- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIV: Kirkeskov—Kvadratrix /
937

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - kurdisk Sprog - Kurdistan - kure - Kure - Kuren - Kurer (finsk Folkestamme) - Kurer (Ilbud) - kurere - Kurertog - Kureter - Kureter - Kurfyrstehat - Kurfyrster

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Alexandre Jaba (udg. af Lerch 1860), Samuel
Rhea (1872), Houtum-Schindler (1884 og 1888),
E. Prym og A. Socin (1887—90) o. s. v. En
Ordbog af A. Jaba er udg. af F. Justi
(Petrograd 1879); Grammatikker haves af Rhea
(Boston 1872), F. Justi (Petrograd 1880) og af A.
Socin (i »Grundriss der iranischen Philologie«,
I, Strasbourg 1898). Justi har 1879 i Petrograd
udg.: Dictionnaire Kurde-Français, hvortil han
benyttede den russ. Konsul Jaba’s fortræffelige
kurdiske Samlinger. De vigtigste Mundarter er:
mod S. Lurernes (Feili) og Bachtijari’ernes
Dialekt, hvilke Folk selv ikke vil kaldes
Kurder, men deres Mundarter tilhører afgjort det
k. S. (se Ordsamlinger hos A. Rich: A
Residence in Koordistan
[London 1837] og hos
Houtum-Schindler), mod NV. tales Kurmāndschi
og Zaza (se Lerch), mod Ø. Soleimānije (se
Chodzko i Journal Asiatique, 1857), Kelhur o.
fl. a. Vigtige Oplysninger om Kurder, ogsaa om
det k. S., kan hentes af pers. Skr, bl. a.
Sherif-ed-din (se Veliaminof-Zernof, Scheref-Nameh
ou Hist. des Kourdes
[Petrograd 1860—62])
og F. B. Charmoy, Chèref Nàmeh ou Fastes de
la nation kourde
(Petrograd 1868—75). (Litt.:
se A. Socin’s Afh. i »Grundriss der iran.
Philol.«, I, S. 249—86).
V. S.

Kurdistan, Landskab i Forasien uden
bestemte Grænser, omfatter Bjerglandet mellem
Armenien og Mesopotamien samt de
tilgrænsende Dele af Persien, i hvilke
Landstrækninger Kurderne udgør Hovedmassen af
Befolkningen. K. kommer saaledes til at bestaa af de
tyrk. Vilajeter Maamuret-el-Aziz, Diarbekr,
Bitlis og Van samt Dele af Vilajetet Mosul og de
persiske Provinser Aserbeidshan og Ardilan.
Landet er opfyldt af Højsletter og Bjergkæder,
der hører til den østlige Del af Taurus og
fortsætter sig mod Ø. i Persiens Randbjerge.
M. V.

kure, se Kur.

Kure, Udkigsmand; alm. i Middelalderen og
brugtes endnu i 17. Aarh. jævnsides med
»Vægter«; ogsaa i Svensk og Nedertysk, men ikke i
Oldnordisk; »paa det Værk at have K.« (ɔ:
Tilsyn) er en vilkaarlig Ændring af Bet., maaske
under Paavirkning af det lat. cura, som kun
træffes hos Dannevirkevisens Digter, Laurids
Kok.
(A. O.). G. K-n.

Kuren, Flod i Persien, d. s. s. Karun.

Kurer, en finsk Folkestamme, der i
Middelalderen beboede Kurland, men efterhaanden
opslugtes af Letterne. En lille Rest bebor endnu
Omegnen af Domesnæs under Navn af Liver.
K. B.-S.

Kurer (fr.), Ilbud, især som Overbringer af
vigtige Statsmeddelelser.

kurere (lat.), helbrede.

Kurertog, se Jernbanetog.

Kureter, et gr. Præsteskab, der synes opr.
at have hørt hjemme paa Kreta. Da den
nyfødte Zeus af sin Moder Rhea var bragt til
Kreta for at skjules for sin Fader Kronos,
fortælles det, at K. for at overdøve Barnets Skrig
opførte vilde, larmende Vaabendanse. I andre
Sagn opfattes K. som dæmoniske Væsener i
Lighed med Korybanterne og Daktylerne; de
opholder sig i Skov- og Bjergegne og er
velvillige mod Menneskene. Fra Kreta udbredte
Dyrkelsen af K. sig til Messenien og Arkadien;
i Frygien hører de til den Række af lavere
Væsener, som tænkes at omgive Rhea-Kybele.
H. A. K.

