Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kwangtung - Kwei-hwa-tshøng - Kweiling - Kweitshou - Kwenlyn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hvilke Meiling (300 m), der fører til Kiangsi,
og Tsheling, der fører til Hunan, er de
vigtigste. Den betydeligste Flod er Sikiang
(Vestfloden), der med sin Biflod Pekiang
(Nordfloden) og den Ø. fra kommende Tungkiang
(Østfloden) under Dannelse af et stort Delta
falder ud i den Havbugt, der betegnes
Kanton-Floden. Klimaet er næsten tropisk, og
Plantevæksten har ved Kysten og i Floddalene et
fuldstændig tropisk Præg. Befolkningen bestaar
af 3 kin. Stammer, der holder sig afsondrede
fra hverandre og taler 3 indbyrdes
Uforstaaelige Sprog. Puntierne (75 %) lever som
Agerdyrkere paa Sletterne og i Dalene eller
ernærer sig ved Handel og Haandværk, alle
Embeder besættes ligeledes med dem. Deres
Kvinder har i Modsætning til de to andre
Stammers forkrøblede Fødder. Hakkaerne (14
%) er de senere indvandrede, de skal være
komne N. fra og findes foruden i K. ogsaa i
Fukien og paa Formosa. De driver Agerbrug paa
Bakkerne og Bjergskraaningerne, som
Puntierne har forsmaaet. En stor Del af dem rejser
om og tjener deres Brød ved tilfældigt Arbejde.
De er den mest energiske og intelligenteste
Del af Befolkningen, og mange af dem er
Kristne. Hokloerne (11 %) er indvandrede fra
Fukien og lever ved Kysten som Sømænd,
Fiskere og Agerbrugere. De er mørkere og
sværere byggede end de andre. Til dem slutter sig
Tankaerne (40000), der lever paa Baade og
Tømmerflaader paa Kanton-Floden og
hovedsagelig ernærer sig ved Færgefart. I afsides
Bjergegne findes endnu Rester af den
førkinesiske Befolkning; den betydeligste Stamme
af disse er Loi ell. Li paa Hainan. Den
vigtigste Kornsort er Ris, der især i Mængde dyrkes
i Sikiang-Deltaet. Meget vigtig er tillige
Dyrkningen af Sukkerrør, der navnlig ved Tungkiang
indtager store Arealer. Desuden dyrkes Te,
Tobak, Kassia, Oranger, Bananer o. s. v.
Silkeavlen er meget betydelig, særlig i Deltaet.
Bjergværksdriften leverer Jern, Guld,
Kvægsølv, Kobber og Tin. Industrien er betydelig,
særlig Sukkerindustrien, der forsyner hele
Kina; desuden findes Silkeindustri, Fabrikation af
Glas, Porcelæn, lakerede Varer, Vifter af
Palmeblade o. s. v. Industrien koncentrerer sig
især om Kanton og nærliggende Byer og
Landsbyer. Handelen er meget stor. Foruden
Hovedstaden, Kanton, har Prov. Traktathavnene
Svatou, Pakhoi samt Kiungtshou paa Hainan. Ved
Kysten af K. ligger de europ. Kolonier
Hongkong, Macao og Kwangtshou-van. (Litt.:
Nacken, »Die Prov. K. und ihre Bevölkerung«
[»Petermann’s Mittheilungen«, 1878]).
M. V.
Kwei-hwa-tshøng [’kwi.-’kwa-’dзöŋ],
mongolsk Kukutshoto, By i Prov. Shansi, Kina,
Knudepunkt for fl. Veje, berømt Højskole.
Befolkningen angives fra 30000 til 200000.
M. V.
Kweiling, se Kwangsi.
