- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIV: Kirkeskov—Kvadratrix /
830

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kuglespil

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Kroket, Croquet, et K., der stammer fra
Mailspillet. I Encyclop. Britannica angives det,
at Navnet paa Spillet skulde stamme fra det
fr. Ord croc: en Krog ell. en kroget Stok.
Samme St. berettes det, at Spillet 1852 er
blevet bragt fra Sydfrankrig til Irland, medens
det i The Encyclop. of Sports and Games
hævdes, at det i umindelige Tider har været
spillet i Irland. Herfra har det i alle Fald efter
Midten af forrige Aarh. over England bredt
sig ud over de fleste Lande, og er for omtr.
50 Aar siden ogsaa kommet til Danmark. Den
Form for Spillet, der i Alm. øves her, er flg.:
To, tre, fire Deltagere. Er man fire, kan man
spille hver for sig, som naar man er to ell.
tre, ell. i to Partier. Spillet øves helst paa en
tætklippet Græsplæne. Hver Deltager er forsynet
med en Kølle og en Kugle af Træ. Er man kun
to til Spillet, kan hver spille med to Kugler.
Foruden Køller og Kugler til Spillerne hører der til
Banen to Mærkepæle og ti Jerntraadsbuer, og
det er Opgaven at slaa Kuglen fra
Begynderpælen gennem Buerne til Vendepælen og
tilbage igen i den Retning, der angives ved
Pilene. Spillet begynder med, at en af
Deltagerne lægger sin Kugle midtvejs mellem
Begynderpælen og den første Bue og med eet
Slag forsøger at drive den igennem den første
Bue. Lykkes dette, maa han med et nyt Slag
føre Kuglen gennem næste Bue, og han maa
saaledes fortsætte, idet han erhverver sig et
nyt Slag, for hver Bue han passerer. Han maa
ogsaa slaa Kuglen gennem to Buer med eet
Slag og har da to nye Slag til næste Bue. Naar
den første Spiller er færdig med sine Slag,
slaar den næste, og saaledes skiftes der stadig
Slag under Spillet. Den, der først kommer
gennem Buerne til Vendepælen og tilbage til
Begynderpælen, har vundet Spillet ved at slaa
Kuglen mod denne. Hver Gang man har
passeret en Bue, faar man Ret til Krokade, d. v. s.
man har Lov til med sin Kugle at træffe
Modstanderens, hvorved man erhverver sig to nye
Slag. Disse to nye Slag kan man anvende, efter
som Omstændighederne byder det, saaledes:
Man kan med det ene Slag lægge sig i Stilling
foran sin Bue, og med det næste Slag gaa
igennem, hvorefter man har nyt Slag, ell. man
kan spille med fast Krokade, idet man
lægger sin Kugle tæt op til Modstanderens,
sætter venstre Fod fast paa sin egen Kugle,
og giver denne et Slag, saaledes at den
krokerede Kugle ruller langt bort til en ugunstig
Stilling, hvorefter man anvender det andet
Slag til at gaa gennem Bue ell. til ny Krokade
af en anden Kugle, ell. man kan endelig spille
med løs Krokade. Ogsaa her lægger man
sin Kugle tæt op ad Modstanderens, og med et
Slag paa sin egen Kugle slaar man denne i
god og Modstanderens i daarlig Stilling. Med
det næste Slag gaar man saa gennem Bue ell.
krokerer en ny Kugle o. s. v. Spiller man i
Partier, saaledes at man har en Medspiller,
maa man ogsaa krokere hans Kugle og kan da
hjælpe ham ved at lægge ham i en god
Stilling. Naar man er kommet gennem den sidste
Bue, har man Lov til at slutte sit Spil ved at
gaa til Pæls, men man kan ogsaa fortsætte,
idet Omstændighederne maaske kræver, at
man skal hjælpe en Medspiller. Man er nemlig
nu Frispiller, d. v. s. man har
Krokaderet i hvert Slag, men man maa ogsaa selv
krokeres af de andre Spillere naar som helst.
Indendørs kan Spillet øves som
Bordkroket med smaa Kugler og smaa Køller paa et
stort Bord, hvorpaa der er bredt et Tæppe ell.
en Dug. Buerne er dannede saaledes, at de
kan staa fast paa Tæppet ved Hjælp af
Spidser ell. Fødder, og for at Kuglerne ikke skal
rulle paa Gulvet, anbringes der med særlige
Stivere og Bøjler en lav Indhegning langs
Bordets Kant, og Spillet øves med
Forandringer, der nødvendiggøres af de ændrede
Forhold.

Mailspillet var et K., der i 18. Aarh.
og tidligere havde en stor Udbredelse over
europæiske Lande. I Frankrig, hvor det
allerede i 13. Aarh. øvedes i Languedoc,
benævntes det Paille-Maille, i England Pall-Mall og i
Tyskland Palli-Malli. Navnet er dannet af
Ordene palla: en Bold, og malleus: en Hammer.
Det var et fornemt Spil, der endog øvedes af
Konger o. a. fyrstelige Personer, saaledes var
Stuarterne meget hengivne til Spillet, og om
den ulykkelige Marie Stuart paastod hendes
Fjender, at hun udviste en skammelig
Ligegyldighed med sin Mands Skæbne, idet hun
faa Dage efter hans Mord »blev set spille Golf
og Pallmall«. Under Ludvig XVI var Spillet
saa alm. i Frankrig, at det spilledes af Kongen
og det ganske Paris. Hoffet havde sin særlige
Portemail, der bragte Kongen Rekvisitterne og
hvad ellers han skulde bruge under Spillet.
Omkr. 1800 blev Lovene for Spillet sammen
med en omhyggelig Anvisning til dets
Udøvelse efter Gutsmuths overført paa Dansk af
Werfel, men det synes, som om Spillet ikke har
vundet nævneværdig Udbredelse her til Lands,
maaske fordi det i Beg. af 19. Aarh. allerede
har været i nogen Tilbagegang. — Mailspillet
øvedes med en Trækugle, forfærdiget af Roden
af Buksbom, omtr. en Fod i Omkreds, der
dreves frem med en Træhammer med langt, tyndt
Skaft, omtr. af Form som Nutidens
Kroketkølle. Ogsaa spillede man, i hvert Fald i
England, med et Redskab, hvis Hoved var bøjet
og gik jævnt over i Skaftet. Man spillede i en
Allé, en Bane, der var udlagt og indrettet til
dette Brug, undertiden med Sidevægge. Den
kunde være af forsk. Længde fra 300—400
Skridt og mere. Banen i St James i London
var saaledes 800 yards lang. Spillet øvedes paa
forsk. Maade. Werfel beskriver saaledes fire
Former, 1) uden Partier, 2) med Partier, 3)
med stærke Slag, og 4) à la chicane. Ved Enden
af Alléen ell. ved begge Ender fandtes der en
lille Jernbue, hvorigennem Kuglen tilsidst
skulde føres, og her anvendte man ikke Køllen,
men et skovlformet Redskab, hvormed man
puffede Kuglen gennem Buen.

Spillet øvedes ogsaa paa Is, endog paa
Skøjter, og formentlig har man her ikke anvendt
Køllen, da det ikke har været nødvendigt paa
Isens glatte Flade at anvende saa haarde Slag.
Her har man kunnet nøjes med en i den
nederste Ende krummet Stok — en Bandystok.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:56:57 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/14/0862.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free