Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Korzeniowski, Józef - Kos - Kosakker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Korzeniowski [kårzæ’njåfski], Józef, polsk
Forf., f. 19. Marts 1797 ved Brody i Galizien,
d. 17. Septbr 1863 i Dresden. Efter at have endt
sine Studier i Krzemieniec 1819 blev K.
Huslærer i Warszawa hos General Krasiński, hvis
senere berømte Søn Zygmunt han underviste.
1829 blev K. udnævnt til Prof. i polsk
Litteraturhistorie ved Lyceet i Krzemieniec. Efter
Oprøret og Krigen 1830—31 blev han sammen
med hele Lyceet forflyttet til Kijev, ved hvis
nyoprettede Univ. han maatte docere gr.
Mytologi paa Russisk. 1837 blev K. Skolerektor i
Charkov, hvorfra han 1846 af Polens Statholder
Paskievitsch kaldtes til Warszawa som
Embedsmand paa Undervisningsomraadet. K. var uden
bestemt æstetisk Standpunkt, formidlede helst
mellem Klassicisme og Romantik; han hørte til
de Besindiges Lag, yndede ingen Yderlighed,
men med sin Iagttagelsesevne, sin Kløgt og
Humor naaede han til at skrive en Række
dygtige Skuespil, mest fra hans egne
Samfundslag: »Aniela« (1826), »Mnich« (»Munken«) (1830),
»Karpaecy górale« (»Bjergboerne fra
Karpatherne«) (1843), der giver Skildringer fra Folkets
brede Lag, »Źydzi« (»Jøderne«) (1843), hvori
han søger at vise, at Jøderne ikke altid er de
mest rænkefulde og egennyttige. For at undgaa
Sammenstød med Censuren vendte K. sig
efterhaanden til Romanen: »Spekulant« (1846),
»Kollokacya« (1857), der regnes for hans bedste;
desuden »Garbaty« (»Den Pukkelryggede«)
(1852), »Krewni« (»Frænder«) (1857) o. a.
(A. M. B.). H. C-e.
Kos, Istankoj, gr. Ø i Archipelagus ved
Lilleasiens sydvestlige Kyst og hører til de
sydlige Sporader, 286 km2 med c. 10000 Indb.,
overvejende Grækere. K. er i sin sydlige
Halvdel opfyldt af middelhøje Bjerge (den højeste
Top 875 m), bestaaende af Skifere, Kridt og
tertiære Lag. Den frembringer Korn, Vin,
Bomuld, Citroner og Silke. Hovedstaden af
s. N. (3000 Indb.) ligger paa Øens nordøstlige
Kyst nær ved Forbjerget Skandarion. Den har
en god Havn og en Fæstning, der opr. var den
gr. Bys Akropolis, senere en Ridderborg. I
Oldtiden dannede K. sammen med Byerne
Halikarnassos, Knidos o. a. en dorisk Fristat.
Berømt var det store Asklepiostempel med en
Lægeskole, hvorfra bl. a. Hippokrates er
udgaaet. Kendt var Øen ogsaa for sine lette
vævede Tøjer.
C. A.
Kosakker. K. (russ. Kasák) var i Tsarriget
Fællesbetegnelse for forsk. Folkestammer, der
var militært organiserede som Krigerkaster og
hovedsagelig boede ved Rigets Grænser; i
Fredstid dannede de et Værn for disse og
koloniserede ubeboede Egne, i Krigstid indgik
de, navnlig som Rytteri, i Rigets Hære, og de
havde til Gengæld for dette opnaaet en vis
Særstilling. Det er vanskeligt at paavise et
bestemt Tidspunkt for Kosaksamfundenes
første Tilbliven. Det vides, at Folkestammerne
ved det sorte Hav fra Dnjestr til Don og i
Særdeleshed ved Dnjeprs Mundinger fra den
graa Oldtid har ført et Liv, som levende
minder om de senere Kosakdrushina’ers, idet de
ligesom disse foretog eventyrlige Togter, der
strakte sig ud over det sorte Hav. I 14. Aarh.
begynder Kosaksamfund at dukke op. Man
hører om Samfund, som dannedes af Mennesker
af energisk Natur, der for at tilfredsstille deres
Lyst til Frihed og Selvstyre ell. for at undgaa
de herskende
Klassers Tryk
flygtede ud i
den Udørken,
som strakte
sig mellem
Sydgrænsen
af de slaviske
og
Nordgrænsen af de
tatariske
Besiddelser, fra Donau
og i østl.
Retning hen
imod Ural, og
som dengang
gik under
Navnet »Polje«, et
noget ubestemt
Begreb, der i
de slaviske Sprog betegner en stor, vid Flade ell.
Mark. I disse mennesketomme, til Dels
skovløse Sletter kunde K. frit tumle sig. Fælles
Møjsommeligheder og Farer, Kampen mod den
vilde Natur, samt Tørst efter Bytte knyttede
dem efterhaanden sammen til kasteagtige
Stammer, der fik saa stærk en Tilvækst, at de
voksede til hele Hære.
For de Stater, der havde saa farlige Naboer
som K., maatte det være magtpaaliggende at
vinde disse for sig, og man søgte at opnaa
dette ved at give dem visse Rettigheder og
Privilegier. Man træffer dette Forhold i
Polen-Lithauen, hvor der i 14. Aarh. findes
lillerussiske K., som, idet deres Stand
nedarvedes paa Børnene, dannede en fuldstændig
Krigerkaste. Disse K., der i fl. Henseender var
stillede lige med den lavere polske Adel,
udgjorde en væsentlig Del af den polske
Stridsmagt og var i 15. Aarh. formerede i 10
Regimenter, hvert paa 2000 Mand. De henlagdes
til Polens sydøstlige Grænse, Ukraine (ved
Grænsen), der dannede en Del af »Poljen«’s
Nordgrænse, og fik Navnet de ukrainske
K. De ovenn. fri K., der levede S. f. Ukraine
under Selvstyre, bestod ligeledes væsentlig af
Lillerussere, hørende til den gr.-kat.
Konfession; deres Hovedtilgang fik de fra Trosfæller,
som flygtede fra Polen-Lithauen for at unddrage
sig den rom.-kat. Kirkes Forfølgelse. Et godt
Tilflugtssted for de Flygtende var Egnen ndf.
Dnjepr-Vandfaldene, hvor der fandtes store,
skovrige Sumpe med en Rigdom af Fisk og
Vildt. Fra dette Tilflugtssted kunde de ligesom
Normannerne, med hvem de havde mange Træk
tilfælles, i deres Smaabaade drage ud paa
Eventyr og Røvertogter. De kaldte sig selv
Saporoger (de hinsides Vandfaldene
boende), og da deres Sæder og Skikke i
Hovedsagen genfindes hos de andre Kosakstammer,
gives her en kort Fremstilling af deres
Organisation og Levevis.
I Saporogernes Centralsamlingssted,
Sjetsch’en, kunde enhver, der ønskede at slutte sig til
 |
| Kosak. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
