- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XV: Kvadratrod—Ludmila /
132

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kärnten - Kærre - Kærringris - Kærsanger - Kæruld - Kærvsnit - Kæte og Vige - Kætser - Kætter - Kætterdaab - Kætteri

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

af 8. Aarh. afhængigt af Hertug Tassilo af
Bayern og kom 788 under Karl den Store. Efter
ved Forliget i Verdun 843 at være kommet
under Ludvig den Tyske kom det 876 til dennes
Søn Karloman, der hævede sin uægte Søn
Arnulf, senere Konge i Tyskland, til Hertug
af K. Under denne blev K. forenet med Bayern
og delte dette Lands Historie, indtil det 976
af Kejser Otto II blev forenet med
Markgrevskabet Istrien og næsten hele Friaul og som et
særligt Hertugdømme overgivet til Henrik den
Yngre, en Nevø af den bayerske Hertug Arnolf.
Efter dennes Død kom K. under Hertuger af
forsk. Huse. Da Kong Ottokar II af Böhmen,
der ved Testamente havde faaet K., 1276 blev
besejret af Rudolf af Habsburg, kom K. med
de dermed forbundne Dele af Krain som ledigt
Len under Tyskland og blev 1286 forlenet til
Greverne af Tyrol. Ved disses Uddøen 1335
gav Kejser Ludvig af Bayern K. til Hertugerne
af Østerrig og Steiermark af Huset Habsburg.
Efter den Tid er K. forblevet under Østerrig.
1849—1918 dannede K. et eget »Kronland«.
Ved Fredsslutningen i St Germain fastsattes et
Plebiscitomraade mod S., delt i Zone A mod
S. og B mod N. Afstemningen i Zone A 10.
Oktbr 1920 gav Flertal for Østerrig, hvorved
Afstemningen i Zone B bortfaldt. Zone A blev
straks besat af serb. Tropper, men inden
Maanedens Udgang rømmet efter Henstilling fra
det øverste Raad. (Litt.: Ankershofen,
»Handbuch der Gesch. des Herzogtums K.«
[4 Bd, Klagenfurth 1842—74]; Älschker,
»Geschichte K.’s« [Klagenfurth 1880—85];
Machatschek, »Die landeskundliche Literatur
der österr. Alpenländer 1906—10« [»Geogr.
Jahr. Ber. Oesterr.«, Wien 1911]).
G. Ht.

Kærre, d. s. s. Karre.

Kærringris, se Betula.

Kærsanger, se Rørsangere.

Kæruld, Bomuldsgræs, norsk Myruld
(Eriophorum L.), Slægt af Halvgræsfamilien,
fleraarige Urter med oftest tueformet Vækst og
med flade, trekantede ell. trinde Blade. De
simpelt byggede, tretallige Blomster er samlede i
tætte Aks, der enten er enkelte og endestillede
ell. til Stede i større Antal (3—10) og samlede i
en Kvast. De børsteformede Blosterblade vokser
ved Frugtmodningen ud til lange, hvide,
silkeglinsende Uldhaar, hvoraf Navnet. 13 Arter,
deraf 5—6 Arter i Danmark og Norge i Enge
og Moser.

Skedestraaet K. (E. vaginatum L.) har
tætte og faste Tuer; Stænglerne, der bærer
1—2 bladløse og opblæste Skeder, ender med et
enkelt endestillet Aks. Ulden er ikke bølget.
25—45 cm høj. Vokser meget alm. paa
Højmosernes Overflade og spiller en væsentlig
Rolle for disse Mosecs Opbygning og Tørvemasse.
I mindre formuldet Tilstand lader de af Tørven
isolerede Taver sig anvende til Spindstoffer,
der dog aldrig har faaet større praktisk Bet.
Stærkt formuldet afgiver Planten Grundlag for
Brændtørv af god Kvalitet.

