Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kvælstofilte - Kvælstofmonoxyd - Kvælstofoverilte - Kvælstofoxyd - Kvælstofoxydul - Kvælstofpentoxyd - Kvælstofperoxyd - Kvælstoftetroxyd - Kvælstoftrioxyd - Kvælstoftveilte - Kvænangen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Grad instabil Forbindelse, hvis Spaltning kun
hindres ved en stor Reaktionstræghed. Denne
Reaktionstræghed aftager med voksende Temp.,
saaledes at den kem. Ligevægt N2+O2⇄2NO
ved høje Temp. indstiller sig omtr. momentant.
Da ved denne Fremstillingsmetode K. bliver
blandet med Overskud af Luft, vil det
dannede K. ved en Temp. af c. 600° begynde at
forene sig med Luftens Ilt til Kvælstofoverilte,
2N0+O2=2NO2 (s. d.), der derefter
omdannes til Salpetersyre (s. d. og
Kalciumnitrat). — De elektriske Ovne, der
anvendes, er Birkeland & Eyde’s Salpeterovn, og
den nu mest brugte Schönherr’s Salpeterovn.
I Birkeland & Eyde’s Ovn dannes der en
elektrisk Lysbue af en Vekselstrøm paa 5000 Volt
mellem vandafkølede Kobberelektroder.
Vinkelret paa Lysbuen staar Polerne af en kraftig
Elektromagnet, der fødes med Jævnstrøm.
Derved bøjes Lysbuen ud vinkelret paa Linien
mellem Polerne og skiftevis til den ene og den
anden Side. Derved opstaar af Lysbuen en flad
rund Flammeskive med en Diameter paa
1 1/2—2 m. Den er indesluttet i et fladt
Chamottehus. Gennem denne Flammebue blæses Luften
og kommer da fra Ovnen med et Indhold af
1,5—2 Vol.-% K. og en Temp. af c. 1000°.
K.-Indholdet stabiliseres saa ved »Afskrækning«.
I Schönherr’s Ovn lader man en højspændt
Vekselstrøm danne Lysbue af 5—7 m Længde
op gennem et snævert Jernrør. Luften blæses
ind i Ovnen og forvarmes først af den
Luftmasse, der har passeret Buen, gaar derefter
gennem Buen, hvor Reaktionen finder Sted,
forlader Reaktionsrummet, opvarmer ny Luft,
for endelig at »afskrækkes« ved at stryge langs
Væggene paa en Beholder med koldt Vand.
Luften forlader Ovnen med c. 2 Vol.-% K. —
K. er, som nævnt, ved alm. Temp. en Luftart,
men kan ved ÷ 150° fortættes til Vædske.
Den er noget opløselig i Vand; Opløsninger af
Ferrosalte absorberer den i store Mængder og
bliver derved mørkebruner ved Opvarmning
afgiver de igen det optagne K. K. har den
Egenskab direkte at forene sig med Ilt,
hvorved Luftblandingen antager en rødbrun Farve,
idet der dannes Kvælstofoverilte, NO2; man
kan derfor paavise Nærværelsen af smaa
Mængder Ilt i en farveløs. Luftblanding ved
Tilsætning af K. Paa den anden Side kan K. selv
afgive Ilt til andre Stoffer; saaledes vil
brændende Kul og Fosfor vedblive at brænde i K.
med stærk Glans, idet de forbinder sig med
den Ilt, som findes i K.; derved dannes
desuden frit Kvælstof. En Blanding af K. og
Svovlkulstofdamp brænder med blaalig intensivt
lysende Flamme uden Eksplosion. Flammen
udsender Lys, der er rigt paa kem. virksomme
Straaler.
M. M-r.
Kvælstofmonoxyd, se Kvælstofilte.
