- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XV: Kvadratrod—Ludmila /
104

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kys - Küsel, Ernst Nikolaus - Küsel - Kyser, Hans - Kyskhedsbælte

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Højagtelse, Ærbødighed, og dette er i endnu
højere Grad Tilfældet med K. paa en Persons
Klæder, K. er ikke, som man skulde tro,
udbredt over hele Jorden. Hos mange Folk, de
fleste Negerstammer, Polynesierne, østasiatiske
Folk o. a. er K. helt ukendt; man vilde her
finde et K. paa Munden en højst ubehagelig
Skik. Derimod er K. anvendt meget hos gl.
Kulturfolk i Vestasien og det fra gl Tid,
ligesom af europæiske Folk. I Bibelen omtales K.
ofte, bl. a. som Udtryk for Kærlighed ell. for
Glæde over at mødes, som da Esau gensaa sin
hjemvendte Broder Jakob, og da Jakob atter
mødtes med Josef. Efter et Udtryk i 1. Moseb.
41, om at efter den høje Stilling, Josef fik af
Farao, »hele Folket skulde kysse paa hans
Mund«, maa man antage, at det var Brug bl.
Jøderne, i alt Fald ved visse Lejligheder, at
hylde de Overordnede ved at give dem et K.
(Hyldingskys) paa Munden. Men ellers kyssede
hos Israelitterne o. a. asiatiske Folk de
Underordnede som Regel den Overordnedes Hænder,
Klæder ell. Fødder. De ass. Konger fortæller
mangfoldige Gange i deres Indskrifter om,
hvordan overvundne Konger kom at bøje sig
under deres Aag, og hvorledes de kyssede deres
Fødder. Det var endog næsten en Naadesakt
at faa Lov til at kysse en mægtig Herskers
Fødder. I Bibelen finder man oftere en lgn.
Tankegang. Afguder hyldedes ved at kysse deres
Billeder, hvad der baade omtales i Bibelen og hos
gl. Forfattere. Judas hilser Jesus ved et K., men
da Hensigten var at forraade Mesteren, er
»Judaskys« Udtryk for et K. i svigefuldt,
troløst Øjemed. Grækere og Romere anvendte K.
(gr. filema, lat. osculum, egl. lille Mund) omtr.
paa lgn. Maade som vi. Suetonius fortæller, at
nære Slægtninge havde Ret til at give ell. tage
et K. Kære Afdødes afsjælede Legemer gav man
ofte et K. til Afsked paa Munden. Da de første
Kristne betragtede hinanden som Medlemmer
af een Familie, hilste de hinanden med et K.
(»Fredskys«). Men da Antallet af de Kristne
steg stærkt, og da Standsforskellen gjorde sig
gældende, iagttog man snart megen
Reservation ved Anvendelse af K. I den gr. Kirke
anvendes K. dog ved Paasken,
Opstandelsesfesten, endnu i vidt Omfang (»Paaskekys«). Da
Gejstlighedens Anseelse steg i den kristne Kirke,
blev det Skik at kysse Biskopper og Præster
paa Haanden, de første ofte paa den Ring, de
bærer paa Haanden. Paven kysser man paa
Foden (»Tøffelkys«); men det tillades ikke alle
og enhver. Relikvier, Korset, Jorden ell. Stenen,
hvorunder Helgenes Støv hviler, kysses baade
i den rom. og endnu mere i den gr. Kirke.
Ogsaa Helgenbilleder hædrer man med et K. Skt
Peter’s berømte Statue i Peters-Kirken kysses
paa den store Taa, og uagtet den vel næppe
er ældre end fra 13. Aarh. og rimeligvis ikke,
som man gerne antager, naar op til Oldtiden,
har man dog maattet sætte en hel ny Taa paa.
Den kat. Præst kysser Krucifikset paa Alteret
og Paks. Ved Forleninger i Middelalderen gav
Herskeren sin Vasal et K., og Vasallen kyssede
sin Herre paa Haanden, hvad der stundom
gentoges hvert Aar. Var Herren ikke hjemme,
maatte Vasallen kysse Døren til hans Borg ell.
dens Laas. I Riddertiden var det en Ære at
maatte kysse en Dame paa Haanden, og i 16.,
17. Aarh. ansaas det ligesom i mange Lande
lige til vore Dage for god Tone at kysse Damer
paa Haanden. I Irland er der, N. f. Cork, en
Sten i en vanskelig tilgængelig Mur, som det
anses for en isærlig lykkelig Sag at kysse, dg
man maa for at udføre det lade sig holde i
Benene, imedens man ovenfra kysser Stenen,
der er indsat i en lodret Mur højt over Jorden
(The Glarney-Stone). I den fr. lovgivende
Forsamling 1792 foreslog Abbed Lamourette 7. Juli,
da Østerrigerne og Preusserne gik frem mod
Paris, og Partierne stod yderst fjendtlig mod
hinanden, at alle skulde glemme den indbyrdes
Tvist, og at man til en Begyndelse skulde give
hverandre et K. Det sidste skete, men Enighed
blev der ikke; derfor bruges »Lamourette-K.«
om et Forlig, der kun varer et Øjeblik. (Litt.:
Kr. Nyrop, »Kysset og dets Historie« [Kbhvn
1897]).
V. S.

