Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kvælstof - Kvælstofbrintesyre - Kvælstofdioxyd - Kvælstoffets Assimilation
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
K. er en farveløs, lugtfri Luftart: dens Vf.
er 0,97 i Forhold til atmosfærisk Luft, og 14 i
forhold til Brint. Kvælstofmolekylet maa derfor
være 28 og bestaa af 2 Atomer. 1 l rent K.
vejer ved 0° og 760 mm Tryk 1,2505 g. 1 l Vand
opløser ved 10° kun 16,1 cm3 K.; ved alm.
Temp. er K. en permanent Luftart; dens
kritiske Temp. ligger ved ÷ 146°; ved denne
Temp. fordraabes den ved et Tryk af 35
Atmosfærer til en farveløs Vædske, som under
alm. Tryk koger ved ÷ 196°. Det flydende K.’s
Vf. ved + 196° er 0,885 (Vandets Vf. = 1).
Det fordraabede K. krystalliserer let i
luftfortyndet Rum; det faste K. smelter ved ÷ 214°.
I kem. Henseende er K. karakteriseret ved sin
ringe Tiltrækning til andre Stoffer; kun faa
Grundstoffer forener sig direkte med K.,
saaledes Litium, Bor, Magnium, Kalcium og
Silicium; Litium brænder ved Ophedning i K. og
danner Kvælstoflitium; Magnium og Kalcium
forener sig med K. ved Glødhede; de dannede
Produkter kaldes Nitrider. K. nærer ikke
Forbrændingen ell. Aandedrættet; Dyr, der
bringes ind i et Rum, som er fyldt med K.,
kvæles deri; deraf Navnet K.; dette Stof er
heller ikke brændbart, og det adskiller sig ved
disse Egenskaber fuldstændig fra Ilt og Brint.
Skønt K. har ringe Tilbøjelighed til at forene
sig direkte med andre Grundstoffer, danner
det dog et betydeligt Antal Forbindelser; alene
med Ilt danner det 5 Kvælstofilter, og med
Brint danner det Ammoniak, Hydrazin og
Azoimid. De organiske Forbindelser er
særdeles talrige, og det kem. bundne K. spiller
en overordentlig vigtig Rolle i Dyre- og
Planteriget. Den dyriske Organisme kan ikke direkte
udnytte K. fra Luften; hele denne Organismes
Kvælstofbehov tilfredsstilles fra Planteriget,
navnlig ved det i Planternes Frø ophobede
bundne K. Derimod optager Planten igen det
K., som Dyret har forbrugt, og som i Form af
Gødning tilføres Jorden, saaledes at det
bundne K. i den organiske Verden fuldfører et
stadigt Kredsløb. Forraadet af bundet K.
formindskes dog ved den ovf. omtalte
Sønderdeling af Kvælstofforbindelser under Dannelse
af frit K. Men ved Hellriegel’s interessante
Iagttagelser er det bevist, at nogle Planter, f.
Eks. Leguminoserne, har Evne til i Symbiose
med visse Rodbakterier direkte at optage og at
overføre frit K. til organiske
Kvælstofforbindelser. Denne Evne hos disse Planter gør det
muligt for Landmanden at tilvejebringe en
kvælstofrigere Jordbund paa billig Maade.
Den første Iagttagelse af, at Luften ved
Aandedrætsprocessen undergik en saadan
Forandring, at der blev en ejendommelig Luftart
tilbage, som ikke kunde nære Forbrændingen
ell. Aandedrættet, skyldes Rutherford
(1772). Samtidig iagttog Priestley, at
glødende Kul ved Forbrænding i en ved Vand
afspærret Klokke forvandlede 1/5 af Luften til
»fiks Luft« (ɔ: Kuldioxyd), som kunde absorberes
af Kalkvand, medens den tilbageblevne Luftart
hverken nærede Forbrændingen ell.
