- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XV: Kvadratrod—Ludmila /
385

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Landssekretær - Landstad, Magnus Brostrup - Landsting

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Island, oprettedes der tillige et særligt
Ministerium for Island i Reykjavik, hvori som
Departementschef ansattes en L. Denne
Departementschef udrustedes derhos med den
ejendommelige Myndighed, at han i Tilfælde af
Ministerens dødelige Afgang — ved den isl.
Forfatningslov 19. Juni 1915 § 1 tilføjedes:
»eller Embedsfratrædelse« — skulde besørge
Ministerens Embedsforretninger paa eget
Ansvar, indtil en ny Minister var udnævnt. I
Forfatningsloven af 1915 § 1 bestemtes det
imidlertid, at de isl. Ministres Antal kunde forandres
ved Lov, og at Embedet som L. skulde
nedlægges, hvis Ministrenes Antal forøgedes. I
Henhold hertil udkom en L. 2. Jan. 1917,
hvorefter der fremtidigt skulde være 3 isl. Ministre,
og samtidigt nedlagdes L.-Embedet. Se i øvrigt
Island, »Forfatning og Forvaltning«.
K. B.

Landstad, Magnus Brostrup, norsk
Digter og Folkevisesamler, f. 7. Oktbr 1802 paa
Maasø Præstegaard ved Nordkap, d. i Kria 8.
Oktbr 1880. 9 Aar gl fulgte han sin Fader, en
Bondesøn fra Trøndelagen, S. over til Vinje
Præstegaard øverst i Telemarken og derfra 8
Aar senere til Seljord. 20 Aar efter blev L.,
som først var Præst i Nabokaldet Hviteseid en
Tid, sin Faders Eftermand i Seljord, hvor han
forblev til Foraaret 1849. I en Mandsalder var
L. saaledes knyttet inderlig til Telemarken, og
det netop i hine Aar, da Romantikken havde
vækket Sansen for Folkepoesi; i Telemarken
levede de gl. Viser endnu paa Folkets Læber,
og L. følte sig kaldet til at »redde det gamle
Familiesmykke ud af det brændende Hus«.
Udbyttet af hans skønsomme Samlerflid forelaa
1848 færdigt i en Samling af c. 130 Folkeviser,
der udkom 1853, ledsaget af de ved L. M.
Lindemann optegnede Melodier. Dette svære
Bind »Norske Folkeviser« blev en følgerig
Begivenhed i norsk Litteratur og udgør fremdeles
Hovedkilden til Studiet af norsk Folkepoesi;
selv om det skortede L. adskilligt paa
Forudsætninger for en fuldt videnskabelig Redaktion
— han beklager i Forordet, at han ikke havde
kunnet drage Nytte af Ivar Aasen’s Værker om
Norsk Folkesprog, der først udkom, efter at
Samlingen var endelig bearbejdet — havde han
dog den sjældne Fordel selv at eje en poetisk
Aare, som han fra Ungdommen af jævnlig havde
givet Anledning til at flyde. Beskæftigelsen med
den gl. Folkepoesi lagde efterhaanden en norsk
Malmklang i L.’s Vers; men lige saa lidet som
Welhaven og Jørgen Moe mægtede han at
frigøre sig fra Samtidens dominerende danske
Mønstere. Selv da Harmen over Telebøndernes
pietetsløse Nedrivning af deres ærværdige
Stavkirker inspirerede ham til Balladen »Neslands
Kirke«, var han ikke i Stand til at holde
danske og norske Kæmpevisemotiver ud fra
hverandre. Saa meget undskyldeligere er dette, som
L. samtidig var optagen med Studium af noget
saa dansk som Kingo’s og Brorson’s Salmer.
Fra første Færd af havde den fromme Teolog
øvet sig flittig i Salmedigtning, væsentlig
gennem Overs. fra Tysk af gammel-lutherske
Kirkesange; at han ogsaa selv ejede den rigtige
Tone i Brystet, derom vidner hans
»Hjertesuk til hver Dag i Ugen«, som siden 1841 er
udkommet i 7 Opl. Dette bragte Kirkeledelsens
Øjne til at vende sig imod L. som just den
rette Mand til at tage det op med den
fremragende Grundtvigianer Wexels, da denne i
1840’erne agtede at skabe de norske
Menigheder en til den nyvakte Religiøsitet svarende
Afløser af det rationalistiske Salmeværk fra
Guldbergs-Tiden. Den første Kaldelse havde L.
veget tilbage for; men da han var blevet
forflyttet til Fredrikshald og fik Løfte om en
Hjælpepræst i dette Embede, turde han ikke
undslaa sig, og 1852 fik han kgl. Bemyndigelse
til at udarbejde en norsk Kirkesalmebog. Den
første Frugt af Arbejdet blev hans 1855
udgivne Overs. af »Luthers aandelige Sange«. 1861
havde han sit »Udkast« til det hele Salmeværk
færdigt. Den lange Syslen saavel med
Folkeviserne som med de ældre Salmers
Originaltekster havde hyppig efterladt et Præg af
folkelig Enfold, der virkede stødende paa Samtiden;
L. mødte imidlertid Kritikken med et kraftigt
Forsvar, og efter en omhyggelig Revision ved
offentligt opnævnte gejstlige og litterære
Skønsmænd blev L.’s »Kirkesalmebog« 1869
autoriseret til Brug ved Gudstjenesten. For
nærværende er denne Salmebog indført i de fleste
norske Menigheder. Af dens vel 600 Salmer er
c. 50 forfattede af L. selv, deriblandt den
skønne Gravsang »Jeg ved mig en Søvn i Jesu
Navn«. Under Arbejdet med Salmebogen blev
L. forflyttet til det rige Sandeherred Sogn,
hvorfra han 1877 tog Afsked; til Tak for, hvad
han havde skænket sit Land i Folkeviserne og
Salmebogen, bevilgede Stortinget ham »en
højere Pension, end nogen Præst hidtil vides at
have opnaaet«. Efter at være flyttet ind til
Hovedstaden udgav han Aaret før sin Død et
Udvalg af sine »Sange og Digte« (1879). (Litt.:
H. Jæger, »Ill. norsk Litteraturhistorie«, II,
466 ff.; J. N. Skaar, »Norsk Salmehistorie«,
II, 607 ff.; Biografier af R. Berge [1920]; O.
T. Moe
[1920]; H. Nielsen [1921]).
(C. Br.). E. S-n.

