Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Landefarere - Landefred - Landehjælp
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
mærkeligt ved, at veluddannede Læger
vandrede fra en By til en anden for at
praktikere, det var noget ret alm., og disse, de
saakaldte Periodeuter, var sikkert saa gode som
nogen. Andre, der næppe havde
Kvalifikationerne i Orden, levede som L., der ofte udførte de
Operationer (f. Eks. Stensnit), som var
forbudt de egl. Læger. Dette Kvaksalveri tog
stærkt til, da Grækenland var kommet ind
under Roms Herredømme og talrige gr. Læger
var udvandrede til Italien. Landefarerstanden
rekruteredes da i særlig Grad fra Filosoffernes
og Mystikernes Skare, og dens mest typiske
Repræsentant var Appolonius fra Tyana i
Kappadokien, der, aparte klædt, udførte en Mængde
Mirakelkure. I Rom kaldtes disse Charlataner
for circulatores, circuitores og circumforanei,
og de laa i en stadig Strid med Kirken, der
paa det ene Koncilium efter det andet skred
ind mod den mystiske Side af deres
Virksomhed (Drømmetydning, Sandsigeri) og energisk
forbød Handelen med Trylledrikke, Amuletter
o. l. I Tiden efter de store Opdagelsesrejser
tog Landefareriet et mægtigt Opsving, idet
Efterretningerne om de vidunderlige Ting i de
fremmede Verdensdele gjorde det utrolige
troligt. Mystikken fik derved ny Næring, ligesom
ved de store Epidemier, der hærgede Europa,
og som man stod raadvild overfor. Tiden blev
derfor Landefareriets Glansperiode, og de
enkelte L. overbød hinanden ved alle mulige Fif
og Hundekunster (Linedans, Tryllekunster).
Mange rejste om i store Optog, gav
Teaterforestillinger (i Danmark v. Quoten), og nogle
naaede paa denne Maade Anerkendelse,
enkelte endog Ophøjelse i Adelsstanden. Mange
uddelte trykte Reklamer, der nu til Dags er
store Sjældenheder. De fleste naaede dog ikke
videre end til at være Detailhandlere paa
Medicinens Overdrev. Det bør dog fremhæves, at
mange af disse L. besad stor Færdighed som
Operatører, og at Kirurgiens Udvikling ogsaa
har nydt godt heraf, som f. Eks. ved
Indførelsen af Sutura regia ved Brokoperation. Enkelte
indlagde sig stor Fortjeneste ved
Øjenoperationer (Taylor). Haandteringen gik ofte i Arv
fra Fader til Søn, saa at der dannedes hele
Landefarerdynastier (Familien Contugi o.
a.). — Den nemme Adgang, L. havde til at
narre Befolkningen, gjorde, at Øvrighederne fra
16. Aarh. begyndte at søge at hindre deres
Virksomhed ved at forbyde dem Adgang til
Byer ell. Landsdele ell. at nægte dem
Opholdstilladelse. Her i Landet bestemtes det 1577, at
deres Varer skulde underkastes et sagkyndigt
Skøn, inden der blev givet Tilladelse til Salg,
og vilde Ansøgeren om Opholdstilladelse
operere ell. kurere med indvendige Midler, skulde
han først eksamineres og befindes duelig.
Opholdstilladelserne blev ogsaa kun givet for kort
Tid ad Gangen. Den stigende Oplysning
medførte Landefareriets Ophør. Det findes nu kun
i Syden. (Litt.: Norrie, »Okulister og
Ophthalmologer i gamle Dage« [Nord. med. Arkiv,
1893]; Le Paulmier, L’Orviétan 1893?];
Hansen, »Danske Tandlæger«
[Tandlægebladet, 1908]; Stichler, »Reisende Ärzte« [Arch.
f. Gesch. der Med., 1909]; Magnus, »Sechs
Jahrtausende im Dienst des Æskulap« [1905];
Johnsson, »Landfahrer in Dänemark«
[Janus 1915]).
J. S. J.
Landefred. Herved forstod man i den
middelalderlige tyske Ret en overalt inden for et
vist Landomraade, være sig en enkelt
Landsdel ell. hele Riget, gældende forhøjet Fred,
der viste sig i, at Brud paa den
(Landefredsbrud) medførte Straffe, som var strengere end
den alm. Lovgivnings, i Reglen Livs- ell.
Legemsstraffe (jfr Fred). L. var i Reglen en
ekstraordinær Fred, idet den hvilede paa
særlige, kun for bestemt Tid givne Retsnormer,
der undertiden var Love, udgaaede fra de
sædvanlige Lovgivningsmyndigheder, undertiden
Overenskomster mellem Magthaverne inden for
det paagældende Omraade. Baade Love og
Overenskomster, hvilke ogsaa selv betegnedes
med Ordet L., lat. constitutio pacis, blev ofte
besvorne af dem, for hvem de skulde gælde,
og det var maaske denne Ed, der indeholdt
det retlige Motiv til de strenge Straffe.
Landefredsordningerne havde navnlig til Formaal at
begrænse ell. helt forbyde de private Fejder
(se Fejderet, hvor ogsaa nogle af de
vigtigste Love er nævnte), og L. var for saa vidt
beslægtet med Gudsfreden (s. d.), fra hvilken
den dog adskilte sig ved at hvile paa
verdslige Bestemmelser. Imidlertid tog
Landefredsordningerne ikke udelukkende Sigte paa
Fejderne, men ogsaa paa andre Forstyrrelser af
Freden, og særlig de ældre bl. dem fastsatte
derfor Straffe for grove Forbrydelser
overhovedet. Efterhaanden betragtedes disse Straffe
dog som Bestanddele af den alm. Ret, hvilke
ikke behøvede særligt at nævnes, og
Landefredsordningerne fik saaledes, trods deres
forbigaaende Karakter, en blivende Indflydelse paa
Strafferetten, i hvis Historie de danner et
Vendepunkt. Det var først gennem dem, at
Lovgivningen afgørende brød med den
frankiske Tids Straffesystem, der var
karakteriseret ved Uvillie mod Dødsstraffen og en
udstrakt Anvendelse af Bødestraf. — De
Forhold, der i Tyskland fremkaldte
Landefredsordningerne, gjorde sig kun til Dels gældende
her i Landet, og til Bestemmelserne om
Fejderetten og de ogsaa hyppigt forekommende
Forskrifter, der skulde sikre Forfølgningen af
Landefredsbrud, finder man derfor i det hele
intet Modstykke i dansk Ret, hvorimod den
nysnævnte Tendens til Strenghed i
Behandlingen af grove Forbrydelser siden Midten af
Middelalderen ogsaa gør sig gældende inden
for denne. De hertil sigtende Forskrifter fandt
dog her i Landet Optagelse i den alm.
Lovgivning, og særlige Landefredslove forekom kun
undtagelsesvis, f. Eks. en paa et Danehof 1377
indgaaet og besvoret L. (Litt.: R. His, »Das
Strafrecht des deutschen Mittelalters«, I
[Leipzig 1920]).
P. J. J.
Landehjælp var i 15.—17. Aarh. en hyppig
anvendt Betegnelse for de ekstraordinære
Skatter, som udskreves til ubestemte Tider. I
samme Bet. brugtes ogsaa Landskat. Begge
Ord anvendtes særlig om de hos Bønderne
udskrevne Skatter, der bevilgedes af Rigsraadet.
P. J. J.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