Alm. K. (E. polystachyum L.) har Udløbere
og en 25—50 cm høj Stængel med fl.,
halvskærmformet samlede Aks i Spidsen. Bladene
er omtr. fra Midten til Spidsen trekantede,
ellers rendede. Hyppig i Moser og Sumpe. De
øvrige Arter K. i Norden er mere ell. mindre
sjældne.
A. M.

Kærvsnit, d. s. s. Karvesnit.

Kæte og Vige (mindre rigtig Kette og
Vigge), danske Sagnhelte, Sønner af den
sønderjydske Jarl Frøvin, hævnede deres Faders
Død paa Kong Adils, som de opsøgte i hans
Land og fældede i Tvekamp, men brød
Tvekampslovene ved at gaa to mod een; denne
Skamplet aftvættedes ved Uffe’s (s. d.) Daad.
(Litt.: Sakse, 4. Bog; Axel Olrik,
»Sakse’s Oldhistorie« [2. Bd, 1894, S. 184—85];
Samme, »Folkelige Afhandlinger« [1919, S. 76]).
(A. O.). H. El.

Kætser, se Brile.

Kætter, se Kætteri.

Kætterdaab. Spørgsmaalet, om den Daab,
der var udført af en Kætter, var gyldig, kom
frem ved Aar 200 i Nordafrika og kort efter
i Lilleasien. Clemens Alexandrinus og
Tertullian nægtede K.’s Gyldighed, og med dem
samstemmede en nordafrikansk Synode (200) og de
to frygiske Synoder (235), paa hvilke Biskop
Firmilianos fra Cæsarea førte Forsædet. Den
rom. Menighed godkendte K.; den døbte
Kætter, som vilde slutte sig, til den kat. Kirke,
skulde betragtes som en Bodfærdig, der skulde
optages i Kirken ved Haandspaalæggelse. For
den nordafrikanske og den lille asiatiske
Fremgangsmaade optraadte Cyprian, for den rom.
Roms Biskop Stephanus (254—57). Biskop
Stephanus optraadte med Myndighed, som Skt
Peter’s Efterfølger, og erklærede dem, der ikke
mente som han, for falske Kristne, med hvem
han ikke vilde have Kirkefællesskab. Cyprian
optraadte derimod særdeles forsonlig.
Stephanus’ Efterfølger Sixtus II (257—58) var mere
fredsommelig, og en dobbelt Fremgangsmaade
bestod vedvarende i Kirken. Med Donatismen
blev Kætterdaabsspørgsmaalet atter brændende.
Synoden i Arelate 314 forkastede den
nordafrikanske Fremgangsmaade og sluttede sig til den
rom., og da Augustin hævdede og begrundede
den rom. Praksis, blev den almenkirkelig. Det
er den objektivt rigtige Udførelse af Daaben og
ikke den Døbendes Kvalitet, som gør Daaben til
en ret Daab.
L. M.

Kætteri (ell. Hæresi) betegner i al Alm.
en bevidst Afvigelse fra Kirkens Lære. Navnet
stammer fra »Katharerne« i 12. Aarhundrede,
men Sagen er saa gl som Kristendommen selv,
idet der allerede i Ny Test. tales om
Mennesker, der fører falske Lærdomme (se
Hæresi). Oldkirken førte en heftig Kamp mod
Kætterne, Kirkefædrene gendrev dem i udførlige
Skr, de blev udelukkede af Kirken, og
Genoptagelse tilstedtes kun efter streng Kirkebod.
Da Kirken blev Statskirke, anvendte man
ogsaa verdslige Straffe mod dem: Forvisning,
Konfiskation o. s. v., ja Døden. Det første
Eksempel paa Dødsstraf for Kættere gav Synoden
i Trier 385 (se Priscillian). De romerske
Kætteriove anerkendtes imidlertid ikke i det
merovingiske Rige, og i Middelalderens første
Tid, da der kun fandtes ubetydelige, sekteriske
Bevægelser, hører vi ikke videre om
Kætterforfølgelser. Disse begyndte imidlertid, da

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 21 21:41:32 2022 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/15/0142.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free