Print (PDF) - On this page / på denna sida - kvik ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 35 — Kvindesagen imod ham, naar det var øvet i selve Hjemmet. Ej heller gaves der den ringeste Beskyttelse for den ugifte Moder, og hun fik intet Krav paa sin Elsker til Underhold for sig ell. sit Barn. Denne Ordning har endnu i det væsentlige holdt sig uforandret i Frankrig indtil den nyeste Tid og (blev senere overført til de Lande, som optog Code Napoleon, saaledes Nederlandene, Belgien og Italien. I Modsætning hertil optog den preuss. Landret 1794 og den østerr. borgerlige Lovbog 1811 baade lige Arveret og lige Myndighed for Kvinder, hvorhos især den sidste stillede Hustruerne langt gunstigere end den fr. Ordning, nærmest paa Grundlag af Særeje. De andre tyske Lande fulgte senede de to store Magters Forbillede. Under Restaurationen i Frankrig fremsatte Saint Simon igen Læren om Kvindens Ligestilling, og den er senere bleven fastholdt af de fleste fr. Socialister, kun ikke Proudhon; V. Considérant foreslog endog 1848 at give Kvinder politisk Valgret, og P. Léroux 1851 kommunal Valgret, men uden at finde nogen Tilslutning. Saint Simon's nærmeste Efterfølger En-fantin udviklede nærmest en Slags Jtvindekul-tus og lod »Kvindeemancipationen« blive til en Frigørelse for alle sædelige Baand. Ogsaa George Sand hyldede »den fri Kærlighed« og stræbte i det hele at løsrive Kvinderne for al sædvanemæssig Tvang, medens Ed. Laboulaye 1843 varmt tog Ordet for at forbedre deres retlige Stilling, dog uden at ville give dem politiske Rettigheder. Valgreformen i England 1832 indførte en formelig Udelukkelse af Kvinderne fra Valgret, idet der indskødes Ordet »Mand« mellem Vilkaarene herfor, og det samme gjordes 1835 i den ny Kommunallov for Byerne, medens Kvinderne beholdt Retten til at vælge og stemme i de langt mindre vigtige Sogne, hvad senere blev Grundlag for Bestræbelserne for at genoprette deres Valgret. Noget lgn. var allerede sket 1807 i New Jersey, hvor Kvinderne hidtil — ligesom: tidligere i enkelte af de nordlige Fristater — havde haft Valgret, men kun sjælden brugt den. Hvor langt man var kommen hort fra Tanken om at tilstaa Kvinderne nogen Del i det offentlige Liv, saas bedst, oa man 1840 paa en stor Kongres i England imod Negerslaveriet nægtede nogle kvindelige Udsendinge for Nordamerika Ordet, hvad netop nogle Aar senere blev Udgangspunktet for Kvindebevægelsen i Nordamerika. 1848, s. A. som Februarrevolutionen i Frankrig vakte et stærkt Røre i en stor Del af Europa, var tillige det, hvori Kvindesagen i Ordets nuv. Bet. først kom frem. Det var paa et stort Møde i Staten New York, at Bevægelsen rejstes, og den bredte sig senere over hele Nordamerika (under Ledelse af Oady Stanton og Susan Anthony) og desuden over de fleste af Europas Lande, om end i ulige Grad1 og under afvigende Former. Bestræbelserne samler sig naturlig om fire Formaal: Kvindernes aandelige Uddannelse, deres Adgang til Erhverv, en friere Stilling for Hustruerne og Kvindernes Deltagelse i det offentlige Liv. Tidligere gjaldt den Opfattelse, at kun Mænd egnede sig til og havde Brug for en højere Dannelse, medens Kvinderne, som alene var henviste til Husets Gerning, maatte nøjes med en mindre fyldig og mere overfladisk Undervisning, mere til Pryd end til Nytte, og i de højere Samfundsklasser nærmest med Udvikling af visse selskabelige Talenter. Nu hævdes derimod, at Kvinderne lige saa vel som Mændene har naturligt Krav paa at faa deres Evner udviklede i fuld Udstrækning, og at det derefter maa staa dem frit at bruge deres Evner og Kundskaber i enhver Gerning, hvortil de føier Lyst og Kald. Man gaar ud fra, at Kvinden med en grundigere Uddannelse netop bedre vil kunne udfylde sin Plads som Hustru og Moder, og at hun mindre vil hengive sig til tomme Fornøjelser og kostbar Pyntelyst, naar hendes Sans vækkes for alvorligere Sysler. Da Spørgsmaalet opstod om, hvilke ny Stillinger der saaledes kunde aabnes for Kvinder, henvendtes Tanken først paa kvindelige Læger. Sygepleje er jo et af Kvindens naturlige Kald, og hos alle uciviliserede Folkeslag øves Lægekunsten fortrinsvis af Kvinder; dertil kommer, at mange Kvinders Helbred utvivlsomt har lidt ved, at Blufærdighed har afholdt dem fra at søge mandlige Lægers Raad i særlige Tilfælde. Fremdeles iagttog man, at Kvinden, hvem Børnenes Opdragelse fortrinsvis paahviler, ogsaa havde særlige Anlæg far at undervise og viste større Taalmodig-hed og Udholdenhed, saa at hun især paa de første Trin havde væsentlige Fortrin fremfor Manden. Endelig viste det sig, at mange fl. Kvinder, end man hidtil havde troet, havde Anlæg for at dyrke ikke alene Litteratur og Kunst, men ogsaa Videnskab, ja selv kunde udmærke sig i saadanne Fag, som man tidligere troede var forbeholdt Mænd (Matematik, Astronomi o. fl.). En saadan højere Dannelse og de dermed flg. Stillinger vilde dog altid kun blive en lille Brøk til Del; men man maatte ogsaa tænke paa at udvikle Kvindernes store Mængde. Thi medens man hidtil havde holdt sig til, at det var Kvindens eneste ell. dog naturligste Kald at blive gift, viste Erfaringen, at i de fleste europæiske Lande var der fl. Kvinder end Mænd, og at altsaa en stor Del af dem var dømt til enlig Stand og derfor havde billig Krav paa at sættes i Stand til at ernære sig paa bedst mulig Maade. Den Omformning, Næringslivet havde faaet, idet Fabrikindustri havde afløst Husflid, medførte desuden, at meget Arbejde, der forhen øvedes alene af Kvinder, var taget fra dem, og saaledes henvistes mange til at søge Sysselsættelse og Underhold i andre Erhverv. Naar Kvindernes Dannelse højnedes, og deres Virksomhedsomraade udvidedes, var det ogsaa naturligt, at man frigjorde Hustruen fra hendes hidtidige Umyndighed, for at der ikke skulde blive et alt for stort Misforhold mellem de ugifte og de gifte Kvinders Stilling og Ægteskabet komme i Vanry som en Slags Straf. Særlig maatte man sikre Hustruen Raadighed over, hvad hun selv ejede (i de højere Samfundsklasser) ell. vandt ved sit personlige Arbejde (i de lavere Lag), som Værn imod Ægtefællens Vilkaarlighed ell. Ødselhed; ogsaa maatte det synes saare naturligt, at Mødrene fik større Raadighed over de Børn, de selv Artikler, der savnes under K, maa søges under C. 3*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
