Print (PDF) - On this page / på denna sida - Kvægracer ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 57 — Kvægracer Inkubationsstadiet vasrer 3—6 Dage. De første Symptomer er stærk Feber (41—42 ) og de sædvanlige dermed flg. Forstyrrelser i Almenbefindendet, forhøjet Rødme af de synlige Slimhinder, slimet Flaad fra Øjne, Næse, Mund og Skede, træg Afføring, som senere afløses af en ustandselig, stinkende, undertiden blodig Diarré ledsaget af Trængninger, Saardannelser paa Mundens, Næsens og af og til ogsaa paa Skedens Slimhinde, hurtig Afmagring og Afkræftelse. I 75—95 % af Tilfældene tager Sygdommen Udgang i Døden. I de Egne, hvor K. er stationær, er Modstandsevnen lidt efter lidt øget hos Dyrene og Dødeligheden derfor langtfra saa stor som i Vesteuropa. Sygdommen har, som det fremgaar af det ovf. anførte, en vis-ydre Lighed med ondartet Katarrfeber og Mtmd- og Klovsyge, med hvilke Lidelser Forveksling da ogsaa undertiden er sket (se ovf.). P: Gr. a. Sygdommens store Smitsomhed og ondartede Karakter bekæmpes den overalt i Europa uden for Rusland med Nedslagning, ikke; alene af de angrebne Dyr, men i Reglen ogsaa af hele den øvrige Besætning. I det nyoprettede Polen er K. dog p. Gr. a. sin store Udbredelse efter Verdenskrigen blevet bekæmpet ved Afsondrings-Foranstaltninger i Forbindelse med serologisk Behandling. (For Danmarks Vedk. se L. af 14. April 1920 §§ 2, 3, 4, 6, 8, 17 og Instruks f. Veterinærpolitiet af 24. August 1894 §§ 125-137; for Norge L. af 14. Juli 1894 §7). _ <G.S.).F.N. Kvægracer [-'ra.s9r]. Om end det tamme Kvæg endnu mange St. benyttes som Kraftproducent i Landbrugets Tjeneste og altsaa spiller en lgn. Rolle som Hesten, faar det dog sin største Bet. derved, at det som Konsument af de grovere Plantestoffer, Landbruget yder, besidder Evne til at omsætte disse til Stoffer, der udgør væsentlige Led af den Rk. Fødemidler, Mennesket lever af; og selv hvor det benyttes som Arbejdsdyr (Træk- ell. Lastdyr), vil det i Reglen tidligere ell. senere ende paa Slagtebænken. Kvæget er m. a. O. endnu nøjere end Hesten knyttet til Landbruget* og iflg. hele sin Levevis vil det især være paa sin Plads, hvor Driften af Jorden foregaar under nogenlunde stabile Forhold, altsaa i Lande og. Egne, hvor Klima og Jordbund er af en saadan Beskaffenhed, at Husdyrene der ikke behøver at strejfe meget omkr. for at finde tilstrækkelig Føde. Kvægets Overgang i Husdyrstanden: har fundet Sted paa et saa tidligt Stadium, at der aldeles ingen historisk Beretning eksisterer des-angaaende. Ej heller har man været i Stand til videnskabelig at angive noget afgørende om dets Afstamning fra een ell. fl., nu ell. tidligere levende vilde Stamformer. Den Anskuelse, som imidlertid længe har haft flest Tilhængere bl. Zooteknikerne, er den af den fortjenstfulde Forsker Rutimeyer fremsatte, iflg. hvilken de fleste Tamkvægracer skal stamme fra den i 16. Aarh. uddøde Urokse (bos primige-nius). Men — hvad bl. a. og navnlig W i 1-ckens har fremhævet — noget uomstødeligt Bevis herfor er der ikke præsteret; og ligesom paa den ene Side det maa indrømmes at være Artikler, der savnes unde noget usandsynligt, at Mennesket i den forhistoriske Tid har formaaet at tæmme et saa kæmpemæssigt Dyr som Uroksen, saaledes finder man paa den anden Side ogsaa enkelte, ganske vist ikke meget væsentlige, osteologiske Forskelligheder mellem Uroksen og Tamkvæget, som i hvert Fald ikke støtter Rutimeyer's Antagelse; Uroksen har f. Eks. længere Tornudvækster i den Del af Rygsøjlen, som danner Grundlaget for »Manken«, og desuden er hos * Uroksen Spolebenet fuldstændig adskilt fra Albuebenet, og dette er forholdsvis kraftigere end hos Tamoksen. Wilckens e»r ikke utilbøjelig til at antage, at i det mindste det egl. Tamkvæg i Afrika stammer fra Zebu'en, og at denne atter er bleven Husdyr ved Tæmning af de i Asien vildtlevende Oksearter: Banteng (ell. Sunda-OkSen), Gaur og Gayal. Zebu'en, som intet Steds mere forekommer i vild Tilstand, og som man heller ikke har fundet fossile Levninger af, skulde da være indført fra Asien til Afrika; i denne Verdensdel findes der nemlig ingen vildtlevende Oksearter, som Tamoksen kan nedstamme fra. Hvorvidt atter det afrikanske Tamkvæg er Stamform for det europæiske, saaledes som Frantzius mener, kan ikke afgøres bestemt; men det er ikke usandsynligt for de Racers Vedk., som nedstammer fra, ell. som har en lgn. Kranieform som den i de europæiske Pælebygninger fundne Dværgokse (bos longifrons), d. v. s. de langhov ede (d o 1 i-chokefale) Racer. Men i øvrigt er det, iflg. Wilckens, ikke udelukket, at i det mindste en Del af det europæiske Tamkvæg, nemlig de korthovede (brachykefale) Racer, stammer fra bos etruscus, der henregnes til samme Gruppe Oksearter som ovenn. indiske (Bibovina), og som man har fundet fossile Rester af i de til Pliocenperioden hørende Jordlag i Italien. Imidlertid er det, til Dels af Mangel paa tilstrækkeligt Undersøgelsesmateriale, hidtil ikke lykkedes fuldstændig at gennemføre hverken det Rutimeyer'ske ell. det Wilckens'-ske Inddelingssystem. Begge baseres paa visse Ejendommeligheder ved Hovedskallens Form (Kraniologi); iflg. Rutimeyer's System kan Tamkvægracerne inddeles i tre Grupper: a) Primigeniusracen ell. Urracen, b) Frontosusracen, den stor- ell. hvælvet-pandede Race, og c) Longifrons ell. Br a-c h y c e r o s r a c e n, den langpandede ell. korthornede Race. Til disse 3 Grupper har Wilckens en Tid lang føjet en 4., B r a-chykefalusracen; men senere opgav han denne Raceinddeling og anvendte i Stedet derfor et System, som til Dels falder sammen med det af Franskmanden S a n s o n opstillede og benyttede. Efter det W i 1 c k e n s-S a n s o n'-ske System falder Kvægracerne i 2 Grupper: a) dolichokefale ell. langhovede og b) brachykefale ell. korthovede; hos de første er Pandens Længde fra Næsebenet til Pandebenets bageste Rand større end dens Bredde, maalt mellem Øjenhulernes Yderrande, hos de sidste er Pandens Bredde større end dens Længde. — Skønt det, naar Sagen betragtes fra et videnskabeligt Standpunkt, maa siges at være beklagelsesværdigt, at der ikke ?r K, maa søges under C.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
