Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kvænangen - Kvæner - Kvænland - Kværk - Kværke - kværke - kværkeagtig Strengel - Kværn (Vandmølle) - Kværn (Maskine)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
næsten alle Mænd rejser om Vaaren paa
Finmarksfiskeri og en stor Del tillige til Lofoten om
vinteren. I Fjeldet strejfer Lapperne om med
deres Rensdyr. Befolkningen er stærkt blandet;
1891 boede der 1016 Lapper og 279 Kvæner
mod 467 Nordmænd. K. er Anneks til Skjærvøy
med Kirke paa Øen Skorpen. Gaardene er smaa.
Ved Storstrømmen brydes Skifer; paa Østsiden
af Kvænangbotten laa tidligere K. Kobberværk
med Gruber paa begge Sider af Badderdalen,
det blev optaget 1848 og dreves under Alten
Kobberværk. Vej findes kun over Alteidet, men
Herredet anløbes paa fl. St. af en Lokalbaad
fra Tromsø. Herredets Areal er 2093 km2,
hvoraf 21 km2 Indsøer, 4,9 km2 Ager og Eng,
80 km2 Skov, Resten Snaufjeld og Udmark.
Antagen Formue 1919 var 1261900 Kr og Indtægt
519460 Kr. (Litt.: »Norges Land og Folk«;
Tromsø Amt af A. Helland [Kria 1897)).
(J. F. W. H.). M. H.
Kvæner, se Kvænland.
Kvænland var i Oldtiden Benævnelsen paa
den til Finmarken i videre Forstand stødende
Del af Finland tillige med den nordligste Del
af det sv. Norrbottens Len. Indbyggerne
kaldtes Kvæner og var frygtede for de
Røvertog, de foretog over Grænsen ned i de norske
Fjorde. Navnet K. bruges ikke nu længere,
derimod kaldes de til Norge overflyttede Beboere
af kvænsk ell. karelsk Race fremdeles i
Finmarken Kvæner, enten de opr. er fra Finland
ell. fra Sverige. I 17. Aarh. foregik en stor
Indvandring af Kvæner fra Sverige til Norge,
lige fra Tryssil til Høland. De udbredte sig
hurtig ud over Landet og var gode
Rydningsmænd i Østlandets Skovbygder. I Beg. af 1686
blev der optaget nøjagtigt Mandtal over dem.
De boede da i flg. Bygder: Tryssil, Vinger,
Urskog, Nes paa Romerike, Enebak, Nitedal,
Hakedal, Odalen, Ramedal, Stange, Løten,
Ringaker, Eidsvold, Hurdalen, Feiring, Toten,
Hadeland, Land, Vardal, Norderhov, Hole,
Bærum, Asker, Lier og Modum. Alt i alt
fandtes der dengang 1200 rene K. og c. 100
halvblods. Nu er de overalt gaaet op i den øvrige
Befolkning med Undtagelse af Grue Finskog,
hvor mange, saavel Familie- som Stednavne,
tyder paa Befolkningens egl. Oprindelse, og
hvor der lige til ganske nylig ogsaa blev talt
Kvænsk.
M. H.
Kværk kaldes et Gaffelsejls øverste Hjørne
mellem Gaffelliget og Masteliget.
K.-Givtov kaldes det Gaffelsejlsgivtov, der
fører Agterliget ind til K.
C. B-h.
Kværke kaldes en hos Hesten optrædende,
akut Infektionssygdom, som efter en
Inkubationstid paa 4—8 Dage ytrer sig ved Foderlede,
Mathed, Feber (Temp. 40—41°, Puls 50—70
Slag i Min.), Næsekatarr med materieagtigt
Flaad af Næseborene, Hævelse og meget ofte
Byld- (Absces-)dannelse i Lymfekirtlerne (de
submaxillære) i Kæbehulen,
Synkningsbesværlighed og Abscesdannelse i Lymfekirtlerne (de
subparotideale) omkr. Svælget, hvis
Betændelsen breder sig til dette (»kværkeagtig
Strengel«) gennem Næsesvælgrummet. Forløbet er i
Reglen godartet. Varigheden 2—3 Uger.
