Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kvartsglas - Kvartsit - Kvartskeratofyr - Kvartslampe - Kvartsporfyr - Kvartærformation
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Efterglødning udlignes Spændingen i K.; ofte i
sker den endelige Tildannelse og Afglatning af
Overfladen ved Slibning og Sandblæsning.
K.-Genstande er overordentlig
modstandsdygtige over for Temperaturforandringer; de taaler
saaledes hvidglødende at dyppes i Isvand. K.
angribes ikke selv af kogende, stærke Syrer
(undtagen Flussyre og delvis Fosforsyre). K. er
udmærket elektrisk isolerende. Klart K. er i
langt højere Grad end Glas gennemtrængeligt
for ultraviolette Straaler.
Alle disse Egenskaber sikrer K. en stadig
stigende Anvendelse ikke blot til forsk.
Laboratoriegenstande, Termometre o. l., men ogsaa
til Apparater i den kem. Storindustri, til
elektriske Isolatorer, Kvægsølvdamplamper, optiske
Instrumenter, til Galanterivarer o. m. a.
K.’s Undersøgelse og Fremstilling skyldes en
Rk. Forskere, bl. hvilke Gaudin (1839) og
Gautier (1869), Moissan (1893); den fik dog først
rigtig praktisk Bet. med dette Aarhundredes
Begyndelse: Shenstone (1901), Heraeus,
Bottomley og Paget (1904). (Litt.:
Alexander-Katz, »Quarzglas u. Quarzgut« [Braunschweig
1919]).
Aug. Fuchs.
Kvartsit, en lys og haard Bjergart, som
væsentlig bestaar af sammenvoksede
Kvartskorn uden Bindemiddel. Af underordnede
Bestanddele er lys Glimmer hyppigst. Brudet er
grovt splintet, Beskaffenheden kornet ell. tæt
og jævnlig udpræget skifret
(Kvartsitskifer). K. forekommer dels som Linser og
Lag af ofte stor Udstrækning sammen med
Glimmerskifer o. a. krystallinske Skifere, dels
som Lag mellem ældre (især palæozoiske)
Sedimenter. Den er i de allerfleste Tilfælde
opstaaet af Kiselsandsten ved Omkrystallisation.
I Skandinavien, Erzgebirge, England o. a. St.
findes talrige K. I tekn. Henseende er Værdien
yderst varierende efter den nærmere
Beskaffenhed; mange Varieteter er fortrinlige til
Brosten, enkelte til Slibe- og Møllesten. Rene
jernfri K. males til Anvendelse ved Fremstillingen
af ildfaste Lervarer.
(N. V. U.). O. B. B.
Kvartskeratofyr, se Keratofyr.
Kvartslampe, se elektrisk Lys, Fig.
10 og 11.
Kvartsporfyr kaldes de gammelvulkanske
Bjergarter, der i kem. Sammensætning svarer
til Granit, men adskiller sig fra denne ved —
som Følge af hurtigere Størkning — at være
porfyriske med tæt Grundmasse. Tilsvarende
nyvulkanske (tertiære og yngre) Bjergarter
kaldes Liparit. K. er oftest lys, graa ell. rød;
dens porfyriske Krystaller (Strøkorn) er
Feldspat ell. Kvarts ell. begge, sjældnere Glimmer;
Grundmassen bestaar af Feldspat (Ortoklas) og
Kvarts, ofte i saa finkrystallinsk Blanding, at
dens nærmere Undersøgelse hører til den
mikroskopiske Petrografis vanskeligste Opgaver.
Efter Grundmassens mikroskopiske Udseende
adskilles: 1) mikrogranitisk K. ell.
