Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - kriminalistiske Skoler - kriminalistisk Forening - Kriminalitet - Kriminalkammer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
overlodes Penitentiærvidenskaben, og i Slutn. af
19. Aarh. brød Modstanden mod den klassiske
Skole frem, særlig udgaaende fra Italieneren
Lombroso’s 1881 først udkomne Værk:
l’Uomo delinquente, Forbrydermennesket.
Princippet for den ny, saakaldte positive Skole
er, at Kendskabet til Forbryderen maa gaa
forud for Kampen mod Forbrydelsen, at
Forbrydelsen har sine Aarsager i Forbryderen, at
disse Aarsager maa studeres til Bunds, og at
Forbrydelsens Bekæmpelse maa bestaa i
Bekæmpelse af disse Aarsager. I Modsætning til
den klassiske Skoles Indeterminisme rejser den
positive Skole saaledes Determinismens Banner
og blev ikke mindst herved overalt modtaget
som en Udfordring til alle hævdvundne
Doktriner, en Udfordring, der mødtes med den
hidsigste Modstand. Lettest havde
Modstanderne ved at fælde Lombroso’s Teorier, der gik
ud paa, at Forbrydelsen var et atavistisk
Fænomen, et Tilbageslag fra Nutidsmennesket
til Urmennesket, hvis psykiske og fysiske
Ejendommeligheder skulde genfindes i Forbryderen.
Forbrydelsens Aarsager bliver derfor for
Lombroso rent antropologiske (den
kriminalantropologiske Skole), og deres
Bekæmpelse maa bestaa i Racehygiejne og
Uskadeliggørelse. Med Bistand af de to fremragende
ital. Jurister Ferri og Garafalo
udarbejdedes Lombroso’s Ideer til et Slags juridisk
System, men blev dog under den voksende
Kritik hurtig korrigerede, særlig fra fr. Side
(Tarde, Lacassagne, Laurent), der
fremhævede den store Bet. af de sociale
Aarsager til Forbrydelsen, »Milieu«’et,
Omgivelserne, Samfundet selv som direkte og indirekte
Incitament (sociologiske Skole), en
Opfattelse, hvortil den ital. Skole i Realiteten
sluttede sig. Særlig under Indflydelse af
»International kriminalistisk Forening« (s. d.), ledet
af Tyskeren v. Liszt, Hollænderen van
Hamel og Belgieren le Prins, er det
derefter lykkedes i høj Grad at uddybe denne
Forstaaelse og mangfoldiggøre Kendskabet til de
medvirkende Aarsager, de endogene (ɔ: de
i Mennesket virkende) som de exogene (de
uden for Mennesket værende), hvorved det er
blevet gjort klart, at Kampen mod Forbrydelsen
kun paa begrænsede Felter lader sig føre blot
med en Lovkodeks og et Straffesystem, men at
Samfunds- og Lægekundskab, Psykologi og
Statistik, Folklore, ja selv Meteorologi, maa
samvirke for at naa til Bunds i de dybtgaaende
Spørgsmaal, som kaldes Forbrydelsens
Aarsager, og at det for Retsvidenskaben gælder
om at holde nøje Føling med alle disse
Videnskaber, baade naar den vil skrive, og naar den
vil anvende sine Love mod Forbrydelsen (scuola
terzia, tredie Skole).
A. Gl.
kriminalistisk Forening (International)
stiftedes 1. Jan. 1889 af Professorerne von Liszt
(Tyskland), v. Hamel (Holland) og le Prins
(Belgien), men er, efter at alle 3 Grundlæggere
er døde, under Krigen ophørt at eksistere.
Dens Udgangspunkt var, at Forbrydelse og Straf
maa ses lige saa vel fra et antropologisk og
sociologisk som fra et jur. Standpunkt, og dens
Opgave var den videnskabelige Undersøgelse af
Forbrydelsen, dens Aarsager og Midlerne til
dens Bekæmpelse. Ved at fremhæve Bet. af
Kendskab til Forbrydelsens Aarsager for at
udfinde Midlerne til dens Bekæmpelse var k. F.
karakteriseret som Barn af den med
Lombroso (s. d.) begyndte naturvidenskabelige
(positive) Skole inden for Strafferetten, men
var paa ingen Maade nogen Apostel for dennes
Doktriner, idet den dels betragtede de sociale
Aarsager til Forbrydelsen som fuldt saa
virksomme som de af Lombroso — i det mindste
opr. — alene fremhævede antropologiske, dels
i Modsætning til Lombroso’s Fatalisme ansaa
en fornuftig Kriminalpolitik (s. d.) som et egnet
Middel til Forbrydelsens Bekæmpelse, Derimod
var k. F. ved at betragte Forbrydelsen som
aarsagsbestemt og saaledes stille sig paa
deterministisk Grund traadt i Modsætning til den af
Hegel’s Filosofi gennemsyrede tyske
Strafferetsvidenskab, der i Forbrydelsen ser et
Udslag af en fri menneskelig Villie, hvis sædelige
Brøde sones ved Straffen, og derfor ikke kan
spørge om Aarsagen til hin ell. Formaalet med
denne (klassiske Skole, se
kriminalistiske Skoler). I Tyskland spaltede
denne Modsætning i lang Tid Kriminalisterne i to
Lejre som Tilhængere henh. af »Zweckstrafe« ell.
»Schuldstrafe«, og dette har været den største
Hindring for en tidssvarende Reform af
Tysklands forældede Straffelov. Uden for Tyskland
har Modstanden mod k. F.’s Principper været
mindre udholdende, og dens Synspunkter har
derfor præget de fleste nyere Straffelovsnoveller
og -udkast (saaledes den vigtige danske
Straffelovsnovelle af 1905 og det danske Udkast af
1917). Dette skyldes for en væsentlig Del k. F.’s
lokale Landsgrupper, der uafhængig
af Moderforeningen inden for hvert Land har
virket og stadig virker i dens Aand (i Danmark
Dansk Kriminalistforening, stiftet 14. Novbr
1899). Om end Savnet af k. F. derfor i
Øjeblikket ikke føles særlig stærkt, maa det dog
haabes, at dette internat. Værksted for
strafferetlige Fremskridt og forbedrede Straffemetoder
snarest muligt maa blive genoprettet.
A. Gl.
Kriminalitet (lat.), Forbrydelseshyppighed,
statistisk set Forholdet mellem Antallet af
domfældte Forbrydere og Folketallet paa et
vist Landomraade, korrektere: Procentforholdet
mellem de domfældte Forbrydere og den Del
af Befolkningen, som er over den kriminelle
Lavalder. Da Kriminalstatistikken selvfølgelig
kun kan omfatte de Forbrydelser, i Anledning
af hvilke der rejses Tiltale og straffes, men ikke
alle de i Virkeligheden begaaede Forbrydelser,
og den alt efter Materialets Art snart maa
operere med Forbryderne, selve Personerne, snart
med Forbrydelserne, selve Domfældelserne, er
en Sammenligning af K. i de forsk. Lande
allerede af den Grund en meget farlig Sag, men
endnu farligere under Hensyn til Forskellen
i Landenes Straffelovgivninger og
Strafferetspraksis.
J. D.
Kriminalkammer, ældre Betegnelse for den
Afdeling af en Ret, hvori Forbrydelser er
Genstand for Undersøgelse og undertiden tillige for
Paadømmelse (smlg. Kriminal- og
Politiretten).
E. T.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
