Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kulgas
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
at fyre under Ovnen med. Ved de
Generatorovne, der findes i de fleste af vore hjemlige
Gasværker, bruges kun c. 15 %, ved de ny
Vertikalovne endnu mindre (10—12 %).
Tidligere havde kun Koks Værdi som
Biprodukt; nu udvindes Tjære,
Ammoniaksalte, der sælges til andre Fabrikker og
omdannes til Gødningssalte,
Cyanforbindelser, Benzol m. m.; disse Forhold har bragt
Fabrikationsprisen for K. saa langt ned, at der
nu findes K.-Værker i saa at sige alle, selv
smaa Byer, hvor de oftest er i kommunalt Eje
og baade skaffer Befolkningen bekvem Adgang
til Varme og Lys og tillige med normale
Kulpriser giver en god Indtægt for Kommunen.
B. Raastoffet og Tilførsel af dette.
Alle Brændstoffer udvikler ved deres
Forbrænding Lys og Varme. Efter som de
fortrinsvis giver Lys ell. Varme, deler vi dem i
Lysgivende Brændstoffer: faste: Talg, Voks,
Stearin, Parafin m. m. (Lys); flydende:
Roeolie, Petroleum m. m. (Lamper); luftformige:
Lysgas, Acetylen m. m. (Lamper).
Egl. Brændstoffer: faste: Træ, Tørv, Brunkul,
Stenkul m. m.; flydende: Mineralolie,
Spiritus m. m.; luftformige: Lysgas, Vandgas,
Generatorgas m. m.
Alle Brændstoffer indeholder Kulstof og
Brint, desuden mere ell. mindre Ilt og de
faste tillige mineralske Bestanddele (Aske).
Tillige oftest mindre Mængder af Kvælstof og
Svovlforbindelser.
Til den alm. Belysningsgas anvendes
Stenkul. Stenkullene indeholder fra 75—90 %
Kulstof og 4—6 % Brint. De har Vægtfylde fra
1,2—1,5, og Farven veksler fra brunlig gennem
graasort til sort. Efter Farven skelnes mellem
Begkul (begsorte), Skiferkul (graasorte, let
spaltende) og Cannelkul (brunsorte, muslet
Brud). Efter deres Forhold ved Opvarmning
deles de i:
1) Bagende Kul, der bager sammen,
blæser sig op og giver de alm. porøse Koks. Dette
er de bedste Gaskul. De faas fra England
(Newcastle), men findes ogsaa i Tyskland
(Westfalen, Schlesien).
2) Sintrende Kul (Skotland, Wales m.
m.), der kun brænder løst sammen. De
saakaldte Cannelkul hører til denne Type. De
giver p. Gr. a. deres større Brintindhold mere
og bedre Gas end »Gaskullene«, og anvendtes
tidligere som Tilsætning til de alm.
Gaskul, for at forhøje Gassens Lysstyrke ell. af
andre Grunde. Cannelkullene giver nemlig
meget daarlige Koks med stort Askeindhold, saa
at man taber mere ved, at Kokskvaliteten
forringes, end man vinder ved det noget større
Gasudbytte. Nu bruges Cannelkullene sjældent.
De alm. Gaskul (Newcastle-Kullene)
indeholder- c. 82 % Kulstof + c. 5 1/2 % Brint +
c. 7 1/2 % Kvælstof og Ilt + 4 à 5 % Aske.
Kullene opbevares paa Lager i
Kulhusene. Disses Størrelse maa helst svare til c. 1/4
à 1/2 af det aarlige Kulforbrug, for at der kan
være nok dels til Forbrug imellem
Kulleverancerne, dels for at have en Beholdning at tage
af i Tilfælde af Strejker,
Transportvanskeligheder, Ophør af Skibsfarten om Vinteren o. l.
I disse store Kullagre kan der gennem
langsom Iltning fra den atmosfæriske Luft opstaa
Temperaturstigninger i Kulbunkerne, saa der
ved Selvantændelse kan gaa Brand i
Kullene. Indholdet af Svovlkis, Fugtighed,
Lufttrækket gennem Bunkerne o. l. Aarsager
medvirker til Faren for Selvantændelse, og det er
derfor aldeles nødvendigt, at Kullagrene
stadigt undersøges m. H. t. deres
Temperaturforhold. Dette sker ved Undersøgelsesrør,
anbragte rundt i Kulbunkerne med visse
Mellemrum, og gennem disse Rør sænkes
Termometre ned og Temp. noteres fra Dag til Dag
for alle de forsk. Steder i Bunkerne. Stiger
Temp. for stærkt, maa Bunken »graves ud«,
saa der skaffes den fri Luft Adgang til det
paagældende Sted; de angrebne Kul spredes og
afslukkes eventuelt.
Af enhver modtagen Kulladning udtages en
Prøve, der paa Gasværkets Laboratorium
undersøges m. H. t. Gasudbytte og Gaskvalitet
samt Koksudbytte og Askeindhold, for at man
derigennem kan have et Holdepunkt, dels for
senere Kulindkøb, dels til at se, om Driften af
Gasværket er i Orden.
Ved de større Gasværker findes store, snildt
indrettede Kullosningsapparater, hvor Kullene
tages fra Skibene (Jernbanevognene) ved Hjælp af
store Kraner (se Kullosningskraner);
de losses ud i Vogne og føres med alm. Bane
ell. med Tovbane over en Vejerbod til
Gasværkets egl. Grund, hvor de føres hen til
Aflæsningsapparaterne, der bestaar
af et andet System af Vogne paa Skinner, der
løber skraat ned i Kulhusene oppe over
Kulbunkernes færdige Lagerhøjde. Til Betjening
af disse Vogne behøves der (ved System Hunt)
kun, at man giver Vognene et Skub, saa de
ved deres Egenvægt + Kullenes Vægt løber
ned i Kulhuset; de fanger under Nedfarten en
Griber, der løfter en Modvægt, som er mindre
end Vægten af Kul + Vogn, men større end
den tomme Vogns Vægt. Inde i Kulhuset
støder Vognen paa en Spærreklods, der bringer
Vognen til at aabne sig, saa Indholdet falder
ud netop paa det Sted, man ønsker, og til
hvilket man i Forvejen har indstillet
Spærreklodsen. Den Modvægt, der var løftet under den
fyldte Vogns Fart ned i Kulhuset, faar nu
Overtaget, og kaster den tomme Vogn tilbage,
saa den løber op ad de svagt skraanende
Skinner og igen stiller sig paa Plads parat til at
fyldes paa ny.
Fra Kulhusene føres Kullene derpaa,
efterhaanden som de skal bruges, enten med
Trillebør ell. med Tipvogne til Retorthusene, og i de
større Gasværker føres de, efter i
Kulknuserne at være knuste til ensartet, passende
Størrelse, af Transportbaand op til Vejrs
i Retorthuset, saa at de kan udtømmes i
Lademaskiner, der atter med lange
skeformede Skovle fører Kullene ind i Retorterne.
C. Den tørre Destillation. Gassens
Egenskaber.
Ved Ophedning af organiske Stoffer i
lufttætte Beholdere foregaar der alt efter
Ophedningsgraden en mere eller mindre stærk
Sønderdeling af Stoffet. Først gaar, ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
