Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Landslov
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
med samtlige Tekstvarianter i Bd II af »Norges
gl. Love« (Kria 1848).
Der kan ingen Tvivl være om, at det var den
norske L.’s vellykkede Forbillede, der bragte
den første norsk-svenske Unionskonge, Magnus
Erikssøn, til at tage Initiativet til en lgn.
Kodifikation for Sverige, hvor de gl. Landskabslove
endnu ved hans Regeringstiltrædelse var i fuld
Gyldighed. Ligesom i Norge indlededes ogsaa
her Reformen med en Række vigtige
Forordninger (»Stadgar«). Derpaa arbejdede 1347 en
særskilt nedsat Lovkomité, der synes at have
givet det ny Lovværk dets endelige Skikkelse.
I ethvert Fald forelaa det ved Aarh.’s Midte
færdigt. »Kong Magnus Eriksson’s L.« er
nærmest en Sammenarbejdeise af Upplands- og
Østgøta-Lovene samt Kongens ældre
Forordninger. Den er inddelt i 14 »Balker«, disse igen i
»Kapitler«. Kirkebalk savnes ogsaa her og det
vistnok af den Grund, at der ved Udarbejdelsen
opstod Strid mellem Lovkomiteens verdslige og
gejstlige Medlemmer om dens Indhold. Det
offentligretlige Afsnit hedder »Kongebalken«.
L.’s Indhold gik ogsaa i Sverige for største
Delen over i en for Købstæderne særskilt,
formentlig 1350—57 udarbejdet »Stadslag«. Men
hverken denne ell. L. lykkedes det straks at
bringe til almen Anerkendelse. For
Stadslagens Vedkommende skete det dog
efterhaanden ud igennem Aarhundredet. Men med L. gik
det trangere. Vistnok vedtoges den allerede
1352—53 i Østergøtland, Södermanland og
Uppland; men i sidstnævnte Landskab kan det af
Haandskriftmaterialet sluttes, at Vedtagelsen
alene skete med Forbehold af at bibeholde
Landskabets ældre Regler om
Repræsentationsret i Arvegang. Lgn. Forbehold til Fordel for
visse ældre Lovbestemmelser skønnes man at
have gjort i Vestergötland, da dette vigtige
Landskab endelig i et af Aarene 1389—91 antog
L. De højst urolige Forhold, hvorunder
Sverige i dette og det næste Aarh. led, kunde
heller ikke undlade at virke skadelig paa
Retstilstanden. Kong Christoffer af Bayern fandt det
derfor fornødent at underkaste L. en Revision,
hvis Hensigt dels var at fjerne de
Retsuligheder, som fremdeles bestod
Landskaberne imellem, men dels ogsaa ved en
Omarbejdelse af Kongebalken at styrte
Kongedømmets Stilling. Til Opnaaelse heraf var han
imidlertid nødt til at indrømme, især Adelen,
udvidede Rettigheder paa Almuens Bekostning.
Formentlig under Hensyn hertil ansaas det ikke
hensigtsmæssigt at forelægge den saaledes
reviderede L. for de forsk. Landskabers Ting,
uagtet disse formelt var eneberettigede til at
vedtage ny Love af denne Art. Kong Christoffer’s
Promulgationsdekret af 1442 paaberaaber sig
derfor blot Rigsraadets Samtykke og den kgl.
Magt. Dette Dekret er imidlertid en
Efterligning af Pave Gregor IX’s Stadfæstelse af Liber
Extra, og dets Ægthed er omtvistet. Selve
Lovredaktionen skriver sig dog visselig fra Kong
Christoffer’s Tid, men den opnaaede ikke almen
Anerkendelse, og da der efter Christoffer’s
korte Regering paa ny 1451—52 udbrød en
voldsom Kamp mellem Danmark og Sverige,
hvorunder Hadet mod de danske Konger atter
blussede op, synes den bedst underrettede sv.
Lovkyndighed at være blevet samstemmig om ikke
at anse den under Kong Christoffer stedfundne
Lovrevision for gyldig, men derimod at holde
fast ved Kong Magnus’ opr. Redaktion. I
Overensstemmelse hermed overs. da omtr. 1480 den
upsalensiske Ærkediakon Ragvald
Ingemundsson Magnus’ (ureviderede) L. paa Latin som
Rigets gældende Lovbog. Ikke desto mindre
verserede dog ogsaa Afskrifter af den reviderede
L., vel især fordi man i adelige Kredse havde
Interesse af dennes Standsbegunstigelser.
Imidlertid undlod man næsten altid i disse
Afskrifter at medtage Kong Christoffer’s
Promulgationsdekret, maaske for ikke at overføre Kongens
Upopularitet paa Bestemmelserne. Mange
vidste derfor ikke, hvilke Afskrifter egl. tilhørte
den ældre gyldige, og hvilke den yngre, ikke
gyldige L. Usikkerheden forøgedes yderligere
ved hine Afskrifter af den ældre L., hvori
Upplands-Lovens gl. Regler om Repræsentationsret
i Arvegang var genindsatte. Denne Recension
af L. ansaas nemlig af nogle som fremkommen
ved en retsgyldig vedtagen Ændring af
Magnus’ L., som kaldtes »Modleste Lagen«, og
denne blev i Beg. af 16. Aarh. stadfæstet af
Rigsraadet, medens den afvigende Redaktion
erklæredes for urigtig. I det store taget var dog
lige ned i 16. Aarh. Magnus’ (ureviderede) L.
den alment brugte og afskrevne (rigtignok til
Dels med den formodede Ændring i
Arvegangen). Men ud igennem 16. Aarh. skete heri en
Forandring. Afskrifterne af den reviderede L.
blev mere og mere foretrukne, dog saaledes,
at de toges for at være Gengivelser af Kong
Magnus’ opr. Forvirringen vedvarede lige til
1608. For at gøre en Ende paa de oprivende
Stridigheder, som under Gustaf Vasa’s Sønner
havde hersket ang. Kongemagtens Rettigheder,
lod Kong Karl IX i det nævnte Aar den
reviderede L. offentliggøre i Trykken, ledsaget saavel
af Kong Christoffer’s Promulgationsdekret som
af en af Karl selv udfærdiget Stadfæstelse af
Udgaven. I denne støder man for første Gang paa
Betegnelsen af den reviderede L. som »Kong
Christoffer’s L.«. At Karl IX valgte denne og
ikke Kong Magnus’, var naturligvis først og
fremmest begrundet i Hensynet til Kongebalken;
men ved Siden heraf maa det ogsaa have haft
stor Vægt, at det netop var den reviderede L.,
der som ovf. nævnt i Løbet af 16. Aarh. var
blevet den i Praksis mest udbredte. I sin trykte
Skikkelse forblev den i Kraft, indtil den 1736
afløstes af »Sveriges Riges Lov« af 1734. I øvrigt
er den i de forudgaaende Aarh. herskende
Usikkerhed med Hensyn paa L.’s rette Tekst
af Sveriges egne Retshistorikere til Dels gjort
endnu værre, end den var; bl. a. tog man, da
det gjaldt at forklare Benævnelsen »Medleste
Lagen«, paa ny fejl og anvendte den paa Kong
Magnus’ L., der en Tid, lang fik gaa under
det helt ud af Luften grebne Navn
»Medellagen«, fordi den hist. laa mellem Kong
Christoffer’s L. og de gl Landskabslove. — En
kritisk Redegørelse for det de 2 L. vedkommende
Haandskriftmateriale og de forsk. herunder
indgaaende Blandingstekster findes i Schlyter’s
Fortale til 10. og 12. Bind af »Sveriges gamla
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
