Print (PDF) - On this page / på denna sida - Kvanteteori ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kvanteteori — 14 — men med, at Linierne i den principale Serie aif Natriumspektret som bekendt er Dobneit-linier; for hver Prik i den anden Række i Fig. 3 skulde der egl. have været tegnet to Prikker, som dog ikke med den benyttede Maalestok vilde kunne skelnes fra hinanden. Vi skal ikke gaa ind paa disse Forhold, men nøjes med at meddele, at Forsøgene i alle Enkeltheder bekræftede de Anskuelser, man efter K. har om Emissionen af Liniespektre. Sammenstød mellem Elektroner og Atomer. Som omtalt under Katode-Straaler har Franck og Hertz, Davis og G ou cher o. a. udarbejdet Metoder, hvorved Sammenstød mellem Atomer og Elektroner af forsk. Hastighed kan undersøges, og man har herved, navnlig gennem Arbejder af J. Franck og forsk. Medarbejdere, opnaaet Resultater, som er af meget stor Bet. for K. Det har vist sig, at naar et Atom af en enatomfg Luftart ell. Damp rammes af en Elektron, hvis Hastighed er saa ringe, at Elektronens kinetiske Energi er mindre end den Energimængde, som udkræves for at føre Atomet fra dets normale stationære Tilstand, i hvilken Atomets Energi har sin mindst mulige Værdi, til den stationære Tilstand, som svarer til den næstmindste Værdi af Atomenergien, vil Sammenstødet være »elastisk«, d. v. s. Elektronen forlader Atomet uden at have afgivet ell. modtaget Energi og uden at have frembragt Blivende Forandringer i Atomet. Er Elektronhastigheden større, vil Sammenstødet kunne resultere i, at en af de ydre Elektroner i Atomet føres ud i en stationær Bane, som ligger længere fra Kernen end dens normale Bane, og den stødende Elektron vil da netop have afgivet saa meget af sin kinetiske Energi, som er fornødent hertil. Maaler man de stødende Elektroners Hastigheder før og efter, at de har passeret Luftarten og lidt Sammenstød med dens Atomer, vil de Hastighedstab, som Elektronerne har lidt, give direkte Oplysninger om Energiforskellene mellem Atomets stationære Tilstande. Har de stødende Elektroner en kinetisk Energi, som er større end ell. lig det Arbejde, som udkræves for at fjerne en Elektron helt fra Atomet, vil dette kunne ske ved Sammenstødet; Atomet siges da at ioniseres ved Elektronstødet. Ved at iagttage, hvor star en Hastighed Elektronerne maa have for at frembringe Ionisation af Luftarten, faar man Oplysning om Størrelsen af Ioniseringsarbejdet ell. den Fasthed, hvormed den ell. de ydre, løsest bundne Elektroner er bundet. At den her givne Tydning af Elektronstødforsøgcne er rigtig, fremgaar af, at man for Ioniseringsarbejdet og Energiforskellene mellem stationære Tilstande i alle Tilfælde, hvor disse Størrelser i Forvejen var kendt, f. Eks. fra Absorptionsspektret, har fundet Værdier, som udmærket stemte med de allerede kendte. I enkelte Tilfælde, f. Eks. for Helium, har de Oplysninger, som Elektronstødforsøgene har givet, været overordentlig værdifulde for Spørgsmaalet om Atomets Bygning, idet de Linier, som udsendes ell. absorberes ved Overgange til ell. fra den normale, mest stabile, stationære Tilstand, lig- ger saa langt ude i det ultraviolette, at de ikke var iagttaget ved optiske Metoder. Naar en af de ydre Elektroner i et Atom ved Elektronstød er ført ud i en stationær Bane med større Energi end dens normale Bane, vil den i Alm. kun bewæge sig der en forholdsvis kort Tid, hvorefter den søger tilbage til sin normale I Bane under Udsendelse af elektromagnetisk I Straaling. Elektronstødene giver altsaa Anied-I ning til Lysemission, og forøger man efterhaanden de stødende Elektroners Hastighed, vil der, naar ganske bestemte Hastighedsværdier naas, fremkomme ny Linier i det Spektrum, som udsendes. Som oftest benytter man den ved Elek-trcnstødene fremkaldte Straalings lyselektriske Virkning til Bestemmelse af de Energimængder, som kan overføres fra en stødende Elektron til en vis enatomig Luftarts Atom. I enkelte Tilfælde har man fundet, at et Atom ved Elektronstød kan føres over i en stationær Tilstand, hvorfra det ikke uden ydre Paavirkning kan vende tilbage til Normaltilstanden; en saa-[ dan stationær Tilstand siges at være metastabil. Saaledes vil Heliumatomer, naar de rammes af Elektroner, der har en saa stor Hastighed, som den de opnaar ved at passere et elektrisk Felt paa 20,5 Volt, som opdaget af J. Franck, kunne føres over i en metastabil Tilstand. For at iagttage dette Fænomen maa man anvende yderst ren Helium1, da selv meget smaa Forureninger af fremmede Luftarter vil bevirke, at de metastabile Heliumatomer ret hurtigt efter deres Dannelse omdannes til normale He-liumatomer under Udsendelse af Straaling. Opdagelsen af metastabilt Helium har haft stor Bet. for Spørgsmaalet om Heliumatomets Opbygning; man har nu saa nøje Kendskab hertil, at man ved Hjælp af Korrespondensprincippet kan indse, at Sandsynligheden for en Overgang fra den metastabile til den normale Tilstand maa være yderst ringe. Forsøgene over Sammenstød mellem Elektroner og Atomer har tydelig vist, at de Love, som er fundet for alm. Legemers Vekselvirkning, slet ikke har Gyldighed for Vekselvirkningen mellem Elektroner og Atomer ell. disse indbyrdes, og Forsøgene har givet Bohr's Teori om stationære Tilstande en meget haandgribelig Bekræftelse. Røntgenspektre. Et Grundstofs Buespektrum udsendes, som det fremgaar af det foregaaende, ved en Proces, hvorved den yderste ell. sidste Elektron bindes fastere og fastere i Atomet og til sidst havner i sin normale, mest stabile stationære Bane. I Modsætning hertil maa man antage, at Stoffets karakteristiske Røntgenspektrum (se Røntgenstraaler) fremkommer ved Processer i Atomets Indre. De grundlæggende Arbejder over Røntgenspektre skyldes Moseley, der ganske kort efter Bohr's første Arbejde over Atomtbygnlng gjorde den overordentlig vigtige Opdagelse, at Svingningstallet vg for den stærkeste Linie i den mest kortbølgede, saakaldte Z-Gruppe af Linier varierer yderst regelmæssigt, naar man gaar fra Stof til Stof i den Rækkefølge, hvori disse er ordnet i det periodiske System, og at det samme gælder for den stærkeste Linie i den saakaldte I^Gruppe. Han fandt, at Frekvenser- Artikler, der savnes under K, maa søges under C.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
