Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kvanteteori
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Bohr’s Korrespondensprincip.
Bohr, der har sat et stort Arbejde ind paa en
rationel, systematisk Udvikling af K., har
indført et meget vigtigt nyt Synspunkt i K., det
saakaldte Korrespondensprincip, der
har vist sig overordentlig vel egnet til at
forklare en stor Mængde af de ejendommelige
Forhold, som de forsk. Spektre udviser. Selv om
den Maade, paa hvilken et Stofs Spektrum
efter K. udsendes, er grundforskellig fra den
Maade, hvorpaa Emissionen tænktes at foregaa
efter den gl. Elektrodynamik, saa maa den
kvanteteoretiske Emissionsteori dog paa en ell.
anden Vis kunne opfattes som en Slags
Almindeliggørelse af den klassiske Teori, da denne
jo fuldt ud er i Stand til at bestemme det
Spektrum, der udsendes i saadanne Tilfælde,
hvor Elektricitetens Bevægelse er tilstrækkelig
langsom. Efter den klassiske Elektrodynamik
er der en nøje Forbindelse mellem en
Elektrons Bevægelse og det Spektrum, den
udsender. Opløses Bevægelsen i harmoniske
Svingninger, vil der til hver enkelt af disse svare en
Linie i Spektret, hvis Frekvens er lig
Frekvensen for den harmoniske Svingning, og hvis
Intensitet og Polarisation er simpelt bestemt ved
den harmoniske Svingnings Amplitude. Alle
Spektrets Linier udsendes efter den gl. Teori
samtidig. Efter K. udsendes hver Linie ved en
særlig Overgangsproces, og en simpel
Sammenhæng mellem Bevægelse og Spektrum er
udelukket. Dog maa man efter Bohr antage, at
der findes en vis Korrespondens mellem
Elektronbevægelse og Spektrum. Bohr antager, at
Muligheden for, at en vis Overgang mellem to
stationære Tilstande kan finde Sted af sig selv,
er betinget af, at der i Elektronbevægelsen i de
to stationære Tilstande og i mellemliggende
mekanisk mulige Tilstande findes en harmonisk
Svingningskomponent, der
korresponderer med den paagældende Overgang paa en
bestemt Maade, saaledes at den, hvis
Kvantetallene i begge Tilstande spc. er meget store,
har samme Svingningstal som den Straaling,
der udsendes ved Overgangen. Sandsynligheden
for en vis Overgang mellem to stationære
Tilstande antages at afhænge af Amplituden af
den med Overgangen korresponderende
harmoniske Svingning i Elektronbevægelserne i
disse Tilstande, saaledes at jo større denne
Amplitude er, des større er
Overgangssandsynligheden og dermed Intensiteten af den Linie,
som faas fra et større Antal Atomer ved denne
Overgang. Polarisationen af det Lys, som
udsendes ved en vis Overgang, antages endelig
at afhænge af den korresponderende
Svingningskomponent i Elektronbevægelsen i de to
stationære Tilstande paa lgn. Maade, som
Polarisationen efter den klassiske Teori afhænger
af Bevægelsen.
Korrespondensprincippet kan f. Eks. forklare
den Forskel, der er mellem Spektret af et
Atomsystem, i hvilket en Elektron udfører rent
harmoniske Svingninger (en Planck’s
Oscillator), og et Atomsystem, i hvilket
Elektronbevægelsen blot er periodisk (et Brintatom efter den
simple Teori). En Planck’s Oscillator udsender
kun Straaling med et Svingningstal, der er lig
Oscillatorens Svingningstal; der finder altsaa
kun saadanne Overgange Sted, ved hvilke
Kvantetallet ændrer sig med 1; i Modsætning
hertil viser Brintens Spektrum, at naar
Elektronbevægelsen er periodisk, men ikke rent
harmonisk, forekommer alle mulige Overgange.
Dette forklares derved, at medens Oscillatorens
Bevægelse kun bestaar af een harmonisk
Svingning, saa kan Elektronbevægelsen i
Brintatomet opløses i en uendelig Rk. saadanne
Svingninger med Svingningstal, som er vilkaarlige
Multipla af Antallet af Omløb af Elektronen pr
Sek., saaledes at der i Bevægelsen findes en
harmonisk Svingning, der korresponderer med
en vilkaarlig Overgang mellem stationære
Tilstande.
En vigtigere Anvendelse af
Korrespondensprincippet faar man ved at betragte et Atom,
f. Eks. et virkeligt Brintatom, i hvilket en
Elektron udfører en Centralbevægelse. En saadan
Bevægelse kan opløses i to uendelige Rk. af
harmoniske Svingninger med Svingningstal τω + σ
eller τω ÷ σ, hvor ω betyder Omløbstallet
for Elektronen i den roterende Ellipse og σ
Omløbstallet for dennes Storakse, medens τ er
et vilkaarligt helt Tal. Disse harmoniske
Svingninger korresponderer med Overgange, ved
hvilke Hovedkvantetallet n formindskes med τ,
medens Kvantetallet k ændrer sig med ÷ 1
ell. + 1. Man maa altsaa antage, at kun
saadanne Overgange vil forekomme, ved hvilke k
ændrer sig med ± 1, en Lov som tidligere er
fundet empirisk.
Korrespondensprincippet giver i det hele taget
en Forklaring paa, at man i Spektrene kun
finder saa forholdsvis faa af de Linier, som
man efter Kombinationsprincippet skulde vente
at finde. Linierne mangler simpelthen, fordi
der i Elektronbevægelserne ikke er harmoniske
Svingninger, som korresponderer med de
Overgange, ved hvilke Linierne skulde udsendes.
At denne Forklaring er rigtig, bekræftes af den
interessante Iagttagelse, at fl. af disse
manglende Kombinationslinier kan fremkomme, naar
Atomet anbringes i elektrisk ell. magnetisk Felt.
Det ydre Felt perturberer Elektronbevægelsen,
saaledes at denne kommer til at indeholde ny
harmoniske Svingningskomponenter, hvorved
Muligheden for ny Overgange er tilvejebragt.
En meget nøje Prøve har
Korrespondensprincippet faaet ved dets Anvendelse paa et
Brintatom, som er anbragt i et elektr. ell. et magnet.
Felt. H. A. Kramers har foretaget en
Undersøgelse af Elektronbevægelsen i Brint og
ioniseret Helium, dels uden og dels i elektrisk
og magnetisk Felt, og har fundet, at
Korrespondensprincippet overordentlig nøje kan gøre
Rede for alle de iagttagne Enkeltheder i
Liniernes Finstruktur, Stark- og Zeemanopspaltning,
ikke alene hvad angaar Liniekomponenternes
Antal og Beliggenhed, men ogsaa for deres
Intensiteter og Polarisation.
Korrespondensprincippets store Bet. beror
ikke alene paa, at det kan give Oplysninger om
Sandsynlighederne for Overgange mellem
stationære Tilstande; det kan, som Bohr har vist,
i mange Tilfælde ogsaa anvendes til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
