Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kvanteteori
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
langagtige Baner med samme Hovedkvantetal, i
hvilke Elektronen stedse løber i relativt store
Afstande fra Kernen og de indre Elektroner.
I Normaltilstanden maa den tredie Elektron
antages at bevæge sig i en 21 Bane; den er
dog langt løsere bundet end de to første
Elektroner, hvilket forklarer Lithiums Tilbøjelighed
til at afgive en Elektron og optræde som
positiv engyldig Ion. At den tredde Elektron ikke
formaar at trænge ind og bevæge sig i en 11
Bane, hvilket maatte medføre, at alle tre
Elektroner kom til at bevæge sig i samme
cirkulære Bane, skyldes den faldkomne Forskel
mellem denne Bevægelsestilstand og de
Bevægelsestyper, som findes paa tidligere Stadier af
Atomets Dannelse.
Den fjerde, femte og sjette Elektron
maa, ligesom den tredie, tænkes at hindes i 21
Baner. At de første Elektroner, som indfanges
i Baner af denne Art, ikke forhindrer de næste
i at indfanges i Baner af samme Art, tænkes
at hænge sammen med, at Banerne er saa
langstrakte, at Elektronerne ikke i synderlig
Grad hindrer hverandre i at trænge ind i
Nærheden af Kernen. Man maa antage, at
dette sker skiftevis for de 4 Elektroner med
lige store Tidsmellemrum. Endvidere maa man
tænke sig, at de langagtige Baner p. Gr. a.
Frastødningen mellem Elektronerne indstiller
sig saa rumlig symmetrisk som muligt, saaledes
at f. Eks. fire 21 Baner besidder
Tetraedersymmetri. Den Model for Kulstofatomet, som
man ved dises Betragtninger ledes til, synes
at være udmærket egnet til at forklare
Kulstofs Egenskaber; man har da ogsaa tidligere
ud fra helt andre Synspunkter tillagt
Kulstofatomet Tetraedersymmetri. Kulstoffets
manglende Evne til at optræde som Ion kan delvis
forklares ved den store Fasthed, hvormed de
fire ydre Elektroner p. Gr. a. den betydelige
Kerneladning er bundet, men maa dog tillige
antages at være en Følge af Elektronsystemets
udprægede Symmetri, der efter
Korrespondensprincippet maa tænkes at give
Elektronsystemet en betydelig Stabilitet over for saadanne
ydre Paavirkninger, som vil ødelægge
Symmetrien.
Heraf følger ogsaa, at den syvende
Elektron ikke kan tænkes at blive bundet i en 21
Bane, men maa forblive i en stationær Bane,
som svarer til løsere Binding. En nærmere
Betragtning viser, at det maa være en 22 Bane.
Denne Bane er omtr. cirkulær; den forløber
betydeligt længere fra Kernen end de to
inderste Elektronbaner, men dog ikke længere
ude, end at de fire langagtige 21 Baner rager
et Stykke længere ud.
Den ottende, niende og tiende
Elektron maa antages ogsaa at bindes i 22 Baner.
De fire 22 Baner maa tænkes at ordne sig
symmetrisk i Forhold til hverandre og i
Forhold til de tidligere bundne Elektroner,
saaledes at hele Systemet, bestaaende af 10
Elektroner, faar en meget udpræget, aksiel
Symmetri. Herved forstaas det, at Neonatomet, der
netop har 10 Elektroner, ingen Tilbøjelighed
har til at indgaa i kem. Forbindelse med andre
Atomer. Fluor, som har Atomnummer 9, har
derimod en meget stærk Tendens til at
optræde som engyldig negativ Ion; ved Indfangning
af en ekstra Elektron opstaar nemlig den
samme meget symmetriske og stabile
Elektronkonfiguration af 10 Elektroner, som i
Neonatomet. Paa samme Maade forklares den
Tilbøjelighed, som Ilt med Atomnummer 8 har til
at indfange to Elektroner.
Ser vi nu paa Bindingen af en elvte
Elektron, fremgaar det af lgn. Betragtninger som
dem, der gjaldt for Bindingen af den tredie og
den syvende Elektron, at den maa bindes i en
Bane, der er forsk. fra dem, hvori de tidligere
Elektroner er bundne. Man maa tænke sig, at
den bindes i en 31 Bane. En saadan Bane er
saa langstrakt, at Elektronen ikke alene
trænger ind i Omraadet for 21 og 22 Banerne, men
i en meget kort Del af sit Omløb endda er
Kernen nærmere end de to Elektroner, som
bevæger sig i 11 Baner. Dette gør, at Bindingen
bliver meget fastere end i en Bane med samme
Kvantetal i Brintatomet og Banens
Udstrækning meget mindre. At det, som her er sagt
om Bindingen af den elvte Elektron, er rigtigt,
giver Natriumspektret Vidnesbyrd om.
Natriums store Tilbøjelighed til at optræde som
positiv engyldig Ion forstaas umiddelbart ud fra
den antydede Model af Natriumatomet.
Vi vil nu ikke forsøge at følge Bohr’s
Betragtninger længere, men nøjes med at
bemærke, at han ikke alene er i Stand til at forklare
Fremkomsten af de lange Perioder i det
periodiske System, men ogsaa har aabnet
Muligheden for en Forstaaelse af Jernmetallernes
magnetiske Egenskaber og har kastet
Lys over Spørgsmaalet om Ionernes
Farve. Den mest karakteristiske Forskel mellem
de tidligere Antagelser om Atomernes
Bygning og de Oplysninger om de forsk. Atomers
Bygning, som Bohr’s seneste Arbejde har
givet, er den, at man tidlagere altid tænkte sig,
at Elektronerne, som bevæger sig i samme Slags
Baner, var i meget stærk Vekselvirkning med
hverandre, medens de forsk. Grupper af
Elektroner var ret uafhængige af hverandre,
hvorimod man nu efter Bohr maa antage, at
Elektronbevægelserne i de forsk. Grupper er stærkt
»koblet sammen«, medens Elektronerne inden
for samme Gruppe bevæger sig temmelig
uafhængigt af hverandre. Med Antagelsen af den
relativt store indbyrdes Uafhængighed af
Elektronerne, hørende til samme Gruppe, er de
tidligere antydede Vanskeligheder, som frembød
sig for Forstaaelsen af Røntgenspektrenes
Fremkomst, fjernet. Bohr’s Teori om
Atomernes Bygning har i øvrigt faaet en meget vigtig
Bekræftelse derved, at man ved
Klassificeringen af Linierne i Røntgenspektrene paa rent
formel Vis er naaet til Kvantetal for
Elektronbanerne i Atomet, der meget nøje stemmer med
de af Bohr fundne Kvantetal.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