Landsting kaldtes i ældre Tid i Danmark
det for et Land fælles Ting. At en Landsdel i
retlig Forstand var et »Land«, viste sig netop
deri, at den omfattede fl. Herreder og havde
et fra Herredstingene forsk. overordnet L.
Sandsynligvis stammede Flertallet af L. fra
Oldtiden, og hvor dette var Tilfældet, var
Oprindelsen til dem vistnok som Regel at søge i en
hedensk Helligdom, der var blevet religiøst
Midtpunkt for fl. til et Kultusforbund
sammensluttede Stammer, men hvortil der senere, efter
at Sammenslutningen havde faaet politisk Bet.,
var blevet knyttet et Ting. Sikkert er det i
hvert Fald, at der ved adskillige af L. (saaledes
Viborg, Odense, Ringsted og Lund) i hedensk
Tid har ligget Helligdomme, som har hørt til
de vigtigste i Landet. Det anførte passer dog
muligvis ikke paa alle L., idet enkelte af dem,
ligesom de tilsvarende Lande, kan være af
senere Oprindelse (se Land).

Af L. fandtes i hist. Tid foruden de 3
Hovedting, for Jylland (i Viborg), for Sjælland (i
Ringsted) og for Skaane (i Lund), endvidere
særlige Ting for Sønderjylland (ved
Urnehoved), for Fyn (i Odense), for Langeland

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:37 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/15/0400.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free