Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - kubisk Krudt - kubisk Ligning - kubisk Salpeter - Kubisme - Kublai-Kan - Kubu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kubisk Krudt, se Krudt.
kubisk Ligning (mat.), d. s. s. Ligning af
tredje Grad (se Ligning).
kubisk Salpeter, se Natriumnitrat.
Kubisme (lat.), en moderne Retning i
Billedkunsten, der ved at fremhæve det kubiske
i Billedfladen vil tilføre Kunsten ny
Udtryksmidler og opdyrke de grundlæggende
Elementer for Liniers og Fladers Formvirkning
gennem deres indre »dynamiske« Spænding. Den
kunsthistoriske Forudsætning for K. blev bl.
a. Cèzanne’s Kunst, der arbejdede paa at samle
Billedets forskydelige Farveplaner i indbyrdes
Brydning til Billedfladeharmoni og vilde bygge
paa stereometriske Former som Cylinder, Kegle
m. v. som den latente samlende Kraft. K.’s
litterære Bannerfører blev den fr. Forf.
Guillaume Apollinaire (egl. Vilhelm Apollinaire de
Kostrowiecki [1880—1919], af polsk Afstamning
og Forf. bl. a. til Les Peintres Cubistes). Under
sideløbende kunstnerisk Praksis, som den
spontant brød sig Vej hos betydelige Kunstnere —
især Picasso, endvidere Derain m. fl. — formedes
da K. under højst forsk. Tilsyneladelser, men
med Fællestræk. Ved rigeligt Tilløb af megen
ung og ofte umoden Kunst, der kritikløst fulgte
Dagens sidste Kunst-»Skrig«, brød. K. som en
Modebølge over Kunstudstillingerne og søgte
at skylle det hævdvundne Publikumssyn med
dets »fotografiske« Optik helt over Bord. Sikkert
nok virkede den højmoderne Teknik,
Maskinismen med dens nøjagtige Staalhjul, Stempler,
Skinner etc. forbilledligt paa K.; i
Ingeniørkunstens rene Linier og Cirkler, i dens
Rumudfoldning og dynamiske Kraft føltes en bunden
Skønhed, som Billedkunsten skulde udløse.
Man søgte at gengive Formerne i deres kubiske
Udstrækning i Rummet, analyserede Modellen
stereometrisk, opløste sine Motiver i Flader og
af Flader begrænsede kubiske Former og
tilstræbte en Helhedsvirkning i Massernes
Udstraaling af dynamisk Kraft og indbyrdes
Forskydninger; i Rummets Kaos af Enheder i Maal,
Vægt og Volumen (Kvadrater, Trekanter etc.)
vilde man skabe en kunstnerisk Enhed, en
Kunstens Matematik, en abstrakt Skønhed af
musikalsk Værd, befriet for enhver Tanke om
paalidelig Gengivelse af Fænomenerne. For at
styrke den musikalske Fornemmelse kunde
man, som Picasso, anbringe et Brudstykke af
et Musikinstrument, et Nodetegn e. l., men
denne Indrømmelse til Naturen udvidede man
ofte — for dog at holde sig lidt i Føling med
Virkeligheden ell. fremhæve Modsætningen,
men især dog for den rene Billedvirknings
Skyld — ved at give enkelte Stoffer deres
naturlige Materiale (Træ, Avispapir, et Stk.
