Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XV: Kvadratrod—Ludmila / 378 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Landskildpadder - Landsknægte

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

den regelmæssig paa Torvet, da man sætter
megen Pris paa Skildpaddesuppe og tillige
spiser dens Kød. Testudo marginata er
indskrænket til Grækenland. Den skal holde sig mere
udelukkende til Planteføde end foregaaende Art.
Af de fremmede Verdensdeles L. maa først og
fremmest nævnes Kæmpeskildpadderne, der nu
er indskrænkede til afsides liggende Øer og
sandsynligvis snart gaar deres Undergang i
Møde. Den sydamerikanske Skovskildpadde, T.
tabulata Walbaum, kan vel ikke regnes til
Kæmpeskildpadderne, men dens Skjold naar
dog en Længde af over 1/2 m. Dens Legemsform
er forholdsvis langstrakt; Hovedet og
Lemmerne lange. I Reglen opholder den sig i Skove og
lever af Frugter. En af de Arter, der har det
smukkeste Skjold, er
Stjerneskildpadden, T. elegans Schoepff (Fig. 2), der hører
hjemme i Indien og paa Ceylon. Dens Skjold
er stærkt hvælvet, og Midterfeltet i de enkelte
Plader hæver sig højt over Randene. Paa hver
Plade er der en smuk Farvetegning, idet der
fra en stor gul Plet i Midten udgaar
regelmæssige radiære Straaler. Den lever mest paa
tørre græsdækkede ell. kratbevoksede Steder.
(Litt.: Boulenger, Catalogue of the
Chelonians etc. [London 1889]; E. Schreiber,
Herpetologia Europæa [Braunschweig 1875];
Brehm, »Tierleben« [1892]).
(A. C. J.). R. H. S.

Fig. 2. Stjerneskildpadde (Testudo elegans).

Landsknægte var en Slags hvervede
Tropper til Fods, der fremkom i sidste Del af 15
Aarh. I Riddertiden havde Fodfolket kun været
et Hjælpevaaben, indtil navnlig Schweizernes
Kampe viste, hvor stor Bet. det kunde have. Da
man endnu ikke havde staaende Hære, laa det
nær, at Fyrsterne, naar de havde Brug derfor,
gennem Hvervning skaffede sig Tropper efter
schweizisk Mønster. Særlig bekendte er de tyske
L. (»deutsche Fussknechte«); de første
organiseredes 1487 af Kejser Maximilian, »den sidste
Ridder«, der forstod at bringe den saa længe
foragtede Tjeneste til Fods igen til Ære og
Værdighed; han kaldte dem gens du pays ou
de la campagne i Modsætning til Schweizernes
gens de la montagne.

I Beg. kæmpede L. kun for deres eget Land,
senere lod de sig ogsaa leje af fremmede
Fyrster. Naar en Fyrste behøvede Tropper,
udnævnte han en anset Krigsmand, adelig eller
borgerlig, til sin Felloberst eller
Feldhauptmann, gav ham Fuldmagt til at
hverve et Regiment samt et Artikelsbrev,
en Kontrakt, der bl. a. indeholdt
Straffebestemmelserne. Fyrsten var Krigsherre og overtog
alle Omkostningerne, medens alt i øvrigt var
overladt til Feltobersten, der udnævnte den
næstkommanderende,
Oberstløjtnanten (kommer af locum tenens ɔ:
Stedfortræder) og Cheferne
(Kaptajnerne) for
Underafdelingerne
(Fähnlein). Der
udgik nu
Bekendtgørelse om, at der
skulde hverves, de
lysthavende
strømmede da til og
modtog af
Hververne Haandpenge
samt Ordre til
inden en bestemt
Frist at møde til
Mønstring. Det var
ikke den fattige
Pøbel, der hvervedes,
thi L. maatte møde
med Vams, Sko,
Jernhue, Brystharnisk og Vaaben ell. Penge til
derfor at anskaffe Udrustningen. L.’s Dragt
var som Følge af Anskaffelsesmaaden ikke
ensartet. I Begyndelsen af 16. Aarhundrede er den
vel farverig, men ret tarvelig; i anden
Halvdel af samme Aarhundrede svinder med L.’s
Bravhed og gode Sæder Dragtens Tarvelighed;
en betydelig Del af Lønningen anvendtes til
Silketøj, og Dragten antog de mest brogede
Sammensætninger; særlig karakteristisk var de
vide Benklæder. Bevæbningen var den
alm. paa den Tid; Hovedmassen havde Piker
(korte Spyd) ell. indtil 5 m lange Lanser; nogle
havde Sværd — Sværdsvingerne med store
tohaands Sværd gik
ofte foran de
spydbevæbnede med den
Opgave at
sønderhugge Modstandernes
lange Spyd; de saakaldte
»Rondartschiere«
havde korte Sværd
og smaa, runde
Skjolde, deres
Bestemmelse var gennem
eventuelt opstaaede
Huller i den fjendtlige
Hob at trænge ind i
denne; endelig
fandtes Folk med
Armbrøster, senere
Ildvaaben. Paa Karl V’s
Tid regnede man
50—60 Skytter til en Fähnlein. men fra
Midten af 16. Aarhundrede tog Skytternes
Antal hurtig til, og snart blev der fl. Skytter end
spydbevæbnede. De bedst bevæbnede og mest
indøvede modtog Dobbeltsold, de saakaldte
Dobbeltsoldnere, der hyppig bestod af
Sønner af Adelen og rige Borgere. Ved
Mønstringen oplæstes Artikelsbrevet. L.
aflagde Eden og forestilledes for

Landsknægt-Fændrik.

Fig 2. Dobbeltsoldner.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>