Mikrogranit (Kvarts og Feldspatkorn ordnede som
i Granit), 2) granofyriske (mikropegmatitiske) K.
ell. Granofyr (Grundmassens Korn
fingerformet indgribende i hinanden paa lgn. Maade
som i Skriftgranit) og 3) felsofyriske ell.
mikrofelsitiske K., hvis Grundmasse bestaar af
yderst fine og utydelige Smaaskæl, Traade og
Sfærolitter, som af nogle anses for et særligt
Mineral (Mikrofelsit), men næppe er
andet end en Blanding af Kvarts og Feldspat. K.
optræder som Lavastrømme ell. Dækker, som
Gange og som Intrusivmasser. Nogle af de
største K.-dækker findes i Omegnen af Bozen i
Tyrol; de strækker sig over 1000 km2 og er af
permsk Alder. I Tyskland findes en Mængde
K. fra Kul- og Permperioderne, saaledes i
Thüringen. Skandinavien er rig paa K.; i
Drammens Omegn findes saadanne af postsilurisk
Alder, og inden for Grundfjeldsdannelsen har
de stor Udbredelse, bl. a. i Dalarne og
Herjedalen. I de ældre, ved stærke Tryk
omdannede Grundfjeldspartier findes ogsaa jævnlig
K., men den møder her i mere ell. mindre
skifret og forandret Tilstand og kan være
vanskelig at holde skarpt ude fra Helleflint og
Granulit. Euritporfyr og Eurit er ældre
Navne, som i Sverige anvendtes dels om K.,
dels om Granulit. — Mange Varieteter af K.
hører i poleret Tilstand til de smukkeste
Stenarter, der findes; men Anvendelsen begrænses
dels af, at Slibningen og Poleringen er særlig
kostbar, dels derved, at Sprækkerne i
Stenarten ofte ligger saa tæt, at større Stykker
ikke kan faas. Af skandinaviske K. bearbejdes
de smukke Varieteter fra Elfdalen til Vaser,
Skaale, Knivskafter o. desl.
(N. V. U.). O. B. B.
Kvartærformation, yngste Formation i den
kainozoiske Gruppe, den yngste af alle
Jordskorpens Formationer. Dens gennemsnitlige
Tykkelse er i Danmark c. 50 m.; den varierer
fra 0—200 m. Forsk. Fænomener vedrørende
K. tiltrak sig allerede i 18. Aarh.
Naturforskernes Opmærksomhed, men først i Beg. af 19.
Aarh. gav man sig mere indgaaende til at
beskæftige sig med K. Man antog først, at K.’s
Jordlag var dannede af en uhyre Vandflod.
Senere godtgjordes, især ved Undersøgelser af
Venetz, Charpentier og Agassiz, at K. omkr.
Alperne maatte skylde sin Oprindelse til en
tidligere, større Udbredelse af Gletscherne og
Firnerne. For den nordeuropæiske K.’s
Vedkommende antog man, især paa Lyell’s
Autoritet, at K.’s Jordlag var hidbragte af Drivis fra
Polarlandene ell. fra de skotske og
skandinaviske Fjelde, der som gletscherdækkede Øer
skulde have raget op af Havet. I Midten af 19.
Aarh. godtgjordes ved Rink’s Undersøgelser i
Grønland,, at et helt Land kunde være dækket
af Is. Herved fik den Anskuelse, at hele
Nordeuropa havde været dækket af en
sammenhængende Ismasse, fast Grund under Fødderne og
vandt omsider alm. Anerkendelse, især ved
Toreli’s Arbejder. Paa Fig. 1 er fremstillet,
hvor meget af Europa der var dækket af Is,
da denne havde sin største Udbredelse. Først
antog Torell, at Isen hele Tiden bevægede sig
fra de skandinaviske Højfjelde radialt ud til
alle Sider, uden at Overfladens Reliefformer
havde væsentlig Indflydelse paa
Bevægelsesretningen. Senere blev han klar over, at
Østersøens Dal under Afsmeltningen af Isen havde
haft betydelig Indflydelse paa dennes
Bevægelse, saa at Isens sydlige og østlige Dele maatte
følge Østersøens Dal og udbrede sig over
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
