Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - La Ferrière, Louis Firmin Julien - La Ferté - Laferté, V. - Lafitte - Lafitte, Jacques - La Fleche - La Folie - La Follette, Robert Marion - Lafont, Charles Philippe - Lafontaine, August Heinrich Julius
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
anden Titel 1859, 3. Udg. 1885); den fr. Ungdom
dedicerede han Histoire des Principes, des
institutions & des lois de la révolution
française, depuis 1789 jusqu’ à 1800 (1850—51), men
at fremstille hele den fr. Retshistorie og
Udvikling naaede han ikke i sit store Værk
Histoire du droit civil de Rome et du droit
français (I—VI 1846—58). Med den offentlige
Ret beskæftigede L. sig i Cours de droit public
et administratif (2. Udg. 1841—46). (Litt.: A.
Rodière i Les grands jurisconsultes
[Toulouse 1874], S. 469—73).
Fz. D.
La Ferté [la-fær’te], se Ferté.
Laferté [lafær’te], V., se Dolgorukov, K. M.
Lafitte [la’fit], Château L., en første
Klasses Bordeaux-Vin fra Pauillac med c. 8 %
Alkohol.
K. M.
Lafitte [la’fit], Jacques, fr. Finans- og
Statsmand, f. 24. Oktbr 1767, d. 26. Maj 1844.
Kort før den fr. Revolutions Udbrud kom han
til Paris og fik en beskeden Plads hos den
rige Bankier Perregaux, hvis Svigersøn han
blev. 1805 blev han Husets Chef. Hans
finansielle Talent havde ogsaa udadtil gjort sig
stærkt gældende, 1814 blev han den fr. Banks
Guvernør. 1815 indvalgtes L. i
Deputeretkamret. Under Restaurationen indtog han en
fremskudt Plads inden for Oppositionen. L., der
1819 havde maattet forlade sin Stilling i
Frankrigs Bank, tog levende Del i de Bevægelser,
der førte til Revolutionen 1830, og det er ikke
uden Grund blevet sagt, at Ludvig Philip
skyldte ham sin Trone. Fra Novbr 1830 var
han det ny Regimentes Statsminister, men da
hans liberalistiske Principper ikke fandt
Tilslutning hos Kongen, traadte han tilbage Marts
1831. Kort efter tabte han som Følge af en
økonomisk Krise sin Formue, men en
Nationalindsamling reddede ham fra Ruin. 1837
traadte han paa ny ind i Forretningslivet. L.,
der til sin Død var Medlem af Deputeretkamret,
stemte i sine sidste Aar sammen med yderste
Venstre. Af hans Skr, der alle var Indlæg i
Datidens finansielle Spørgsmaal, opnaaede
navnlig Réflexions sur la réduction de la Rente et
sur l’État du crédit (1824) betydelig Udbredelse.
Sv. N.
La Fleche [la’flæ∫], se Høns, S. 136.
La Folie [la-få’li], se Epernay.
La Follette [la-få’læt], Robert Marion,
nordamer. Politiker, f. i Primrose, Wisconsin,
14. Aug. 1855, Sagfører, »republikansk«
Medlem af Repræsentanternes Hus 1885—91,
Guvernør i Wisconsin 1905—10, Medlem af Unionens
Senat siden 1910. Ikke blot gjorde hans saglige
Indsigt, taktiske Dygtighed og kultiverede
Veltalenhed ham selvskrevet til hans Stats højeste
politiske Poster; han sad tillige inde med en
Spændstighed og Idealitet, der særtegnede ham
bl. Mængden af Rutine- og Levebrødspolitikere,
og efterhaanden gjorde ham kendt i hele
Unionen. I hans første Lovgivningsvirksomhed i
Washington er hans Navn særlig knyttet til den
protektionistiske Mc. Kinley-Tarif; det blev som
førende Mand i Wisconsin, at han kom til at
staa som det ny socialradikale Røres
Førstemand ved sin Virken for de menige
Vælgeres umiddelbare Indflydelse paa Lovgivning
og Valg af Tillidsmænd og for Beskyttelse af
Samfundsinteresser mod Truster, navnlig
Jernbaneselskaberne. Af dette Røre lod
Roosevelt sig i sin Præsidenttid stedse mere
paavirke; da hans Efterfølger, Taft, stillede sig
køligere, dannede Republikanernes venstre Fløj
en »Insurgent«-Gruppe og udpegede Oktbr 1911
L. som Kandidat ved næste Præsidentvalg. L.’s
Radikalisme stødte dog mange, der af
tilfældige Grunde vilde opponere mod Taft, og da
den mere glimrende, men ogsaa mere
uberegnelige Roosevelt gjorde sig til Oppositionens
Talsmand, sluttede Insurgenterne sig til ham; L.
