Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kærlighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Der er ganske vist nogle
Ordsammensætninger, hvor K. ikke ret vel kan erstattes med
Interesse, f. Eks. Sandheds-K. Men fordi
sproglig Armod tvinger til at bruge samme Ord for
forsk. Tilfælde, bliver disse ingenlunde ens i
psykologisk Henseende, og Sandheds-K. er ikke
i mindste Maade beslægtet med de egl. Former
af K. En Følelse som Fædrelands-K. er
derimod i fl. Henseender beslægtet med Venskab.
Til det instinktive Grundlag knytter sig
hos Mennesket en Række Følelser og Affekter,
og først ved denne Samvirken opstaar den egl.
sammensatte Affekt K. Selv den rent sanselige
Elskov er næppe nogen Sinde blottet for
æstetiske Momenter; Kønsinstinktet kræver for at
virke, ligefrem at Genstanden vækker et vist
æstetisk Behag, hvilket ikke alene gælder for
Mennesket, men muligvis saa langt ind i
Dyreriget, som kønslig Parring overhovedet finder
Sted (se Instinkt). Naar selv polygame
Fuglehanner foretrækker een bestemt Hun
fremfor andre, kan det vanskelig skyldes noget
andet end Udseendet; altsaa et rent æstetisk
Moment. Til dette, som alle Dage hos
Mennesket har spillet en stor Rolle, om end
Meningerne om, hvad der er smukt, er meget forsk.,
kommer mange andre Faktorer, hvor K. naar
sin højeste Udvikling. Ikke blot det legemlige
Udseende, men ogsaa, og især, de sjælelige
Egenskaber, kommer i Betragtning, og disse vil
vække Beundring, d. v. s. Forundring i
Forbindelse med nedtrykt Selvfølelse ved
Bevidstheden om, at man ikke selv kan yde det
samme. Men Beundringen bliver videre Aarsag
til hævet Selvfølelse ved Bevidstheden om, at
man, trods sin Underlegenhed, af den Elskede
er blevet foretrukket for andre Individer. Hertil
knytter sig Glæde ved Besiddelsen, og
Beskytteinstinktet bliver virksomt, for at sikre den
Elskede mod truende Fare. Alle disse Affekter,
hvortil der under særlige Omstændigheder kan
komme andre, konstituerer K. og maa ikke
sammenblandes med de Affekter, hvortil K.
under Livets forsk. Forhold vil give Anledning.
Det er en Kendsgerning, at K., naar den
møder vilkaarlige Hindringer, f. Eks. hvis
Samværet med den Elskede hindres, medfører
Vrede, derimod Glæde, naar dens Betingelser
lettes, Frygt, naar den trues af Farer, og Sorg,
hvis den tilintetgøres. Om man derfor med
Shand kan sige, at K. i de nævnte forskellige
Situationer bliver til Affekterne Vrede, Glæde,
Frygt og Sorg, synes dog tvivlsomt, og der kan
ikke tillægges dette Forhold Bet. som
Skelnemærke mellem K. og andre Affekter, da ganske
det samme gør sig gældende i ethvert Tilfælde,
selv hvor der slet ikke er K. med i Spillet,
men det blot drejer sig om en vilkaarlig
Nyttegenstand. Naar man har Brug for en
saadan, vækkes Vrede, hvis man
vilkaarlig hindres i at faa den, derimod
Fornøjelse, hvis man f. Eks. kan faa den til Laans,
Frygt, hvis Udsigten hertil formindskes, og
Misfornøjelse, hvis det viser sig umuligt
(Fornøjelse = svag Glæde, Misfornøjelse =
dæmpet Sorg). Af langt større Bet. end K.’s
tvivlsomme Forhold til disse 4 Affekter er den
Omstændighed, at Genstanden for K. ved denne
Følelse bliver et meget centralt Led i den
Elskendes materielle Jeg (se Jeg), hvorfor en
Vrimmel af Affekter kan fremkomme
sympatisk, d. v. s. vækkes alene ved Bevidstheden
om, at de gør sig gældende hos K.’s Genstand
(se Affekt). Har den ene af de Elskende reel
Aarsag til en Affekt, være sig Sorg ell. Glæde,
Frygt ell. Haab, Stolthed, Ydmyghed, Vrede,
Ærgrelse, Forlegenhed, Skam o. s. v., vil hos
den anden den samme Emotion opstaa.
Der er i den givne Fremstilling udelukkende
taget Hensyn til den erotiske K., men bortset
fra det instinktive Grundlag bliver de andre
Former af K. i alt væsentligt af samme
Konstitution. Ved Forældre-K. gaar
Beskytteinstinktet meget snart over til Ømhedsfølelse,
idet Moderen erfarer Bet. og Nødvendigheden
af at tage sig af den Spæde, saa at de
paagældende Handlinger udføres med Forstaaelse;
der er saaledes opstaaet et med de instinktive
Tendenser forbundet følelsesbetonet
Bevidsthedsindhold, d. e. Tilstanden bliver Affekt.
Hertil kommer imidlertid, de samme Affekter som i
den erotiske K.; Moderen beundrer Barnet —
der er næppe mange Mødre, som ikke har
anset deres Barn for det dejligste af alle og ikke
har følt sig stolt af at være Moder til dette, glad
ved at besidde det. Hvad der i øvrigt er sagt
om K.’s Forhold til Affekterne Vrede, Frygt,
Glæde og Sorg, saavel som til de sympatisk
vakte Emotioner, gælder ogsaa her og for de
andre Former af K., saa det behøver ikke at
gentages. Pietetsfølelsen begynder med at
Barnet instinktivt tyr til Moderen, naar det tror
sig truet af en Fare; naar det nogle Gange er
blevet hjulpet og trøstet af hende, søger det
fremtidig Hjælpen med Bevidsthed om, at hos
hende er trygt at være: Instinktet er udviklet
til Tryghedsfølelse. Hertil kommer nu ogsaa,
om end i ringere Grad end ved de andre
Former af K. — Beundring og hævet Selvfølelse
ved at have en saadan Beskytter, hvortil
knytter sig Taknemlighed, Trangen til at yde noget
til Gengæld for det modtagne Gode. Endelig i
Venskabet har vi det samme Instinktgrundlag,
som i de to sidstnævnte, Former af K., hvoraf
fremgaar Ømheds- og Tryghedsfølelse; desuden
er for denne Form af K. Beundringen af
Vennen ganske væsentlig, hvilket atter medfører
Stolthed og Glæde over at have en saadan Ven.
Hvorvidt K. overhovedet forekommer hos
Dyrene, og hvilket sjæleligt Indhold den i saa
Fald har, er som alle dyrepsykologiske
Spørgsmaal meget vanskeligt at faa besvaret. Naar en
Høne skrider værdigt frem i Spidsen for sine
nyudrugede Kyllinger, er hendes Optræden,
som Lloyd Morgan bemærker, fuldstændig
afvigende fra, hvad den var forhen: hun er helt
og holdent Moder. Hun har et Øje med alle
de Smaa, hun fører dem til Steder, hvor de
kan finde Føde, mader dem, der ikke kan
hjælpe sig selv, kalder dem sammen under sine
Vinger, saa snart der er Fare paa Færde, og
forsvarer dem med Fare for sit eget Liv. Der
synes saaledes at være en udpræget Ømhed for
de Spæde, og Hønens Optræden kunde ogsaa
tyde paa Stolthed over Moderværdigheden. Det
sidste tør af teoretiske Grunde næppe antages;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
