Print (PDF) - On this page / på denna sida - Kvægracer ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kvægracer — 68 — Periode, hvor Kødpriserne dalede, medens Mælkeriprodukterne steg i Pris. Det var ogsaa Malkekvæg-Avlen, som især støttedes fra de Ledendes Side. -^ Det jyske Kvæg er middelstort, ganske typisk Malkekvæg med passende fremtrædende Malkepræg. Løden er overvejende sortbroget, undtagelsesvis graabroget. Der sættes Pris paa, at Haledusk, Ben og den nederste Del af Bugen er hvid samt paa, at der er 2 hvide Bælter, det ene paa Brystets forreste Del og et Stykke af Boven, det andet i Flanken og Hofteregionen. Legemsvægten for harmonisk byggede, veludviklede Køer svinger mellem 350 og 500 kg, alt efter Ernæringsfor-holdene paa Opdrætningsstedet. Racen har ikke saa stor Udbredelse, som den har haft; navnlig er det gaaet meget tilbage for den i Vest- og Sydjylland. I den østlige Del af Nordjylland samt i Midtjylland har den klaret sig bedre. I Aarhus, Randers, Aalborg og Hjørring Amter findes langt de bedste Besætninger af ren jysk Afstamning; i Viborg og Ringkøbing Amter er Bestanden stærkt blandet, og i Ribe, Vejle og Thisted Amter samt i de sønderjyske Landsdele er det jyske Kvæg afgjort i Mindretal. 2. Det røde danske Malkekvæg (Navnet første Gang anvendt ved Landmands-for siffllingen i Svendborg 1878) udgør Hovedmassen af Kvægbestanden paa de danske Øer. Bortset fra enkelte Egne og spredte Ejendomme, tages der ved Kvægbruget paa Øerne næsten udelukkende Sigte paa Fremstilling af Mælkeriprodukter: Smør, Ost — og Svin; og dette er uden Tvivl Grunden til, at der nu f. T. er udbredt en vis, Aar for Aar tiltagende, Ensartethed over det danske Økvæg; det, der i saa Henseende er opnaaet i Løbet af det sidste halvhundrede Aar, er i Virkeligheden, om ikke just fænomenalt, saa dog særdeles respektabelt. Ved Midten af 19. Aarh. var nemlig Økvæget i ligefrem paafaldende Grad blandet og uensartet baade i H. t. Herkomst, Udseende og Ydeevne. Herom vidner umiskendelig de fra den Tid eksisterende Dyrskuelister og -meddelelser, som jo dog maa antages at have givet et Billede af Datidens Tilstand paa dette Omraade, der vel snarere har været flatterende end det modsatte. Det dengang udstillede Kvæg prangede, fristes man til at sige, næsten i alle Regnbuens Farver, og lige saa forskelligartet var dets Oprindelse. Dette maa dog nærmest opfattes som Udtryk for den Bevægelse, der da var oppe for at forbedre det gl. kantede, ildebyggede og kun lidet produktive Økvæg, og det maa siges, at Bestræbelserne herfor kronedes med Held; man var forholdsvis ikke længe om at opdage, at der bl. de Racer, man havde indført som Forædlingsmateriale — navnlig, foruden jysk, Ayrshire-, Berner-, Tyroler-, Angler- samt andet nordslesvigsk Kvæg — i Virkeligheden kun var ganske faa, som passede saa godt til Forholdene, og som saa let kunde skaffes til Veje, at der kunde være Tale om at benytte dem til Detroniseringen af det gl. sjællandske og fynske Økvæg. Valget faldt først og fremmest paa Anglerkvæget, der jo i de Tider var dansk Kvæg; men desuden kom det I fra Anglerkvægét ikke meget afvigende n 6 r d-slesvigske Kvæg (som der nu kun eksisterer faa Besætninger af) og det mere harmonisk byggede, men som Malkekvæg mindre fuldkomne Ballumkvæg (som nu ikke mere findes i ren Skikkelse, da det er blevet ændret ved Korthornets Paavirkning) til at bidrage til Omformningen ell., om man vil, Forædlingen af den gl. Kvægbestand paa de danske Øer. Denne havde været god nok, saa længe man i i Kvæget kun saa et nødvendigt Onde, et uundværligt Middel til Omdannelse af Halm til Gødning; men efter at Jordbruget i Danmark var begyndt at blive rationelt, og navnlig efter at der ved Oprettelse af Fælles- og Andelsmejerier var skaffet Betingelser til Veje for en økonomisk Mælkeproduktion saavel for Bønderne som for Herremændene, blev Kvægbruget det Centrum, om hvilket hele Landbruget kom til at dreje sig. Fra nu af gik Bestræbelserne ud paa at udvikle Kvægets Evne til at omsætte Føden i Mælk, og medens man forhen foruden Halm og lidt Hø i gunstigste Fald havde anvendt lidt Skaftehavre, gik Foregangsmændene, som den Gang navnlig fandtes bl. de større Jordbrugere, over til efterhaanden at opfodre større og større Kvantiteter af den hjemmeavlede Sæd; ja, hvad man faa Aartier tidligere I vilde have anset for Vanvid, man gik endog saa vidt, at man indkøbte Foderstoffer (Oliekager og Klid) til Malkekøerne — der skete m. a. O. et fuldstændigt Omslag i Landbruget I fra Kornsalg til Mejeridrift. Og samtidig med, at der indførtes disse betydningsfulde Forbedringer paa Fodringens Omraade, gik man over til at underkaste Kvæget en saa godt som helt igennem omhyggeligere Pleje. Alt dette vilde dog næppe have hidført den forholdsvis hurtige Fremgang i Kvægbruget, hvis man ikke desuden lidt efter lidt var slaaet ind paa et mere rationelt Avls- og ^Opdrætningssyslem. Man var ganske vist hurtig nok kommen til at indse det rigtige i at følge Renavlsprincippet i Kvægbruget, men det varede dog noget, inden man, belært af Erfaringen, fik rettet de Fejl, der klæbede ved den Tids Opfattelse m. H. t. den Fremgangsmaade, der skulde anvendes for uden at løbe nogen Risiko at udvikle Kvæget i ensidig Malikeretning. Man gik navnlig i Beg. alt for ensidig frem, man saa i sin Søgen efter gode Avlsdyr kun efter Individer, der gav megen Mælk, og som var ell. tilsyneladende var stærkt prægede deraf, men man var ikke ganske paa det rene med, at meget af det saakaldte Malkepræg — det kantede, tørre, magre, I spinkle og delvis næsten forkrøblede i Bygnin-I gen — ogsaa kunde skyldes ikke just en over-I vættes god Malkeevne, men dels et kummer-I ligt Opdræt, dels en. paa en vis Svagheo! beroende, alt for fremtrædende Tilbøjelighed til at lade »Kødet malke af sig«, og desuden troede man en Tid lang, at Malkeevnen stod i ligefremt Forhold til et enkelt saakaldt Malketegns, nemlig Spejlets, Udvikling, og endelig begik man ved Avlen og Opdrættet de samme Fejl som Angelboerne. Saa længe man var tilfreds med at have Køer, der ganske lignede Angler-I køerne, gi'k dette an, men man indsaa efter- Artikler, der savnes under K, maa søges under C.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
