Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Landsting
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(siden 1594 i Rudkøbing), for Lolland (i Maribo),
for Falster (i Nykøbing), for Møen (i Stege),
for Nørrehalland (i Varberg), for
Sønderhalland (i Halmstad), for Blekinge (ved
Hjortsberg) og for Bornholm (i Aakirkeby).
Efterhaanden formindskedes Antallet dog betydeligt.
Christian II vilde saaledes nedlægge alle de
mindre Ting, hvad imidlertid ikke gennemførtes.
Derimod blev 1589 de to hallandske L. slaaet
sammen til eet med Sæde i Falkenberg, og fl.
af de andre L. forsvandt i Slutn. af 17. Aarh.,
idet Langelands og Møenbo L. 1681 blev lagt
ind under henh. Fyn og Sjælland, og Falsterbo
L. 1683 forenet med L. for Lolland, hvad i
øvrigt allerede havde været Tilfældet i en
kortere Periode i Aarh.’s Midte. Urnehoved L. var
endelig ophørt ved Beg. af den nyere Tid.
Efter at disse Forandringer havde fundet Sted,
og de skaanske Provinser var afstaaede til
Sverige, fandtes der dog i 18. Aarh. endnu 5 L.
henh. for Nørrejylland, Fyn, Sjælland,
Lolland-Falster og Bornholm. Bornholms L. flyttedes
1776 til Rønne.
L. var opr. i Besiddelse af alle de Beføjelser,
som i Oldtiden havde tilkommet
Folkeforsamlingen (s. d.), altsaa af lovgivende og
dømmende Myndighed samt Ret til at vælge Konge
og tage Beslutning om Krig og Fred o. a. alm.
politiske Spørgsmaal, og hertil kom maaske i
Middelalderen Ret til at bevilge Skatter. I de
nævnte Henseender var sandsynligvis fra først
af alle L. ligestillede, men i senere Tid var
dette kun til en vis Grad Tilfældet, idet der
var indrømmet Hovedtingene en fortrinligere
Retsstilling. I sidste Halvdel af Middelalderen
synes man saaledes at have anset Kongen for
gyldig valgt, naar han var valgt paa disse
Ting, af hvilke Viborg valgte først, derefter
Lund og til sidst Ringsted, men ogsaa Fynbo
L. var dog vistnok hyppigt med. Mindre
fremtrædende var Fortrinnet m. H. t. Lovgivningen,
men efter at der i Hovedlandene var
fremkommet skrevne Retssamlinger, de saakaldte
Landskabslove, var det dog i det hele kun
deres L., som øvede Indflydelse paa
Retsudviklingen. M. H. t. den dømmende
Myndighed indtog Hovedtingene derimod heller ikke
senere nogen Særstilling.
Siden 13. Aarh. traadte L. paa det politiske
Omraade mere og mere i Skygge for
Kongemagten og for de ny aristokratiske
Rigsmyndigheder (Danehoffet, Rigets bedste Mænd og
Rigsraadet). Hvad Lovgivningen angaar,
vedblev det vel indtil Middelalderens Udgang at
være Reglen, at en Lov for at binde L. som
Domstol maatte være vedtaget af det, men ligesom
Kongens Samtykke i Modsætning til tidligere
nu ogsaa var nødvendigt, og Initiativet til
Lovene som oftest udgik fra ham, der under
Medvirkning af Rigsmyndighederne fastsatte
Lovteksten, saaledes havde L.’s Vedtagelse
vistnok efterhaanden nærmest kun formel Bet.,
og efter 1500 hørte den omsider helt op og
erstattedes med en blot Lysning af Loven paa
Tinge. Paa lgn. Maade gik det dernæst ogsaa
med Kongevalget. Allerede i den ældre
Middelalder var det forekommet, at Stormændene, i
den Hensigt at forebygge et forsk. Valg paa
L., var traadte sammen til Rigsmøder for at
enes om en fælles Kandidat, og i senere Tid
gled den reelle Afgørelse af Valget mere og
mere over til dem ell. til det Rigsraad, som
efterhaanden politisk afløste dem. Indtil Midten
af 15. Aarh. foregik den egl. Valgakt dog paa L.,
og det var stadig gennem den, at Kongen jur.
set erhvervede Kongemagten, men derefter
sank L.’s Medvirkning ved Valget ned til en
Hyldning, hvilken holdt sig i Brug til 17. Aarh.
(se Hyldning). Ogsaa paa andre Omraader
er det fra 15. Aarh., at de sidste Vidnesbyrd
om L. som politisk Forsamling stammer. Siden
hen havde det alene Bet. som Domstol, men
denne bevarede det paa den anden Side længe,
nemlig til Frd. 25. Jan. 1805, der ophævede
alle L., undtagen det bornholmske, og
erstattede dem med to Landsoverretter i Kbhvn og
Viborg, svarende henh. til Sjællands,
Lolland-Falsters og Fyns L. og til L. for Nørrejylland.
Bornholms L. bestod endnu i nogle Aar, men
ophævedes omsider ogsaa ved Pl. 29. Juni 1813.
Som Domstol var L. fra først af ikke
Appelinstans, men dømte som eneste Instans i de
større Straffesager (Sager, som kunde falde ud
til Fredløshed ell. 40 Marks Bøder ell. til
Udredelse af Mandebod) samt i civile Sager i
Konkurrence med Herredstinget (s. d.). Siden
Udgangen af Middelalderen blev dette Tings
Kompetence i Straffesager dog efterhaanden
udvidet, men endnu i 16. og 17. Aarh. var der
mange Sager af denne Art, f. Eks. Drabssager,
i hvilke kun L. kunde dømme. I civile Sager
gik Udviklingen ligeledes i Retning af at gøre
Anlæg af dem ved Herredstingene obligatorisk,
og paa dette Omraade naaede man i Tiden før
D. L. videre end m. H. t. Straffesager, dog at
der i 16. og 17. Aarh. var en vis Tendens til
at gøre L. til 1. Instans i Sager mod Adelige,
særlig i saadanne, der angik fast Ejendom
(Sager ang. frit Jordegods). Da der i 17. Aarh.
indførtes Protokollering af Skøder og
Pantebreve, henlagdes derfor ogsaa denne for det fri
Jordegods’ Vedk. til L. Samtidig med de her
nævnte Forandringer, hvorved L.’s Kompetence
som 1. Instans efterhaanden indsnævredes,
foregik der imidlertid en Udvikling af et egl.
Appelsystem, inden for hvilket L. fik Plads som
Melleminstans, idet det blev Appeldomstol i
Forhold til Herredstingene og de med disse
sideordnede By- og Birketing og selv igen
stilledes under Appel til Rettertinget, ell. efter 1660
til Højesteret; og Konsekvensen af denne
Udvikling blev omsider draget af D. L., iflg.
hvilken L. udelukkende blev Appelinstans, medens
Indstævning for det af Sager i 1. Instans
ophørte. En Rk. Købstæder var dog allerede
tidligere kommet i Besiddelse af den saakaldte
Landstingsret, d. v. s. Ret til ved Appel
fra Købstadens Domstole at overspringe L., saa
at Indstævning skete direkte til Rettertinget ell.
Højesteret. 1586 var Antallet af saadanne
Købstæder vel blevet indskrænket til 3
(Kjøbenhavn, Malmö og Ribe), men i 17. og 18.
Aarhundrede øgedes det igen betydeligt,
nemlig med Odense, Aalborg, Viborg, Aarhus,
Nakskov, Nyborg, Korsør, Fredericia og
Randers. Fl. af disse Købstæder, i hvilke L. altid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
