- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XV: Kvadratrod—Ludmila /
369

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Landsberg, Otto - Landsborough, William - Landsby

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

var blevet valgt til Nationalforsamlingsmedlem,
toges han til Fange af Kommunisterne, men
befriedes kort efter og skred nu haardt ind mod
Uroen. Han deltog i Fredsforhandlingerne i
Versailles, men nedlagde ved Tilbagekomsten
sit Embede Juni 1919, da han ikke vilde tiltræde
en fuldstændig Underkastelse under de
Allieredes Vilkaar. Febr 1920 blev han Tysklands
diplomatiske Repræsentant i Bryssel, men
tilbagekaldtes Jan. 1923 under Frankrigs og
Belgiens Aktion i Ruhrdistriktet.
P. L. M.

Landsborough [’£ändsbərə], William,
australsk Opdagelsesrejsende, d. 1886, var Søn
af en skotsk Naturforsker, men begav sig tidlig
til Australien, hvor han nedsatte sig i
Queensland som Kvægavler. 1861 blev det overdraget
ham at efterspore de forsvundne Burke og
Wills, og han fik derved Lejlighed til at krydse
hele Kontinentet fra Carpentaria-Bugten i N.
til Melbourne i S. Paa to senere Rejser 1864—65
og 1867—68 udvidede han Kendskabet til
Queenslands Indre i den Grad, at Koloniens
Regering voterede ham en Belønning paa
2000 £.
C. A.

Landsby. Det synes, som om Germanerne
allerede i det første Aarh. e. Kr. har kendt
Beboelser i Form af L. (vici), med hver Gaard
omgiven af et »aabent Rum« (spatium), og med
tilliggende Agerland (agri), saaledes som det
berettes af Tacitus (Germania 16). Dette
bekræftes ogsaa af Arkæologien, der i det hele taget
er vor eneste sikre Kilde til Kundskab om
nordiske Bebyggelses-, Ejendoms- og
Samfundsforhold forud for Vikingetiden. Man
begynder dog nu stadig mere at anvende ogsaa
Undersøgelser af L.’s Former og Navne i hist.
Tid til bebyggelseshistoriske Formaal, og selv
om den danske Bebyggelseshistorie endnu kun
staar ved sin første Beg., er der dog næppe
nogen Tvivl om, at dette Kildestof vil kunne
give værdifulde Bidrag til dansk Kulturhistorie
i ældre Tidsrum. I det flg. skal da forsøges et
foreløbigt Overblik over de formentlige
Resultater af Stednavneforskningen, især m. H. t.
Danmark, men dog med Hensyntagen til lgn.
Typers Forekomst i de germanske Nabolande.

I et sammenhængende Kulturomraade, der
igennem længere Tidsrum af Kulturhistorien
synes at have opvist fl. fælles Træk, et Bælte,
som omfatter baade Sydskandinavien, de
danske Øer og Østjylland, og som fra Nedre-Elben
gaar gennem Thüringen Schwaben, Bayern
og ned imod Donau, er den typiske
Bebyggelsesform Vangebyen (den tyske »Gewanndorf«),
samme Bebyggelsestype er overvejende i det
angelsachsiske England (the open field system),
medens Holland, Frisland, det nordvestlige
Tyskland, Dele af Vestjylland, Thy og
Vendsyssel, det nordlige og mellemste Skandinavien,
samt Bornholm, har overvejende
Enkeltgaardsbebyggelse. Naar den arkæologiske Forskning,
ud fra Undersøgelse af Vej- og Bygdeforhold,
i Sten- og Bronzealderen, har ment at maatte
fastslaa, at den danske Bebyggelsesform i disse
Tidsrum væsentlig var Enkeltgaarde, saa
kunde det maaske hænge sammen med, at i alt
Fald Bronzealderens Grave vist maa antages
for største Delen at hidrøre fra en Overklasse,
der, ligesom det synes at være Tilfældet i
senere Tidsrum, boede i Enkeltgaarde uden for
den L., der gav dem deres Underhold.

Ved den arkæol. og antropologiske
Forskning har der efterhaanden dannet sig den
Opfattelse, at der to Gange i Danmarks
Kulturhistorie synes at være sket en Indvandring af
ny Overklassebefolkning i vort Land, første
Gane ved Skiftet mellem Sten- og
Bronzealderr, da de Folk sandsynligvis er indvandret,
som ligger i de jyske Enkeltgrave, og anden
Gang ved Slutn. af Folkevandringstiden, idet
Undersøgelsen af de store Mosefund i Jylland
og Fyn og Iagttagelsen af den samtidig
stedfundne Ændring af Gravskikken over hele
Riget har dannet Hovedgrundlaget for
Fremsættelsen af en Indvandrings- ell.
Erobringshypotese. Den sidste Hypotese vilde, saafremt
den kunde bekræftes ogsaa gennem
ikke-arkæologiske Kilder, muligvis faa Bet. ved
Tidsfæsteise af visse Grupper af vore L.-Navne,
og derigennem maaske give et fast
Udgangspunkt ogsaa for Tidsfæsteisen af en Del af de
øvrige. Her har man da f. Eks. peget paa,
at en saadan Erobringshypotese vilde
stemme godt med de Vidnesbyrd, som vor
Sagnhistorie giver om en nyopdukkende
Kongeslægt, Skjoldungerne, som med en
forholdsvis faatalligt Hird af Stormænd skulde
have besejret den tidligere Kongeslægt paa
Sjælland, Siklingerne, og derefter samlet store
Dele af Danmark til eet Rige. Hovedkilderne
til vor Sagnhistorie i disse Tidsrum, de
oldengelske Digte Beowulf og Widsid, tillige med
senere norsk-islandske og danske Kilder synes
at indeholde Minder om et Dynasti af
Skjoldunger, hvis første sikre Led er Halvdan
og hans Sønner Hroar og Helge, medens
de af denne Slægt overvundne Konger er
Sigar og Alver. Samtidig med Hroar er den
geatiske (d. v. s. i Slesvig bosatte gotiske?)
Konge Hugleik, der faldt paa et Tog imod
Frankerne e. 525—30. Tidspunktet for
Skjoldungernes Erobring af Sjælland skulde efter
dette ligge c. 450—500, og det bliver
efterhaanden alm. at knytte disse sagnhistoriske
Beretninger om Sjællands Erobring til den
gotiske Historieskriver Jordanes’ Fortælling
om de nordlige Herulers Fordrivelse ved
de fra Skandia, d. v. s. den skandinaviske
Halvø, kommende Daner. Samtidig med
Danerigets Grundlæggelse opblomstrer et lgn.
Rige i Thüringen (480—531), og netop i disse to
Riger findes talrige L.-Navne, sammensat af
Mandsnavne (ofte de samme i de to Riger) og
Endelsen -lev, tysk -levo, -leibo (nu
-leben), der, som det er blevet antaget, skulde
betegne Gods, der er overladt en Stormand til
arveligt Eje. Der er næppe nogen tvingende
Grund til at fravige den Bet. af Ordet Lev,
som findes i den olddanske Betegnelse for
Kongens Embedsgods, konunglcf, og denne Bet.
af -lev vilde stemme godt med de ældste
Heltedigte, Beowulf’s og Bjarkemaalets Beretninger
om Kongens Hirdmand, der »i Kampen med
lynende Sværd gengælder Kongens Gave af
Gaard og Odel-Bo« (Beowulf 2490), ell. om
Bjarke, der lønner Kong Rolv i Krigen for hans

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:57:42 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/15/0384.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free