Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kriminalantropologi - Kriminalasyl - Kriminaldommer - Kriminalist - Kriminalistik - kriminalistiske Skoler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
beslægtede Fænomener har faaet forøget
Interesse ved den videnskabelige Behandling af
dem, som K. har foranlediget. Studiet af de
seksuelle Abnormiteter har allerede fremkaldt
en paafaldende rig Litt. og udviklet sig til en
Specialitet af betydeligt Omfang. (Litt.:
Lombroso, L’Uomo delinquente og talrige andre
større og mindre Arbejder; Baer, »Der
Verbrecher« [Leipzig 1893]; Kurella,
»Naturgeschichte des Verbrechers« [Stuttgart 1893];
samme, »Der Verbrecher« [Berlin 1895];
Havelock Ellis, The criminal [Lond.
1895]; Ferri, Sociologia criminale [Turin
1892]; Garofalo, La criminologie [Paris
1889]; Tarde, La criminalité comparée [Paris
1890]; Geill, »Kriminalantropologiske Studier
over danske Forbrydere« [Kbhvn 1906];
Specialafhandlinger af Näcke, Manouvrier,
Dallemagne, Benedikt, Marro,
Ferrero, Ottolenghi o. m. a. »Archivio di
Psichiatria e d’Antrop. criminale«, »Archives
d’Anthropologie criminelle«, »Zeitschrift für
Criminal-Anthropologie«, »Archiv für
Kriminalanthropologie und Kriminalistik«, »Actes des
Congrès internationaux d’Anthrop. crim.«).
S. H.
Kriminalasyl. Erkendelsen af, at mange
Forbrydere, som tidligere kritikløst indsattes i
Strafanstalterne, dels ligefrem er sindssyge,
dels Psykopater ɔ: Individer paa Grænsen
mellem Sindssyge og Sunde, og at slige Individer
ikke hører hjemme bl. normale Fanger, har
ført til Oprettelse af særlige K., hvor den
Indsatte er under psykiatrisk Behandling, men dog
underkastet saadanne
Sikkerhedsforanstaltninger, at Samfundet er tilstrækkelig betrygget
imod den Paagældende — et Krav, som de alm.
Sindssygeanstalter efter moderne psykiatrisk
Opfattelse ikke er kaldet til at opfylde.
Saadanne K. findes under forsk. Former i de fleste
Lande, og ved L. 29. Apr. 1913 er et K. under
Navn af »Sikringsanstalt« ogsaa oprettet her
i Landet som en særskilt Anstalt inden for
Sindssygehospitalet i Nykøbing, Sj., til
Optagelse af sindssyge ell. aandssvage Mænd, om
hvem det i Anledning af begaaede
Lovovertrædelser enten ved Dom ell. administrativ
Resolution er bestemt, at der bør træffes
Sikkerhedsforanstaltninger over for dem; kun
Justitsministeriet kan beordre saadanne Personer
anbragte i K. Om Behandlingsmaaden siges i Regl.
24. Juni 1918, at de Indsatte skal anbringes i
Anstalten paa en saadan Maade, at der udadtil
ydes fængselsmæssig Sikkerhed, indadtil, saavidt
det lader sig forene med Sikkerheden, bydes
hospitalsmæssige Forhold. K. ledes af
Overlægen ved Hospitalet med Bistand af det øvrige
Lægepersonale. Det aabnedes 3. Juli 1918 og
rummer f. T. c. 20 Patienter. Det kan kun
betragtes som et første Forsøg paa en Bane, der,
naar Psykopaterne skal fritages for de
uforskyldte Lidelser, Fængselsbehandlingen volder
dem, maa føres betydelig videre frem.
A. Gl.
Kriminaldommer benævnes i Norge nu
kun en eneste Embedsmand, K. i Aker.
Foruden at være Dommer i Straffesager er han
Skifte- og Auktionsforvalter; videre er
Formyndervæsenet, Aasædestakster og Værgemaalssager
henlagt under ham.
K. Ø.
Kriminalist, den, der som teoretisk eller
praktisk Jurist beskæftiger sig med Strafferet;
ogsaa den, der som Antropolog ell. Sociolog
beskæftiger sig med Kriminalistik.
E. T.
Kriminalistik, Læren om den Maade, paa
hvilken Forbrydelser af enhver Art bliver
forøvede, saavel som om Midlerne til Opdagelse
og Konstatering af begaaede Forbrydelser. Først
i nyere Tid er Behandlingen af disse Emner
fremtraadt som en særlig Videnskabsgren.
Hovedværket er Dr. Hans Gross,
»Handbuch für Untersuchungsrichter,, Polizeibeamte,
Gendarmen o. s. v.« (6. Opl. 1914), hvoraf der
1899 er udkommet en forkortet dansk
Gengivelse: Vitus Ingerslev, »Forbrydelsers
Efterforskning og Opdagelse«.
E. T.
kriminalistiske Skoler betegner de
Hovedretninger, hvori Anskuelserne om den rette
Maade til Forbrydelsernes Bekæmpelse deler
sig. Over fra den fra Middelalderen arvede,
paa et brutalt Afskrækkelsesprincip hvilende
Straffelovgivning opstod i Slutn. af 18. Aarh.
en Reaktion, begyndt med Italieneren
Beccaria’s berømte Skrift: »Om Forbrydelser og
Straffe«, som krævede en gennemgribende
Formildelse i de bestaaende Straffemetoder, og
som førte til en Række Lempelser i de fleste
europ. Landes Straffelovgivninger. Omtr.
samtidig udgik fra Englænderen Howard
Kravet om Fængselsreformer i human
Aand til Forbedring af Datidens frygtelige
Fangehuller og Tugthuse. Ad disse to Veje
banede Frihedsstraffene i deres forsk. Former
sig Vej som det Hovedstraffemiddel, hvortil 19.
Aarh.’s Straffeteknik i alt væsentlig var
knyttet, og som skabte Fængselsvidenskaben (den
penitentiære k. S.) ɔ: Indbegrebet af de
til Fængselsstraffen knyttede Forholdsregler,
hvorved Forbryderens Forbedring skulde
søges opnaaet. Uafhængig heraf søgte den i
Kriminalistik interesserede Jurisprudens at
begrunde Straffens Berettigelse og Formaal gennem
den af Hegel’s Filosofi udgaaede
Gengældelsesteori (s. d.), hvorefter Straffen var et
paa et kategorisk Imperativ beroende Onde, der
tilføjedes den Skyldige, fordi han af fri
Villie havde forbrudt sig; ved Straffen naas, at
hans Syndeskyld ophæves, ved Lidelsen
genoprettes den sædelige Brøde (»Forbrydelsen er
den sædelige Ordens Negation, Straffen
Negationens Negation«, Hegel). Den paa slige
Teorier byggede klassiske Skole herskede
ubestridt i alle europ. og amer. Lovgivninger i den
sidste Halvdel af forrige Aarh. og præger
stadig de fleste gældende Straffelove (ogsaa den
danske af 1866). Den ser sin væsentligste
Opgave i en nøje Definering af
Forbrydelsen som saadan ɔ: af de Karaktermærker,
hvoraf det enkelte Delikt bestaar, og som
adskiller det, saavel fra de retmæssige
Handlinger paa den ene Side som fra andre Delikter
paa den anden Side. I saa Henseende har den
klassiske Skole indlagt sig stor Fortjeneste og
betrygget Forbryderen mod megen
Vilkaarlighed, som tidligere Tiders mindre skarptslebne
Definitioner udsatte ham for. Paa den anden
Side havde den klassiske Skole mindre
Interesse for Forbryderen som saadan, der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