Voksdug etc.). Efterhaanden gav man i sin Stræben
efter Billedvirkningen som
Skønhedsaabenbaring Afkald paa Dybden for at gøre
Forgrundsfladen til det Plan, hvorpaa Kræfternes Spil
billeddannedes som tonende Rytme. Malerisk
dyrkede K. Modsætningen mellem de kolde og
varme Farver gennem en Skala af sorte, brune
og hvidlige Farver med en Mængde
Fortoninger særlig i graat, medens man skyede
broget Farvepragt. — K. stod paa sit Højdepunkt
før Verdenskrigen, men maatte derefter vige
i Sensationsinteresse for andre endnu mere
moderne Retninger; i K.’s Dyrkelse baade af
Kubus og den flademæssige Udfoldelse var der
vel ogsaa en indre Splid, der varslede
Opløsning. Frigjorte for megen udvortes og
skabagtig Manér — det sædvanlige Offer til Moden
— hos talentløse Efterlignere indeholder K.
spiredygtige Kim; i Passagen gennem K.’s dunkle,
kølige Vande har den alm. Kunststrøm vel nok
vundet nogen Afklaring, der vil kunne virke
som et lille Fornyelsens Bad paa dens Løb
videre fremefter. (Litt.: Eddy, Cubists and
Post-Impressionism [Lond. 1916]; G. Coquiot,
Cubistes etc. [Paris 1914]; Kandinsky,
»Über das geistige in d. Kunst« [3. Opl.,
München 1912]; Langgaard, »Expressionisme
og K.« [Kbhvn 1922]).
A. Hk.
Kublai-Kan, mongolsk Fyrste, en af de
mægtigste Herskere, der har levet paa Jorden,
f. 1214, d. 1294 i Peking. Allerede som meget
ung udmærkede han sig i sin Farfader
Djengis-Kan’s Krige og ligesaa under dennes
Efterfølgere. 1250 sendtes han i Spidsen for en
mongolsk Hær ind i det allerede tidligere delvis
betvungne Kina for at sikre og udvide Rigets
Grænser mod Ø. Han gjorde sig snart ikke blot
til Herre over Nordkina, men trængte ogsaa
ind i Sydkina, hvoraf han Aar for Aar
undertvang fl. og fl. Provinser, indtil han endelig
1279 gjorde fuldstændig Ende paa Dynastiet
Sung’s Magt. Først fra dette Aar regnes han
af de kin. Historikere som Kinas retmæssige
Herre, uagtet han i mange Aar havde hersket
over næsten hele Kina. Hans kin. Navn var
Sitsu, det af ham grundede Dynasti, der holdt
sig til 1368, kaldes af Kineserne Juen. Han
betvang Cochinchina og Birma. Mod Japan
udrustede han fl. store Flaader med
Landgangstropper, særlig ved sin Vasal Koreas Konges
Hjælp, men hverken disse Tog ell. hans
Angreb paa Java, som han begyndte, da han var
næsten 80 Aar, lykkedes. Da hans Broder
Mangu-Kan døde, 1259, anerkendtes han af de
andre Mongolfyrster, alle hans Slægtninge, for
Overkonge ell. Stor-Kan. Han var saaledes
anerkendt som Hersker af hele Kina og af det
meste af Rusland lige til Polens Grænse, ligesom
af de mellemliggende Lande: Turkestan,
Persien, Landene ved Eufrat og Tigris, Armenien
o. s. v. I mange Egne var hans Magt dog
nærmest kun til af Navn. K. var for øvrigt, om
end umættelig som Kriger, en dygtig Regent,
der paa mangfoldige Maader sørgede for sine
Landes Opkomst. Han tog sig af Agerdyrkning,
Kanalanlæg, Postvæsen, Videnskabelighed, gav
gode Love o. s. v. Han udviklede og
forskønnede den By, der nu kaldes Peking, men som
tidligere havde et andet Navn, og gjorde den
til sin Residens. Han var meget tolerant; fl.
Kristne levede ved hans Hof, og han lyttede
gerne til deres Raad. Marco Polo var hos ham
i 17 Aar. Mod Buddhisterne var han meget
mild og traadte selv over til Buddhismen ell.
en Form deraf.
V. S.
Kubu, en lavt staaende Jægerstamme, som
strejfer om i de store Skovomraader i
Landsdelene Palembang og Djambi, Syd-Sumatra.
De hører til den indoaustralske Race og udgør
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