Aandedrættet. Rutherford kaldte K. for »mefitisk
Luft«, medens Priestley benævnede det
»flogistiseret Luft«. 1777 viste Scheele, at den
atmosfæriske Luft indeholdt to forsk. Luftarter.
Cavendish viste da, at man ved at fjerne
Ilten fra tør, kulsyrefri Luft beholdt en Luftart
tilbage, som var et selvstændigt Stof, der
adskilte sig fra atmosfærisk Luft ved sin noget
lavere Vægtfylde. 1919 er det lykkedes den eng.
Fysiker E. Rutherford ved at bombardere K.
med α-Partikler af stor Hastighed at slaa
Kvælstofatomets Kerne i Stykker og vise, at
der derved udskydes Partikler af samme Masse
som Brintkernen og Partikler af Massen 3 (der
sikkert er en Isotop af Helium). Vi maa derfor
antage, at Kvælstofatomet bestaar af en
positiv ladet Kerne, hvorom der kredser 7
Elektroner, og at Kernen er opbygget af 2
Brintkerner og 4 Heliumisotopkerner kædede
sammen af Elektroner. Denne Spaltning af
Kvælstofkernen er den første kendte vilkaarlige
Grundstofspaltning (se Grundstof og
radioaktive Stoffer.
(O. C.). M. M-r.
Kvælstofbrintesyre, se Azoimid.
Kvælstofdioxyd, se Kvælstofoverilte.
Kvælstoffets Assimilation hos Planterne
Kvælstof er et for alle levende Organismer
uundværligt Grundstof; det udgør en
Bestanddel af Æggehvidestofferne, hvoraf selve den
levende Substans, Protoplasmaet, er opbygget.
De Kvælstofkilder, der forekommer i
Naturen, er flg.: 1) I størst Mængde findes
Kvælstoffet i fri Tilstand i Atmosfæren; c. 79 % af den
atmosfæriske Luft er Kvælstof. Dernæst findes
der i Jordbunden ofte ret store Mængder af
2) organisk bundet Kvælstof som Bestanddel af
kvælstofholdige Humusforbindelser, der
stammer fra henraadnende Planter og Dyr. Det
organisk bundne Kvælstof gaar efterhaanden ved
Forraadnelsesbakteriernes Virksomhed over til
uorganiske Kvælstofforbindelser, Ammoniak og
Nitrater. 3) Uorganiske Kvælstofforbindelser
forekommer kun undtagelsesvis i større
Mængde (f. Eks. Chilisalpeter). I smaa Mængder
findes uorganisk bundet Kvælstof i de fleste
Jordbundsarter, dels som a) Ammoniak, der dannes
ved Sønderdeling af Plante- og Dyrerester, dels
som b) Nitrat, der hovedsagelig opstaar ved
Iltning af Ammoniak ved Salpeterbakteriernes
Virksomhed.
Optagelse af K. hos grønne
(autotrofe) Planter. Det fremgaar af
talrige Forsøg, dels med Vand-, dels med
Sandkultur, at Nitrater er en udmærket
Kvælstofkilde for de grønne Planter. Ligeledes er
vistnok alle Planter i Stand til at optage og
assimilere Ammoniak, og man benytter da ogsaa i
Landbruget i udstrakt Grad Nitrater (Chilisalpeter) og
Ammoniaksalte som kvælstofholdige
Gødningsmidler. Der er ligeledes ved Forsøg fastslaaet,
at grønne Planter kan optage og udnytte forsk.
organiske Kvælstofforbindelser, f. Eks. Urinstof.
Det er dog ikke sandsynligt, at de
kvælstofholdige Humusforbindelser, der forekommer i
Jordbunden, spiller nogen større Rolle som
Kvælstofnæring, for de grønne Planter. Dertil
er de for tungtopløselige. En Assimilation af
kvælstofholdige organiske Stoffer finder dog
Sted hos insektædende Planter (s. d.) samt
muligvis hos visse andre Planter, der er forsynet
med Mykorrhizer (s. d.). Det fri Kvælstof kan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
