Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Landslov - Lands Lov og Ret - Landsmaal - Landsmandsskab. - Landsnegle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Lagar«, hvor begge L. desuden selv foreligger i
mønstergyldige Udgaver. Af ældre Udgaver
findes af Christoffer’s L. foruden den ovenn. af
1608 en hel Række fra Tidsrummet
1621—1726. Oversat blev den paa Latin, Tysk og
Finsk. Af Magnus’ L. blev Ragvald
Ingemundsson’s lat. Overs. udg. af Messenius (Sthlm 1614).
I Original forblev den derimod uudgivet lige til
Schlyter’s Tid. (Litt.: Den nyeste og
udførligere Oversigt over baade den norske og de
sv. L.’s Historie foreligger i E. Hertzberg’s
»De nordiske Retskilder« [Nordisk
Retsencyklopædis 1. Bd, Kbhvn 1890], hvor ligeledes den
øvrige Litt. og de fra den her givne
Fremstilling afvigende Opfatninger er anførte; K. G.
Westman, »De svenska Rättskällernas
historia« [Upsala 1912]).
(E. H.). Abs. T.
Lands Lov og Ret er kun et andet Udtryk
for hele den gældende Ret og Retstilstand; men
under Enevælden brugtes Udtrykket dog især
om den Retsbeskyttelse for Borgerne over for
Statsmagtens Overgreb, der laa i, at der
uhindret gaves dem Adgang til at ty til Domstolene
for at faa deres Ret. Stampe har i en
Erklæring af 27. Juli 1758 udtalt, at L. L. o. R. er de
danske og norske Undersaatters Yndlingsord
og anses af dem som det sikreste og visseste
Gærde for enhvers Velfærd, derfor bør man
lade alle Sager afgøre herefter og ikke ved
Kollegieresolutioner, hvilket strider mod vor
Konstitution.
(Ludv. H.). P. J. J.
Landsmaal kaldes den af Ivar Aasen
væsentlig paa Grundlag af de ældste vestlandske
Dialekter dannede Fællesnævner for de norske
Bygdemaal. Af den Række af Forfattere, som
efter Aasen benyttede dette Skriftsprog, tillod
dog de fleste sig forsk. Modifikationer i
Bøjning og Stavemaade, idet de snart støttede sig
stærkere til deres egen Hjemdialekt, smart
forkastede Aasen’s gammeldags, paa Oldnorsk
grundede Former, snart endelig har søgt at
nærme sig Østlandets mere fremskredne
Bygdemaal. Efter at L. 1892 var blevet tilladt anvendt
i Folkeskolen og 1896 blevet tvungent
Undervisningsfag i den højere Skole, maatte Kravet om
en fast officiel Skrivemaade melde sig. En
saadan, blev fastsat 1900, væsentlig i
Overensstemmelse med Aasen’s Brug; 1910 indførtes, af
Hensyn til Samarbejdet med Rigssproget i
Skolen, en Del valgfri Sideformer. Efter
Henstilling fra Undervisningsraadet opnævntes 1913 en
Komité, som 1916 afløstes af en ny, med det
Mandat at finde en fælles Skrivemaade for de
to Maalformers enslydende Ord. Denne Komités
Forslag — hvis mest karakteristiske Kendetegn
er en udstrakt Valgfrihed for begge Maal —
blev 1917, efter en heftig Kamp, vedtaget af
Stortinget. Af helt anden Natur er det
Kompromis mellem vestlandske og østlandske
Bygdemaal, som foresloges af Garborg og Flo under
Navn af »Midlandsmaalet«, men som ikke har
vundet synderlig Tilslutning blandt L.’s Forf.