Kureter, ældgammel Folkestamme i
Grækenland, allerede omtalt hos Homer. De boede i
Ætolien omkr. Hovedstaden Pleuron, men blev
af Ætolerne trængte over til Akarnanien. Ogsaa
paa Euboia nævnes et Folk af dette Navn.
H. H. R.

Kurfyrstehat, opr. en purpurfarvet Hue
med Hermelinsopslag og en Hermelinhale
øverst, senere overhvælvet med otte perlebesatte
Bøjler, af hvilke fem synlige i den billedlige
Fremstilling, samlede under Rigsæblet.
P. B. G.

Kurfyrster ɔ: kaarende Fyrster (af küren,
»kaare«), kaldtes i det tyske Rige de
mægtigere Fyrster, som opr. kun havde Retten til at
stemme først ved Konge-(Kejser-)valget, men
som senere tiltog sig den udelukkende Valgret.
Efter at Karolingernes Æt var uddød 911,
overtog Hertugerne for de gl. tyske Stammer at
lede Valget, medens alle Fyrsterne deltog deri;
fra 11. Aarh. var hines Overmagt som K. slaaet
fast, og efter Rudolf af Habsburg’s Valg 1275
var K.’s Eneret sikret samt deres Tal — 7 —
bestemt. Der var 3 gejstlige K.,
Ærkebiskopperne af Mainz, Köln og Trier, og 4 verdslige,
Pfalz-Greven af Pfalz (for Franken), Hertugen
af Sachsen, Markgreven af Brandenburg (der
var traadt i St f. Schwaben) og Hertugen af
Bayern, som dog 1290 afløstes af Kongen af
Böhmen. Ved Kurforeningen 1338 udtalte K., at
deres Valg var afgørende uden pavelig
Stadfæstelse, og dette stadfæstedes 1356 af Karl IV
ved den gyldne Bulle. Valget foregik i
Frankfurt a. M. og Kroningen som oftest i Aachen.
K. beklædte de øverste Rigsembeder: K. af
Mainz var Ærkekansler for Tyskland, han
ledede Kejservalget og desuden Rigsdagen; efter
Reformationen stod han tillige i Spidsen for
alle de kat. Rigsstænder. K. af Köln og Trier
havde Titler som Ærkekanslere for Italien og
Arelat; Kongen af Böhmen var Ærkeskænk og
Pfalz-Greven (senere K. af Bayern) Truchsess,
(Køgemester, egl. »Madbærer«), jfr Drost,
K. af Sachsen Marskal og Markgreven af
Brandenburg Kæmmerér (Skatmester). Saa længe
Kejserværdigheden var ledig, var Pfalz-Greven
Rigsforstander i det sydl. og K. af Sachsen i det
nordlige Tyskland; den sidste var ogsaa efter
Reformationen Hoved for de protestantiske
Rigsstænder. K. havde kgl. Rang og en friere
Stilling for deres Lande end de andre Fyrster;
ved Valgkapitulationen kunde de foreskrive
den ny Kejser visse Vilkaar og senere i
Fællesskab give ham Raad m. H. t. Rigets
Styrelse; de verdslige K.’s Værdighed var arvelig;
efter Førstefødselsretten og deres Lande
udelelige. Fra Kejser Wenzel’s Afsættelse 1400 indtil
1708 øvede Kongen af Böhmen (ɔ: den østerr.
Hersker) ikke sin Ret som K.; da Frederik V
af Pfalz 1623 blev erklæret i Rigets Acht,
overdroges Kurværdigheden til Bayern, men
genoprettedes 1648 for Pfalz, saa at der nu blev
8, og dertil kom 1692 en 9. for
Braunschweig-Lüneburg (ɔ: Hannover), hvad dog først 1708
blev formelig godkendt af Rigsdagen. Da Huset

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Oct 11 14:23:23 2022 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/14/0971.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free