fulgtes kun af sin egen Stats Repræsentanter.
Roosevelt’s ny »Progressist«-Parti spillede
Sejren i Hænde paa Demokraten Wilson, og det
viste sig nu, at der under hans Styre var nok
saa megen Brug for L.’s Reformideer. Den
gennemgribende Skibsfartslov af 1915, der vakte
Tilfredshed hos Sømændene, var saaledes
væsentlig L.’s Værk. Hans Indflydelse sank med
Wilson’s; stærk Døvhed har ogsaa svækket hans
Arbejde som praktisk Politiker. Han har
forfattet en Selvbiografi: A Personal Narrative of
Political Experiences (1913).
P. L. M.
Lafont [la’få], Charles Philippe, fr.
Violinvirtuos, f. 1. Decbr 1781 i Paris, d. 23.
Aug. 1839 ved en ulykkelig Hændelse paa en
Rejse i Frankrig, uddannedes under Kreutzer
og Rode, gjorde tidlig Koncertrejser i Europa,
bl. a. sammen med Henri Herz, blev 1808
Kammervirtuos hos Kejser Alexander i Petrograd
og fik 1815 en lgn. Stilling hos Ludvig XVIII
i Paris. L. var en udmærket Virtuos, særlig med
Hensyn til Toneskønhed og Ynde i Foredraget.
Han har skrevet adskillige Kompositioner for
Violin, henved 200 i sin Tid meget yndede
Sange og to Operaer.
S. L.
Lafontaine [lafåŋ’tæ.nə], August
Heinrich Julius, tysk Romanforfatter, f. i
Braunschweig 20. Oktbr 1758, d. i Halle 20. Apr. 1831.
Han studerede Teologi og deltog som Feltpræst
i det preuss. Felttog i Champagne 1792. Fra
1800 levede ham som Forfatter i Halle. Det
Bifald, hans Skr vandt hos Friedrich Wilhelm
III og Dronning Luise; indbragte ham et
Kanonikat ved Domstiftet Magdeburg og en
Udnævnelse til Doctor honoris causa (1811). L. er
Repræsentant for den
spidsborgerlig-sentimentale Retning i Slutn. af 18. og Beg. af 19. Aarh.,
den samme Retning, som præger Iffland’s
Dramaer og ogsaa mærkes i den samtidige danske
Litteratur. I Begyndelsen (da han skrev under
forsk. Pseudonymer, som Gustav Freyer,
Miltenberg, Selchow) var der noget
tiltalende i hans lette, behagelige Stil og smukke
Interiører, men under hans senere
Masseproduktion (150 Bd) tabte han efterhaanden al
Originalitet og Friskhed, og Stilen blev flov
og flad. Saa meget mærkeligere er det, at hans
Produkter, til Trods for A. W. Schlegel’s
hvasse Kritik (»Schriften«, 12. Bd), saa længe
kunde bevare deres Yndest hos det tyske Publikum.
Af hans bedre Romaner kan nævnes: »Gemälde
des menschlichen Herzens«, »Quinctius
Heymeran von Flamming«, »Die Familie von
Halden«, »Schilderungen aus dem menschlichen
Leben«, »Die Pfarre am See«. (Litt.:
Gruber, »L.’s Leben und Wirken« [1833]).
(C. A. N.). C. B-s.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
