Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Krøyer, Peter Severin - Kshattriya - Kshemendra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Drenge«, 1893, med Solglansen i Luft og Hav
og paa de nøgne Legemer, »Børsbilledet« 1895,
de store Portrætter af Drachmann og
Schandorph og fremfor alt det meget store Billede
af »Et Møde i Videnskabernes Selskab«,
udstillet 1898, sikkert den mest omfattende af
alle K.’s Kompositioner og det mest
imponerende Vidnesbyrd om hans Evne til at tumle
med en Mangfoldighed af Figurer, saaledes at
enhver af dem fuldt ud kommer til sin Ret
som levende og sikkert opfattet og gennemført
Portræt.
K. har foruden den store Mængde af Malerier
og Tegninger, der foreligger fra hans Haand,
udført livfulde og ejendommelige Raderinger
— Selvportræt, Portrætter af Kyhn og Frølich,
Edvard og Nina Grieg samt et Par Smaablade
— og nogle højst interessante Buster; sammen
med Zahrtmann har han oprettet en Skole for
unge Malere og udøvet en ikke ringe
Indflydelse dels ligefrem som Lærer, dels ved
mindre direkte Paavirkning. Af den yngre
Generation af danske Kunstnere var han utvivlsomt
det frodigste og mest omfattende Talent og
den største maleriske Dygtighed, ligesom han
ogsaa var den, som i fuldest Maal har tildraget
sig Udlandets Opmærksomhed og vundet
Anerkendelse i de videste Kredse.
Ved Nytaarstid 1900 ramtes K. af en
Sygdom, som til Tider gjorde ham helt
uarbejdsdygtig, og som i Aarene svækkede hans
Produktion mere og mere; skønt der endnu kom
en lang Rk. Arbejder fra hans Haand, var
Friskheden stærkt aftagende og Præget af et
formørket Sind blev mere og mere tydeligt.
Det, hvormed K. i saa høj Grad imponerede
sin Samtid, var den virtuosmæssigt overlegne
Dygtighed, som han havde faaet udviklet i
Franskmændenes Skole. Alligevel var han egl.
næppe mindre dygtig, før han drog til
Udlandet. Bl. a. vidner et Studiehoved af en
Hornbækfisker fra 1875 (Kunstmuseet) noksom
herom; det kan baade i Form og Farve og i
Karakter sammenstilles med Købke’s »Gammel
Matros«. Ogsaa Ottesen’s Portræt hører til det
ypperste i hans Værk. De Arbejder, som
fremstod under den første Paavirkning fra Paris,
har imidlertid en anselig mandig Kraft og
Bredde; men fra det Øjeblik, han tog sit
væsentlige kunstneriske Stade paa Skagen, kom
der noget andet ind i hans Syn og Stræben,
som svækkede det naturligt sunde og mandige
hos ham. Fru Anna Ancher indtog dengang en
førende Plads bl. Kunstnerne paa Skagen, og
det kvindeligt forfinede i hendes Syn og Smag,
i Forbindelse med visse udenlandske
Paavirkninger, fremkaldte hos K. en Stræben efter det
sarte og udsøgte i lyse Farver, som til Tider
kunde nærme sig det lækre. Og hertil kom saa
hans Sygdom. Maaske trængte den danske
Kunst i 1870’erne i visse Maader til et
»europæisk Bad«, men baade over for K. og fl. af
hans Samtid synes det dog, som de var fuldt
saa gode, før de drog ud.
K. vandt 1882 Udstillingsmedaillen og blev
1887 Medlem af Akademiet. Paa udenlandske
Udstillinger er der tildelt ham mange
Udmærkelser. Han var under hele sin Virksomhed
Genstand for en stor og alm. Beundring.
P. J.
Kshattriya (»Medlem af Kongehuset, Adels-
ell. Krigerkasten«) var den næstøverste af de
4 arvelige Stænder ell. Hovedkaster i det gl.
ind. Samfund. De var skabte af Brahmán’s
Arme (jfr. Brahmaner, S. 810) for at
»beskytte Folket, øve Gavmildhed, bekoste Ofre,
studere (Veda’erne med Tilbehør) og ikke være
hengivne til sanselige ell. verdslige Nydelser«
(som deres Stilling særlig fristede dem til, og
som i Virkeligheden var et fremtrædende og
alm. anerkendt Træk i deres Liv, jfr. f. Eks.
Kālidāsa’s »Mālavikāgnimitra« og »Çakuntalā«).
En K.’s højeste Dyd er dog Tapperhed, og den,
som faldt i Kampen, var sikker paa at komme
til Indra’s Himmel (Svarga). Normalt var
Kongen en K.; men faktisk træffes der
Dynastier af alle 4 Hovedkaster. I Virkeligheden
var K. den fornemste Kaste; derfor er
Jina’erne altid, Buddha’erne ofte K.; naar
Brahmanerne i Teorien regnes for de fornemste, beror
dette alene paa, at de var i Besiddelse af
bráhman, ikke paa nogen verdslig Magt. Men ogsaa
for den aandelige og religiøse Udvikling har K.
i sin Tid haft stor Bet., idet den friere
Tænkning, som kommer til Orde i Upanishad’erne
og fører fra Veda-Religionen over i
Brahmanismen og de filosofiske Systemer, for en
væsentlig Del tilskrives K.; Buddhismens og
Jaina-Religionens historiske Stiftere var K.;
Kongerne har altid spillet en stor Rolle som
Litteraturens og Videnskabens Patroner (se indisk
Litteratur); selv Guden Kṛishṇa var en
K. Der er en Del ikke sikkert forstaaelige
Eksempler paa, at K.-Kongers Efterkommere
opføres som Brahmaner (se Wilson’s Overs. af
»Vishṋu-Purāṇa«, 2. Udg., i Registret under
K.), ell. at en K. paa mirakuløs Maade ved
Spægelser ell. ved en Brahmans Erklæring (se
f. Eks. Bharadvāja, Haihaya) opnaar
at blive Brahman. De berømte Sagn om
Kampene mellem Brahmanen Vasishṭha og K.
Viçvāmitra og om Brahmanen
Paraçu-Rāma, der »udryddede Krigerkasten 21
Gange«, Kampe, som var af rent personlig Art,
har ingen anden Tendens end at illustrere den
Tanke, at Brahmanens aandelige Magt
(bráhman) er noget langt vidunderligere end den
verdslige Magt, og ikke gælder for Minder om
Kampe mellem de to Kaster om den politiske
Overmagt. Nu anses Rājput’erne for
Efterkommere af de gl. K. I Systemet gælder forsk.
Folkeslag (f. Eks. Draviḍa’erne) for
udartede K. (Litt.: Edw. W. Hopkins, The
mutual relations of the four castes according
to the Mānavadharmaçāstra [Leipzig 1881];
samme, The social and military position of
the ruling caste in ancient India [New Haven
1889]; A. Weber, »Indische Studien« X, S.
1—160 [Leipzig 1868]; J. Muir, Original
Sanskrit Texts, I).
(S. S.). D. A.
Kshemendra, en Sanskrit-Digter fra
Kashmir (i Midten af 11. Aarh.) med Tilnavn
Vyāsadāsa, Forf. til det ældste Uddrag af
Mahābhārata (s. d.):
Bhārata-mañjarī (jfr. G. Bühler & J. Kirste, Indian
Studies II, i »Sitzungs-Ber. der Akad.« [Wien
1892]), og til en ældre Bearbejdelse af
Bṛihatkathā (jfr. Kathā-sarit-sāgara):
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
