Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kosakker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
etablerede derfor bag den Ring, der dannedes af
K., 2 Linier, i hvilke man henlagde de
saakaldte Storoshi ɔ: Bevogtere. Til Storoshi toges
Strelitzer og K., men især Bojarsønner,
Besidderne af mindre Godser, der dannede den
lavere Adel og; maatte forrette Krigstjeneste.
Polens Sydgrænse beskyttedes af de ukrainske
K., hvis Avantgarde dannedes af Saporogerne.
I 17. Aarh. naaede Kosakvæsenet sin højeste
Udvikling, men gik saa tilbage. Thi i Følelsen
af deres Kraft tillod K. sig Overgreb, der ikke
kunde bestaa over for det moderne Statsliv,
som stod i Begreb med at udvikle sig baade
i Rusland og Polen. Det maatte derfor være
magtpaaliggende for disse Stater at
indskrænke K.’s voksende Magt. Polakkerne søgte forst
at gøre deres Ret gældende i denne Retning,
særlig fordi K. støttede den gr.-kat. Kirke, som
Polakkerne paa enhver mulig Maade
bekæmpede. Polens Forholdsregler bevirkede en Række
Opstande, i hvilke de lillerussiske K. støttedes
af Saporogerne. Paa samme Tid deltog K. dog
med Iver i Polens Kampe mod Rusland, thi
derved fik de Lejlighed til at gøre Bytte,
hvilket for dem var det væsentligste. Men da den
rom.-kat. Kirkes Forfølgelse stadig tog til,
blev K.’s Opstande hyppigere og hyppigere.
Mange lillerussiske K. og Bønder søgte Frelse
ved at flygte til Rusland, hvor de blev
koloniserede i den sydlige Del af Riget. Da
Undertrykkelserne stadig voksede, rejste de
lillerussiske K. sig under Bogdan Chmielnicky til aaben
Kamp, der med vekslende Held paa begge
Sider førtes 1648—54 og endte med, at
Chmielnicky med hele Hæren gav sig ind under russ.
Beskyttelse. Paa denne Maade kom Ukraine ind
under Rusland. Det Distrikt, som saaledes blev
belagt med indvandrede Lillerussere, blev kaldt
for det slobodske Ukraine (af Sloboda, der
betyder Forstad, Flække ell. Landsby).
Da Hovedmassen af de lillerussiske K. gav
sig ind under Rusland som russ. Undersaatter,
skete det under de for dem gunstigste
Betingelser. Tsar Alexei Mikhailovitsch lod dem
beholde alle de Privilegier, de havde haft under
Polens Overhøjhed, deriblandt deres egen
Retspleje og eget Valg af Hetman’en (det polske
Navn for Ataman), hvilket Valg dog skulde
bekræftes af Regeringen. Til Gengæld skulde de
stille 60000 K. Den umiddelbare Følge af denne
Begivenhed var en langvarig Krig mellem
Rusland og Polen, der først endte 1667. Ved den
foreløbige Vaabenstilstand i Andrussov beholdt
Rusland den Del af Ukraine, som ligger Ø. f.
Dnjepr, Resten tilfaldt Polen. De lillerussiske
K., som blev russ. Undersaatter, kom til at
danne en Slags privilegeret Kaste, der til Dels
levede paa Bøndernes Bekostning. Lige over
for Hetman’en, som søgte at udvide sin Magt,
stod de Ældste, Starshina’erne, som ikke vilde
lade deres Rettigheder indskrænke. P. Gr. a.
disse modstridende Interesser opstod der
Rivninger, som gjorde det let for Rusland at
forøge sin Indflydelse paa den Del af Ukraine,
der tilhørte det. Rusland søgte at svække
Hetman’ens og de Ældstes Indflydelse og
Rettigheder og til Slutning ganske at ophæve dem,
idet der lidt efter lidt blev henlagt russ.
Tropper i forsk. lillerussiske Stæder. De lillerussiske
K.’s Blomstringstid er altsaa forbi allerede
inden Peter den Store’s Tid. Saporogerne
beholdt i Løbet af 17. Aarh. deres tidligere
Forfatning. Iflg. Vaabenstilstanden i Andrussov
skulde de være afhængige af begge de
kontraherende Parter, og som en Følge heraf vedblev
Sjetsch’en at bevare sin Uafhængighed.
Særlig gunstig for Kosakvæsenets Udbredelse
i 17. Aarh. var Livegenskabets Indførelse, Huset
Rurik’s Uddøen, og endelig Kirkebøgernes
Revision. Disse 3 Begivenheder affødte en Række
Uroligheder, som gav K. en rig Tilvækst, men
den Folkemængde, som strømmede til dem,
tjente ikke til at forædle det kosakkiske
Element. Der haves fl. Eksempler paa, at K., men
især de donske, i denne Periode optraadte mod
Rusland med et Overmod, som forøgedes
derved, at Regeringen frygtede for at gribe til
kraftige Forholdsregler imod dem, fordi den
stod i Fare for at faa dem alle over sig, naar
den vendte sig mod en enkelt Stamme.
Under Peter den Store’s Forgænger, Alexei
Mikhailovitsch, fæstnedes Centralstyrelsen saa
meget, at Rusland derved fik noget mere
Indflydelse paa K. end tidligere. Dog kostede det
den største Umage at dæmpe de donske K.’s
Opstand 1665—70. Denne Opstand, der endte
med Anføreren, Stenka Rasin’s Henrettelse, var
saa blodig, at den endnu lever i
Folkebevidstheden, og dens Ophavsmand kom til at spille
en af Hovedrollerne i den russ. episke
Folkedigtning fra 17. Aarh. Det Eksempel, der
statueredes paa Rasin, virkede dog saa kraftigt
paa de donske K., at disse 1671 for første Gang
aflagde Troskabseden til Tsaren, hvilken Akt
senere genog sig ved enhver Tronbestigelse og
paa samme Tid betegnede, at det gik ned ad
Bakke med Kosakværdigheden. Karakteristisk
for K.’s Vandrelyst i denne Periode er, at
Ruslands fremadskridende Herredømme i Sibirien
i 17. Aarh. væsentlig skyldes dem. Ogsaa her
handlede de paa egen Haand, men i Ruslands
Interesse. 1628 anlagde K. Krasnojarsk ved
Jenissejs nedre Løb, 1654 Nertsohinsk hinsides
Baikal-Søen, 1668 naaede de frem til
Beringstrædet, og 1696 trængte de frem til
Kamtshatka. Peter den Store, der gjorde alt for at
indlemme Rusland i den europ. Civilisation,
indsaa, at K. ikke burde bestaa i deres
hidtilværende Tilstand, og lagde sin Jernhaand paa
dem for fuldstændig at indordne dem i sit Rige.
I Spidsen for de lillerussiske K. stod
Mazeppa, udnævnt til Hetman 1687. Den
Omstændighed, at han sluttede sig til Karl XII, havde
til Følge, at de efterfølgende Hetman’er stilledes
under russ. Brigadegeneraler, og fra 1723 blev
de afhængige af et nyoprettet lillerussisk
Kollegium. Da Præsidenten for dette 1764 blev
Overbefalingsmand over alle lillerussiske K.,
bortfaldt Hetmansværdigheden, og efter Midten
af 18. Aarh. ophørte de lillerussiske K. som
selvstændig Helhed, idet de omdannedes til
Karabinerregimenter.
Saporogerne, der ligeledes havde sluttet
sig til de Svenske, fik ingen bedre Skæbne. Efter
at deres Sjetsch to Gange, sidst 1775, var
jævnet med Jorden, fordreves de derfra. Noget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
