Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kristus-Billede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
stededes til Hvile, med Billeder, der ledede
Tanken i denne Retning. Tertullian fortæller, at
de Kristne satte Billedet af »den gode Hyrde«
paa Kallaen, de brugte ved Nadveren. I
Virkeligheden har man fundet »den gode Hyrde«
omtr. 80 Gange, særlig i Roms Katakomber;
Orfeus forekommer langt sjældnere. I
Katakomber og Grave maledes ogsaa tidlig Scener
fra det gl. og ny Test., de sidste oftest med
Jesus som Midtpunkt. Snart fremstilles han
som Barn paa Moderens Skød (en Gang
modtagende Gaver fra »Magerne«), snart som »den,
der gik omkring og gjorde vel«. Hyppigst
fremstilles Opvækkelsen af Lazarus (Fig. 3),
Helbredelse af Blinde og af den Værkbrudne;
ogsaa Daaben og Indtoget i Jerusalem
forekommer; en enkelt Gang ses en Scene af
Lidelseshistorien. Først senere (efter Aar 300)
fremstilles han som Lærer, som Verdens Dommer
o. l. Korsfæstelsen kommer ogsaa først sent
frem (se Krucifiks). Hvad enten Jesus
afbildedes som »den gode Hyrde« (se Fig. 2) ell.
i Scener fra det ny Test. (se Fig. 3), er der
aldrig Tale om nogen Portrætlighed. Han
fremstilles som en gr.-rom. Idealskikkelse, som en
Yngling uden Skæg, med kort, gerne krøllet
Haar, store, smukke Øjne, rundt Ansigt; han
bærer Chiton ell. Tunika. De andre Personer
i Scenerne afbildes paa lgn. Maade som
gr.-rom. Skikkelser. Da Apollon i hedenske
Billeder ogsaa fremstilles som rom. ungdommelig
Idealskikkelse, udtalte Raoul-Rochette den
Formodning, at de første Kristne ligefrem
havde taget Apollo-Skikkelsen til dermed at
fremstille deres K. Senere har Prof. L. Dietrichson
i Kria med megen Sagkundskab og Grundighed
i sit »Kristusbilledet« (1880) søgt at godtgøre,
at ikke blot Katakombernes tidligste K., men
ogsaa de senere K. er hentede fra hedenske
Forbilleder: Zeus, Asklepios, Serapis. En nøjere
Sammenligning vil dog godtgøre, at
Forskellighederne er saa store, at der ikke er
synderlig Grund til at antage, at de for alt
hedensk Væsen saa ængstelige Kristne skulde
have søgt Forbillederne for deres K. i
hedenske Gudebilleder. Der var skønne Skikkelser
nok uden for Gudebillederne at finde, saaledes
at de oldkristelige Kunstnere ikke kunde
mangle Motiv. Henimod Aar 300 ser vi en mindre
Omdannelse af K. at komme frem. Ansigtet,
der før har været rundt, bliver nu stundom
mere langagtigt, Næsen lidt længere, Haaret
ligeledes. Omtr. i Konstantin den Stores Dage
kommer et helt ny K. op. I St f. det
skægløse Ansigt ser man nu et skægget, med
ældre, værdigere Udtryk. Haaret bliver længere
og falder helt ned paa Skuldrene (se Fig. 5),
hele Skikkelsen bliver kraftigere. Som et af de
ældste kan nævnes et K. i Kirken S.
Pudenziana i Rom (4. Aarh.). Snart efter begynder
Straalekronen, Nimbus, ofte med Korset, at
vise sig bag Hovedet; i Katakomberne er
denne Straalekrone yderst sjælden. Kristus
fremstilles ofte i sine Disciples Kreds som Lærer,
med Bog i Haanden, ell. som Dommer. Det
tidligere ungdommelige K. forsvinder dog
ingenlunde straks; paa Junius Bassus’ Sarkofag
fra 359 (i Vatikanets Grotter) ses bl. a., som
her afbildet (Fig. 4), Jesus som skægløs og
ungdommelig. Paa Døren i Kirken Santa Sabina
i Rom (400—600), hvor Kristus ses korsfæstet
(Afb., se Krucifiks), er han endnu skægløs
og med rundt Ansigt. I Miniaturbilleder i
Haandskrifter holder det ungdommelige K. sig
endnu i fl. Aarh. Begge Typer findes
undertiden ved Siden af hinanden, saaledes i
Ravenna. Enkelte Gange er den skægløse Type
anvendt, hvor Jesu jordiske Vandring skildres,
og den skæggede under hans Lidelse og
senere. Efterhaanden bliver dog den skæggede
Type den eneherskende. Der er blevet fremsat
fl. Formodninger om Grunden til, at man i 4.
Aarh. indførte et helt nyt K. og opgav det i
de første Aarh. anvendte K. Man har bl. a.
ment, at det skæggede K. af Datidens Kristne
antoges for et virkeligt K., for et
Portræt, og at det var kommet frem ved denne
Tid, rimeligvis i Østen, og at det derfra var
blevet bragt til Vesterlandene. I Virkeligheden
kan det ikke nægtes, at de Kristne netop ved
den Tid begyndte at interessere sig for,
hvorledes Jesus i Virkeligheden havde set ud, for
hvilket der tidligere kun havde været liden
ell. ingen Interesse. Konstantia, Kejserens
Søster, skrev til Eusebios for at faa Oplysninger
om K., men den lidet billedvenlige Biskop gav
et nærmest undvigende Svar. Konstantin selv
maa ogsaa have interesseret sig for K., thi
han opstillede foran sit Palads Chalke i
Konstantinopel et K. af Bronze, som efter
Theofanos ødelagdes af Billedstormerne. Et Aarh.
senere siger Augustin (De Trinitate VIII, 4), at
man har mange K., men ingen autentiske.
Indførelsen af den ny Type skyldes vel snarest
dogmatiske Hensyn, Sønnens Væsensenhed
med Faderen, der var fastslaaet 325 i Nikæa
og bekræftedes 381. Han maatte derfor se
ærværdig ud; den unge Skikkelse fra
Katakomberne passede ikke længere. For øvrigt
ændredes Typen senere noget. Skægget blev oftest
længere, undertiden tvedelt, endog tredelt.
Kristus troner nu ofte i Skyerne paa
Verdenskuglen, ikke sjældent i Mosaik over Koret. I
Iveren for at hævde Værdigheden kom der
ofte i St f. det tidligere milde og kærlige
Udtryk noget strengt og stift. Som Eksempler
kan man nævne K. i S. Cosmas og Damianos
i Rom og i San Paolo uden for Rom. Efter
Justinian’s Tid gik Kunsten stærkt tilbage,
hvorved det stive ofte træder frem paa en
mindre tiltalende Maade, særlig i mange
byzantinske K. Hovedvægten lægges paa Magten,
paa Herredømmet over Døden; derfor
fremstilles Jesus ikke engang paa Korset med
lidende Udtryk. I Østen kommer dog det
lidende K. temmelig tidlig frem, og det baner
sig siden ogsaa Vej til Vesten (se
Krucifiks). Herskerkronen afløses omtr. ved Aar
1300 ell. senere af Tornekronen. Nu afbildes
ogsaa den døde Kristus (ved Gravlægningen,
paa Korset o. s. v.). Typen for K. er i det
væsentlige alle Vegne den samme hele
Middelalderen igennem, men i det enkelte har
hvert Land dog som oftest sine
Ejendommeligheder. Med 13. Aarh. begynder Kunsten at
gaa. fremad for i 16. Aarh. at naa et ukendt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