— I Modsætning til det norske »Rigsmaal« er
L. en enkelt genial Mands Skabning; det er i
højere Grad end vel nogen anden Skriftform et
Kunstprodukt. Som Talesprog kan det endnu
ikke siges at være fuldt levende, eftersom de
dialektiske Forskelligheder er stærkt
fremtrædende hos dem, som bestræber sig for at
benytte det. Efter som det forsøger at lægge
nyt Land under sig, vokser Nødvendigheden af
at afhjælpe dets Armod ved Optagelse af ny
Elementer. Opr. kun egnet for Lyrikken og den
jævne Fortælling maa det for at afpasse sig
efter de ny Behov sprænge den trange Ramme,
hvorved det ofte faar Udseende af at være
oversat Rigsmaal. — Kampen mellem L. og
Rigsmaal havde i den første Tid væsentlig en
teoretisk Karakter. Bl. L.’s Angribere kan
fremfor alt nævnes Prof. Johan Storm, som i sin
Polemik særlig lagde Vægt paa Maalets
vestlandske Karakter, som gør det uantageligt for
det langt mægtigere Østland, samt paa
Maalforfatternes indbyrdes Uoverensstemmelser.
Efter at imidlertid (fra 1885) Statsmagterne
havde givet L. en med Rigssproget ligeberettiget
Stilling i Skole, Lovvæsen og offentlige
Dokumenter, antog Striden en mere aktuel Bet. Efter
som det gik klarere op for Almenheden, at en
saadan Sidestilling i Længden er
uigennemførlig, artede Striden sig mere og mere som en
Kamp for Tilværelsen. Efter Bjørnson’s
Initiativ stiftedes 1899 en »Rigsmaalsforening«,
hvis Program var at virke paa den ene Side for
en Omgørelse af de saakaldte »Maallove«, paa
den anden Side for Rigsmaalets Fornorskning.
Efter Vedtagelsen af Reformen af 1917 har
Forningen rettet sin Virksomhed paa Omgørelse af
denne Beslutning og har herunder ogsaa fundet
Støtte hos de mest yderliggaaende Maalmænd,
som ingen Forandring ønsker i den Aasen’ske
Form. Imod begge staar en Alliance mellem
moderate Elementer paa begge Sider, som i en
trinvis Sammensmeltning ell. Udjævning af de
to Skriftformer ser den eneste Udvej af det
sproglige Uføre. For dette Parti danner
Folkets virkelige Talesprog Grundlaget for
Udviklingen: hverken L. ell. Rigsmaal kan, uden
Fare for at blive rene Litteratursprog, afstænge
sig fra den levende Tale hos Folkets store
Masse. (Litt.: J. Storm, »Det nynorske L.«
[Kbhvn 1888]; »Norsk Sprog, Kraakemaal og
L.« [Kbhvn 1896]; Garborg, »Vor
Sprogudvikling« [1897]; »Rigsmaalsforeningens
Smaaskrifter«; »Indstilling fra
Retsskrivningskomiteen« [af 1917]. Se endvidere Aasen og
Maalstræv).
H. F.
Landsmandsskab. En Art af tyske
Studenterforeninger. Saa længe Univ. har bestaaet,
har Studenter fra samme Landsdel forbundet
sig i saakaldte Nationer. Denne
landsmandsskabelige Karakter prægede ogsaa Burscherne,
og efter deres Ophør forenede Landsmænd sig
i fri Nationer ell. L. Disse fremtraadte navnlig
efter Trediveaarskrigen og tiltog sig
Rettigheder, der havde til Følge, at der nedlagdes
Forbud imod dem som Arnesteder for
Nationalisme. Imidlertid dukkede de atter op og har
uneler visse tidsmæssige Modifikationer bestaaet
ind i 19. Aarh. og er umærkelig gledne over
til de nuv. Studenterkorps. Se for øvrigt
Burschenschaft.
Cl. W.
Landsnegle kaldes alle Snegle, der lever paa
Landjorden i Modsætning til Havsneglene og
Ferskvandssneglene. De hører til to forsk.
Ordener af Snegle: Lungesnegle og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
