden
med, og de, som intet ejede, fik da en Del af
de mere Velstaaendes Overflod. I St f. nu at
lægge alle Gaverne i en fælles Dynge og vente
med Fordelingen, indtil alle var komne til
Stede, begyndte de Velstaaende straks efter
Ankomsten at fortære deres medbragte Mad,
maaske sammen med Venner og Partifæller og
naar de Fattige, som p. Gr. a. deres Arbejde
først kunde komme senere, indfandt sig, var
alt spist op, saa at de intet fik. En saadan
Fremgangsmaade, siger nu Paulus, er aldeles
forkastelig; og Menighedens Forsyndelse mod
Samfunds- og Fællesskabsfølelsen er et
Vidnesbyrd om, at den heller ikke ret har forstaaet
Nadverens religiøse Bet. Og for da at gøre Rede
for denne anfører Apostlen den Tradition, som
han selv har modtaget angaaende Nadverens
Indstiftelse. — Kap. 12—14 besvarer en
Forespørgsel angaaende de saakaldte Naadegaver;
derved tænkte man i første Rk. paa Profeti og
Tungetale, som da ogsaa i Kap. 14 faar den
udførligste Omtale, men i øvrigt ogsaa, som det
fremgaar af Opregningen 12, 8 ff., paa
»Erkendelse«, Helbredelsesundere, undergørende
Tro m. m. Om disse siger nu Apostlen, at de
alle er lige værdifulde, ell. i hvert Fald lige
nødvendige, og han belyser dette ved det berømte
Billede af Menigheden som en menneskelig
Organisme: til en saadan hører alle Lemmerne med
og udfører hver især en nødvendig Funktion;
de Kristne, som har faaet de mindre
eftertragtede Naadegaver, maa derfor ikke tabe Modet,
og de, som har faaet de »højere« Karismer,
maa ikke foragte dem; thi alle udgør de et
nødvendigt Led af Menighedsorganismen. Kap. 13
indeholder den saakaldte »Kærlighedens
Lovprisning«, en rytmisk formet Skildring, der
stilistisk set er noget af det ypperste, Paulus
overhovedet har skrevet; i Sammenhængen
skal den indskærpe den Tanke, at Kærlighed
er den største af alle Naadegaver; den bør
enhver Kristen stræbe efter; først derefter har
han Lov til at søge at komme i Besiddelse af
de egl. Karismer. Af disse behandles da i Kap.
14 de to: Profeti og Tungetale, som Menigheden
rimeligvis spc. har spurgt om; og den Skildring,
Apostlen her giver af Tungetalen, er meget
vigtig, fordi vi deraf faar et levende Indtryk
af, hvorledes denne har ytret sig (se
Glossolali). — I Kap. 15 behandler Paulus
Spørgsmaalet om Opstandelsen; betydningsfuldt er
her særlig V. 1—11, hvor han opregner de
Vidner, han kender om Kristi Opstandelse;
dernæst gaar han over til at vise, at ogsaa vor
Opstandelse er sikker, og tilsidst forklarer han
gennem flere forskellige Analogier, hvorledes
Legemets Opstandelse nærmere skal tænkes.
Endelig i Kap. 16 giver han Forskrifter for en
Indsamling til Menigheden i Jerusalem,
Meddelelser om sine Rejseplaner samt forsk.
Slutningsformaninger og Hilsener.
Hvorledes Begivenhederne har
udviklet sig i Korinth efter
Afsendelsen afdette Brev, maa vi søge at
bestemme ud fra Oplysninger i 2. Kor.; de her
meddelte Enkeltheder lader sig imidlertid
kombinere paa fl. forsk. Maader, og det er f. Eks.
omstridt, hvorvidt der mellem vort 1. og 2.
Kor. ligger endnu et Brev og en Rejse af
Apostlen; de nærmere Enkeltheder tillader
Pladshensyn dog ikke her at gaa ind paa, og efter
den overvejende Sandsynlighed er
Begivenhederne forløbne omtr. paa flg. Maade:
Timotheus, som blev sendt til Korinth samtidig
med 1. Kor., synes ikke at have været i Stand
til at bringe Orden i Forholdene, altsaa at faa
Partiuvæsenet og de sædelige Udskejelser til at
ophøre. Judaisterne har fortsat deres
Mistænkeliggørelse af Apostlen og hos en Del af
Menigheden fremkaldt en vis Utilfredshed med ham.
Da beslutter Paulus selv at drage fra Efesos
til Korinth for personlig at forsøge at tale de
Genstridige til Rette. At der forud for 2. Kor.
ligger et saadant nyt Besøg af Apostlen,
fremgaar af 12, 14 og 13, 1, hvor han siger, at det
er nu tredje Gang, han vil komme til dem; der
maa følgelig gaa to Besøg i Forvejen, og disse
to kan ikke begge ligge forud for 1. Kor.; thi
i saa Fald havde Paulus vel næppe udtalt sig
som i 1. Kor. 3, 6: Jeg plantede, Apollos
vandede. Efter 2. Kor. 2, 1 ff. har dette andet
Besøg imidlertid været »med Bedrøvelse«, baade
saaledes at Paulus har bedrøvet Korinthierne,
og saaledes at han selv er blevet bedrøvet over
dem; men om Grunden til denne Bedrøvelse er
vi henvist til usikre Slutninger. 7, 12 og 2, 5 taler
om et Menighedsmedlem, som har øvet Uret,
men som nu har faaet Straf nok, som Apostlen
selv har tilgivet, og som han derfor opfordrer
Menigheden til at vise Kærlighed imod. Man har
derved undertiden tænkt paa den i 1. Kor. 5
omtalte Blodskænder; men dels vilde Paulus
næppe ønske ham optaget i Menigheden igen,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
