Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lamartine, Alphonse de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Méditations, 1829 Harmonies poétiques et religieuses,
der begge befæstede Digterens alt vundne
Berømmelse. I L. fandt Frankrig sin første
romantiske Lyriker. Hvad Chateaubriand havde
antydet i sin Prosa, hvad Folkestemningen
følte den inderste Længsel efter i Reaktion mod
Revolutionens og Kejserdømmets materielle,
sociale og krigerske Kampe, det fandt man
udtrykt i disse ideale Sværmerier i vage
hensvømmende Rytmer, i overjordiske Billeder
som Hyldest til Livets guddommelige Magter.
Det var Vers til Forherligelse af Alter og
Trone. Religiøsitetens Altre var atter rejste, Bøn
og Paakaldelse af sublime Magter steg som
Dampe mod den af Krudtrøgen saa længe
tilslørede Himmel. Jorden havde atter fundet sin
Gud og sine retmæssige Guder. Mennesket blev
atter en guddommelig Skabning, Naturen
gudbesjælet, Universet hvælvede sig som en Kirke
over alle ideale Traditioner. Naar L. sang sine
dybe Resonanser, var det, fordi de evige
Kræfter bragte hans Sjæl til at dirre. Han digtede
ikke som nogen professionel Sanger, der
kunstnerisk udarbejdede et opgivet Stof; hans
Digterhjerte skjalv som en Æolsharpe, rørt af
usynlige Hænder. Der var i L. atter født
Menneskeheden en Skjald, der kun sang, fordi han
maatte synge om de store evige Idealer. Ord
som Udødelighed, Evighed, Forsyn, Tro, Haab
og Kærlighed, Vemod, Trøst og Længsel blev
atter til levende digteriske Symboler, der
udfoldede Vingerne som Svaner i Flugt. Alt i
denne Lyrik var vagt og endeløst, ubegrænset
og evigt, uforklarligt og mystisk — Duft og
Dug, Stjerneskær og Havsus, Længsler og Suk.
Selve Abstraktionerne faldt i Smag efter de
mange Aars tørre Tal; det elegiske Drømmeliv
fristede efter den lange praktiske
Energiudfoldelse. Oven paa Krigsrabalderet kom her
Stemningsandagten. Hvad L.’s Digte rummer af
teologisk Programforkyndelse, af religiøs
Propaganda, synes paaklistret og nu forældet. Men
tilbage bliver hans Sjælelivs ægte lyriske
Bevægethed, dets aandige Udtryk for dybe
Længsler, Følelsen af Menneskeskæbnens smertelige
Afmagt over for Naturens evige
Uforanderlighed, af Forgængelighed og haabløs Higen efter
Lykkens Idealer. L. var en lyrisk Improvisator
af ægte Oprindelighed; mange af hans Digte er
vei kun alm. Meditationer over konservative og
religiøse Begreber, som Tidsreaktionen bragte
paa Mode; men i andre risler Poesiens evige
Kildeløb i en skøn og naturlig født Melodik.
Foruden af Chateaubriand er han tydelig
paavirket af Byron og den eng. »Søskole«. — Straks
efter Udgivelsen af sine første Méditations blev
L. som Løn af Ludvig XVIII ansat som Attaché
ved Grevskabet i Firenze, hvor han giftede sig
med en rig Englænderinde Miss Birch, som
beundrede hans Digtning, derefter forflyttet til
Napoli og endelig udnævnt til Chargé d’affaires
i Toscana. I Firenze førte han et fyrsteligt Hus.
1823 udgav han La mort de Socrate, et Forsøg
paa at skrive et filosofisk-digterisk Epos, og
1825 Le dernier chant de Childe-Harold, hvori
han søger at omskabe den Byron’ske Helt efter
sin egen Lignelse, men rigtignok uden at maale
sig med Byron. En Udtalelse heri om Italien
skaffede ham en Duel med den ital. Oberst
Pepe, der saarede ham haardt. Til Karl X’s
Kroning skrev han Hymnen Chant du sacre,
der belønnedes med Æreslegionen. 1829 vendte
han tilbage til Frankrig og blev Medlem af
Akademiet. Efter Julirevolutionen afslog han
den ny Regerings Tilbud om Ansættelse, gjorde
et forgæves Forsøg paa at blive valgt ind i
Deputeretkamret og foretog derefter 1832
sammen med sin Hustru og Datter sin store
Orientrejse, paa hvilken han optraadte med fyrstelig
Pragt og Ødselhed. Han rejste med talrigt
Følge, med Bibliotek og Vaabensamling og
medførte Gaver til Østens Emirer. Rejsen strakte
sig fra Grækenland over Syrien og Palæstina
indtil Libanon. Rejsen har han selv skildret i
den 1835 udgivne Voyage en Orient, souvenirs,
impressions, pensées et paysages (4 Bd), et
skødesløst og ukorrekt Værk, der med genial
poetisk Kolorit giver rige orientalske Billeder,
men tillige i høj Grad bærer Vidne om
Forfatterens kolossale Selvvurdering. Paa Rejsen
havde han mistet sin eneste Datter Julia. Efter
at være vendt hjem blev han 1833 valgt ind i
Deputeretkamret. L. forsøgte nu at samle sine
Evner om Udformningen af en stor filosofisk
Digtning, at hæve sig over den subjektive Elegi
og Ode til en vældig objektiv Epopé, som skulde
skildre Menneskehedens Udvikling og den
universelle Verdensorden. Menneskenaturens
Ophav fra Guddommen, dens Fald og Genrejsning
gennem frivillig Lutring og Lidelse. Som
Brudstykker af denne Idés Gennemførelse maa
betragtes de to episke Digtninge Jocelyn (2 Bd,
1836) og La chute d’un ange (2 Bd, 1838). Begge
er brede, vage og udsvømmende, men
indeholder tillige store lyriske Skønheder. I La
chute d’un ange skildres i 15 Visioner,
hvorledes en Skytsengel af Kærlighed til en jordisk
Kvinde stiger ned paa Jorden og bliver
Menneske for at kunne ægte hende, men til Straf
hjemfalder til alle menneskelige Ulykker. I
Jocelyn skildres til Gengæld Oprejsningen
gennem Tro og Selvopofrelse. Jocelyn er en ung
Bonde, der først ofrer sit jordiske Arvegods til
Fordel for sin Søster, siden efter en heftig
Kamp besejrer sin Elskov til en ung og dejlig
Pige, hvem han Opgiver for at tjene Gud.
Medens hun synker dybere og dybere i Elskovs
Vanære, befæstes han i sit aandelige Kald og
hører til sidst sin fordums elskedes
Syndsbekendelser paa Dødslejet. La chute d’un ange
gjorde ved sit billedoverlæssede og ideelt
forskruede Indhold kun ringe Lykke. 1839 udgav
han en Samling social og politisk Lyrik
Recueillements poétiques. Fra at være abstrakt
Lyriker uddannede han sig efterhaanden til at
blive praktisk Politiker. Først traadte han kun
i Skranken for alm. humane Spørgsmaal som
Dødsstraffens Afskaffelse ell. Ordningen af det
tyrkisk-græske Rige, saaledes at de kristne
Grækere blev stillede under Europas Protektion,
senere blev han mere og mere Praktiker og en
af Førerne for det »sociale« Parti som
Talsmand for en human demokratisk Republik.
Ludvig Filip forsøgte fl. Gange at hverve ham
som Minister for sin Regering, men forgæves;
efter 1843 tilhørte han afgjort Oppositionen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