Kvælstofoverilte, Kvælstofdioxyd,
Kvælstofperoxyd,
Kvælstoftetroxyd, tidligere undertiden kaldet
Salpeterundersyre, er ved alm. Temp. og Tryk en
rødbrun, luftformig Blanding af de to Stoffer:
N2O4 og NO2, i kem. Ligevægt med hinanden,
N2O4 ⇆ 2NO2. Ved lav Temp. og voksende
Tryk vil Ligevægten forskydes til Fordel for
N2O4, der er en farveløs Luftart, som faa
Grader under Vandets Frysepunkt fortættes til en
farveløs Vædske; denne stivner ved ÷ 10° til
farveløse Krystaller. Med voksende Temp. og
aftagende Tryk vil den kem. Ligevægt
forskydes til Fordel for NO2, der er en rødbrun
Luftart. Blandingen vil derfor ved Opvarmning
blive mere og mere rødbrun, indtil ved c. 150°
alt er omdannet til NO2; men samtidig vil en
anden Proces begynde, nemlig Spaltningen af
NO2 til Kvælstofilte og Ilt, 2NO2 ⇆ 2NO+O2,
som medfører en Affarvning af Luftarten;
denne Spaltning er fuldstændig ved c. 600° (se
Kvælstofilte). K. dannes af Kvælstofilte
og Ilt under 600°. I Laboratoriet dannes det
ved Reduktion af Salpetersyre med
Arsentrioxyd eller ved Ophedning af Blynitrat:
2Pb(NO3)2=2PbO+4NO2+O2. I Teknikken faas
det som Mellemprodukt ved Fremstilling af
Salpetersyre af Luftens Ilt og Kvælstof (se
Kvælstofilte). K. fortættes ved 26° til en
rødbrun Vædske, der, som nævnt, ved c. 0°
bliver farveløs. Naar K. opløses i Vand, reagerer
det dermed, idet der i Kulden opstaar en
Blanding af Salpetersyrling og Salpetersyre, 2N02
+H2O=HNO3+HNO2; ved høje Temp. vil
Processen forløbe saaledes, at der dannes
Kvælstofilte og Salpetersyre, 3NO2+H2O=N0+2HNO3,
og er der samtidig Ilt til Stede, vil der kun
dannes Salpetersyre, 4NO2+O2+2H2O=4HNO3.
K. er et stærkt Iltningsmiddel. Det virker
ætsende og farver Huden gul, ligesom
Salpetersyre; det er ganske overordentlig giftigt. K. blev
opdaget 1785 af Priestley og nærmere
undersøgt af Cavendish.
M. M-r.
Kvælstofoxyd, se Kvælstofilte.
Kvælstofoxydul, se Kvælstofforilte.
Kvælstofpentoxyd, se Salpetersyre.
Kvælstofperoxyd, se Kvælstofoverilte.
Kvælstoftetroxyd, se Kvælstofoverilte.
Kvælstoftrioxyd, se Salpetersyrling.
Kvælstoftveilte, se Kvælstofilte.
Kvænangen, Herred, Senjen og Tromsø
Sorenskriveri, Troms Fylke, (1920) 1903 Indb.,
er Fylkets østligste Herred og ligger omkring
den 55 km lange og 15 km brede
Kvænangfjord. Det er et Fastlandsherred. Lille
Altenfjord gaar ret i Ø. og Fjeldene, som i
Stafjordsjøkelen naar op i 1166 m, har samme
Karakter som i de tilgrænsende Dele af Finmark
Fylke; nordligst finder man en Række Tinder
med mellemliggende dybe Dale, længere S.
optræder store nøgne Fjeldvidder, hvor de
afrundede Toppe kun sjælden hæver sig til nogen
Højde over Sletten. Fra Lille Altenfjords Bund
fører et lavt Eid, Alteidet, over til Langfjorden,
en Sidearm af Store Altenfjord. De betydeligste
Dalfører er Navetdalen, som falder i
Kvænangbottens ydre Del, Abbojok, Niemenjaikojok med
Afløb for Abbojavre og Cuioikkajavre samt
Kvænangsdalen. Ogsaa Badderdalen er en
betydelig Dal med mange Sidegrene;
Burfjorddalen er mindre, men kendt for sine Furuskove.
I K. dyrkes ikke Korn, men en Del Kartofler,
Birkeskov trives næsten overalt i den sydlige
Del, ligeledes Furuskov i Mundingen af de
fleste Dalfører. Befolkningen driver en Del
Kvægavl, men Hovednæringen er Fiskeri,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