Küsel, Ernst Nikolaus, sv. Maler og
Raderer, f. 31. Maj 1873 paa Dumas og
uddannet paa Kunstnerforbundets Skole. K. er en
fremragende Dyremaler; »Gedebuk« (1900,
Göteborg Mus.), »Faar paa Græs« og »Køer«
(Thielske Gal.), »Første Gang ude« (Kalv, Malmö
Mus.). Dette sidste Arbejde og en Del andre
saas paa den baltiske Udstilling i Malmö 1914,
der ogsaa viste hans Raderekunst.
A. Hk.

Küsel[’ky.zəl], produktiv tysk
Kobberstikkerfamilie fra Augsburg i 17. Aarh., Brødrene
Matthæus og Melchior samt den sidstes
Datter Johanna Sibylla gift med N. Kraus;
betydeligst er Melchior, der stak en Suite
»Kejserens Miniaturer« efter W. Baur (148 Bl.), et
Antal Rejseprospekter (Augsburg 1681), Bibelen
i 241 Bl. samt Portrætter.
(A. Ls.)

Kyser [’ki.zər], Hans, tysk Forf., f. 22. Juli
1882 i Graudenz, virker som Journalist i Berlin
og yder stadig Bidrag til en Rk. tyske Blade.
Hans Navn er i de senere Aar blevet kendt p.
Gr. a. hans skarpe Angreb paa
Schillerstiftelsen. Han har skrevet Romanen »Der
Blumenhiob«, et Bd Digte »Einkehr« og Tragedierne
»Medusa« (1910) og »Titus und die Jüdin« (1911)
— sidstnævnte et kraftigt og bevæget Værk,
der giver K. en selvstændig Plads bl. nytyske
Digtere.
C. B-s.

Kyskhedsbælte. Under Infibulation er
omtalt de Operationer, som fra Oldtiden af er
blevne foretagne for at hindre Udøvelse af
Kønsdelenes Funktioner. K. er et andet, lige saa
utilstrækkeligt Middel, der tilhører
Middelalderen og har været anvendt til vore Dage. Det
kendtes allerede i 13. Aarh., og Ploss (i »Das
Weib«) mener, at det er i stort Omfang blevet
anvendt af mistroiske Korsfarere paa deres
hjemmeblevne Hustruer. Første Gang, K.
omtales, er 1405 i Akter i en Sag, som Venedig’s
Senat rejste mod den kejserlige Guvernør i
Padova Carrara. Corpus delicti bevares
endnu i Byens Arsenal. Billeder af dette Apparat
findes hos Ploss og er tagne fra et anon. Stik
fra 16. Aarh. Af saadanne er fl. til og tillige
et Træsnit, som tillægges Dürer (Passavent 282),
et andet findes i Schultz: »Deutsches Leben im
XIV—XV Jahrh.«. Eksemplarer bevares i europ.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:37 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/15/0114.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free