Kweitshou [’kwi.’dзou] (Kueitshou), Prov.
i det sydvestl. Kina, begrænses af Prov. Jynnan,
Szetshwan. Hunan og Kwangsi. Arealet beløber
sig til 157200 km2, og Folketallet er (1911)
9266914 Indb., 59 pr km2. Landet er opfyldt af
lave til mellemhøje Bjerge, saaledes ligger
Hovedstaden, Kweijang, i en Højde af 1300
m o. H. Floderne løber dels til Sikiang, dels
som Wukiang, Prov.’s største Flod, til
Jang-tse-kiang. Befolkningen bestaar hovedsagelig
af Kinesere, men i afsides Egne bor endnu
store Rester af den førkinesiske Befolkning
(Miaotse). Efter 1848 har Kineserne ført en
systematisk Udryddelseskrig mod de Indfødte
ved Hjælp af tøjlesløse Soldaterbander. I
1870’erne led Prov. overordentlig under
Tajping-Oprøret, den nordlige Del er affolket, og
Agerbruget er næsten ophørt. K. er ganske
overordentlig rig paa værdifulde Mineraler; især er
Rigdommen paa Kobber ganske overvældende,
K. forsyner hele Riget med Kobberpenge,
fremdeles findes Kvægsølv, Kul og Jern i stor
Mængde, desuden Guld og Sølv. Bjergværksdriften
svarer dog ingenlunde til Mineralrigdommen,
Agerbruget er ubetydeligt derimod er
Hesteavlen af Bet. Der udføres Papir og Silketøj.
(Litt.: Edkins, The Miautsi Tribes [Futshou
1870]; Hosie, Three years in Western China
[London 1890]).
M. V.
Kwenlyn (Kwenlun, Kuenlyn,
fejlagtig er Stavemaaden Kynlyn), Bjergkæde i
Central- og Østasien, strækker sig fra det
nordøstlige Hjørne af Pamir (c. 74° ø. L., 39° n. Br.)
gennem Centralasien og langt ind i det egl.
Kina (indtil c. 113° ø. L.), ja med sine yderste,
lave Forgreninger naar den endog næsten ud til
Havet. K. er Asien’s Hovedrygrad og en af
dette Kontinents ældste Bjergkæder; dens
Foldning skriver sig fra den palæozoiske Tid, ja
hovedsagelig endog fra den siluriske Tid.
Sedimenter, der er yngre end de palæozoiske,
mangler ganske med Undtagelse af nogle
Kridttidsaflejringer V. f. Chotan, der dog ikke synes at
være foldede. I sine Terrainiformer viser K.
ogsaa tydelige Spor af at være en gl Kæde, thi
Formerne er udjævnede, Dalene er ikke dybe,
Pashøjde, Kamhøjde og Toppe har kun ringe
vertikal Afstand fra hverandre. Ogsaa det tørre
Klima har bidraget til Terrainformernes
Udjævning, idet de ubetydelige Floder ikke har
formaaet at bortskaffe Forvitringsmaterialet, der
dækker Skraaningerne og udfylder
Lavningerne. For Oversigtens Skyld kan man dele K. i en
vestlig (indtil 82° ø. L.), en midterste (82°—106°
ø. L.) og en østlig (Ø. f. 106° ø. L.) Del. Den
vestlige K. danner Tarim-Bækkenets vestlige
og sydvestlige Begrænsning. Denne mægtige,
med talrige Snefjelde kronede Kæde begynder
V. f. Kashgar og danner under Navnet de
kashgariske Bjerge Pamir’s østlige
Randkæde. Den gennembrydes af Floderne Gez
og Tashkurgan og deles derved i tre Dele, af
hvilke den midterste i Mustagata (Snefjeldenes
Fader) hæver sig til 7860 m. Medens Kædens
Retning hidtil har været Nordvest—Sydøst,
bliver den ved 37° n. Br. mere østlig. Denne Del
af K., der i Toppen K. 17 hæver sig til 6820 m,
har mod S. en meget stejl Skraaning, ad
hvilken korte Bække med stærkt Fald iler til
Raskem-darja og Karakash, der efter at have
løbet i Længdedalen mellem K. og Karakorum
gennembryder K. i vilde og utilgængelige
Kløfter, der ikke lader nogen Plads tilovers for
Anlæg af Veje, saa at Samfærdselen maa ske op
over Bjergkædens højtliggende Passer, af hvilke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