Dødeligheden 2—3 %. Sygdommens dødelige
Udgang skyldes oftest Bylddannelse i Organerne i
Bryst- og Bughule (»Henkastning«, »Metastase«).
Aarsagen er en kædedannende Mikrokok
(Streptococcus, se Bakterier), som trænger ind
gennem Næseslimhinden, rimeligvis dog først
efter, at denne ved Forkølelse er blevet Sædet
for en let, overfladisk Betændelse (Katarr).
Smitstoffet forekommer saa udbredt, at de
fleste Heste bliver inficerede i en ganske ung
Alder (»Børnesygdom«), men til Gengæld
erhverver de Uimodtagelighed (Immunitet) for
længere Tid, som oftest for hele Livet. Næst
efter Afsondring af de syge Dyr maa
Behandlingen gaa ud paa at stille Feberen, bringe
mulig tilstedeværende Bylder til »at trække til«,
»modnes«, for at de saa hurtig som muligt kan
aabnes med Kniv, og saa søger man for øvrigt
ved Fodring med let svælgeligt og let
fordøjeligt Fader at holde Dyrets Kræfter oppe saa
godt som muligt. K. hører ind under de i
L. af 14. Apr. 1920 § 10 nævnte »mildere
smitsomme Sygdomme«.
(G. S.). F. N.
kværke kaldes i Norge at udskære Struben
paa Fisk. især paa Sild, som saltes (= gane).
Ellers bruges Ordet ogsaa om at kvæle ved
Sammensnøring af Struben, og i overført Bet.
om at gøre det af med en. Ordet er afledet
af Oldnorsk kverk = Strube (Oldtysk
quercha, querchala, beslægtet med Latinsk gurgulio,
hvoraf Tysk Gurgel).
H. F.
kværkeagtig Strengel, se Kværke.
Kværn ɔ: Vandmølle, tænkes i norsk
Folketro som Tilholdssted for et overnaturligt
Vandvæsen, Kværnknurren, der tit hindrer
Mølleværkets Gang, og som Menneskene ofte
søger at fordrive (Asbjørnsen, »Norske
Folkesagn og Huldreeventyr«. 1. Bd, Stykket.
»Kværnsagn«). En helt anden Forestilling er en
guldmalende K. (se Grotte) ell. om Havets
Bevægelse som fremkaldt af en stor K., der i
Oldtiden forekommer baade som Sagntræk og som
rent digterisk Billede.
(A. O.). H. El.
Kværn er en Maskine til Sønderdeling af
Korn og andre Stoffer. Der er mange forsk.
Apparater, som kan anvendes til Sønderdeling,
men ved K. forstaas her Apparater, hvor
Formalingen foregaar mellem ru ell. riflede Flader,
af hvilke den ene roterer. Bedst kendt og mest
benyttet er K. med Sten — Møllesten, som
har været anvendt fra Oldtiden til Formaling af
Brødkorn, men der forekommer ogsaa K. med
Maleflader af Jern ell. Staal. Ved Sten-K.
foregaar Sønderdelingen fortrinsvis ved
Afraspning mellem de ru Maleflader, men der finder
ogsaa en Overklipning Sted mellem de
skarpkantede Furer og Straaler.
Materialet i Stenene kan enten være
naturligt forekommende, ell kunstigt fremstillet.
Naturstenerie er de saakaldte rhinske og de fr.
Sten. De rhinske Sten bestaar af en haard
men porøs Lavaart, der holder sig nogenlunde
ru selv ved Slid. Rhinstenen bliver hugget med
mange og tætte Furer og Straaler. De rhinske
Sten, der for c. 20 Aar siden var de
almindeligste i Landbrugskværne, fortrænges nu af
Kunststen. Den franske Sten bestaar af en
haard Kvarts sammenholdt med et naturligt
Bindemiddel og med mange Hulrum og Porer,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
