Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lane, Edward William - Lane, Franklin Knight - Laneend - Lane-Poole, Stanley - Lanercost - Lanessan, Jean Marie Antoine de - Lanfranc - Lanfranco, Giovanni il Cavaliere di Giovanni Stefano
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
var opr. Matematiker og Kobberstikker;
gentagne Ophold i Ægypten (1825—28, 1833—35)
førte ham ind paa orientalske Studier. I
Besiddelse af en sjælden skarp Iagttagelsesevne
og en ikke ringe Fremstillingskunst har han
givet en udførlig Skildring af moderne
orientalske Kulturforhold i An account of the
manners and customs of the modern Egyptians (2
Bd, 1836), der endnu paa ganske enkelte
Punkter nær har hele Aktualitetens Interesse. L.
har endvidere leveret en omhyggelig, men
noget tung Overs. af »1001 Nat« (The arabian
nights entertainments [3 Bd, 1841]), hvor
navnlig de vedføjede Noter har stor, videnskabelig
Værdi. Hans filologiske Hovedværk er det store
Arabic-English Lexicon (1863—74), som han dog
ikke naaede at fuldende. Dette Værk, den
første arab. Ordbog efter moderne videnskabelige
Principper, fortsattes af hans Brodersønnesøn,
Stanley Lane-Poole.
J. Ø.
Lane [£ein], Franklin Knight,
nordamerikansk Politiker, f. i Charlottetown,
Prince Edvard’s Ø, 15. Juli 1864, d. i Rochester,
Minnesota 18. Maj 1920. Han flyttede allerede
som Barn til De forenede Stater, blev
Sagfører i San Francisco og var 1905—13 Medlem
af, en Tid Formand i Interstate Commerce
Commission, hvor hans vægtige Arbejde var en
Støtte for Myndighedernes Kamp mod
Trustsystemets Udvækster. 1913—20 var han
Indenrigsminister i Præsident Wilson’s Kabinet. Han
regnedes for en ypperlig Administrator, der
viste liberal Forstaaelse baade for Indianernes
og for de lavtstaaende Indvandreres Kaar og
drev en fremsynet Politik i to Spørgsmaal af
største Vigtighed for Landet: Udviklingen af de
naturlige Hjælpekilder og den industrielle
Reorganisation. Han beklædte de højeste Poster,
nogen Indvandret har naaet, og kun hans
kanadiske Byrd afskar ham fra de allerhøjeste.
P. L. M.
Laneend [’£einend], se Longton.
Lane-Poole [’£ein-’pu.£], Stanley, eng.
Orientalist og Numismatiker, f. 1854. L.-P.
fortsatte den af E. W. Lane paabegyndte store
arab. Ordbog, men har i øvrigt mest
Fortjeneste af Studiet af orientalske Mønter. Hans
Hovedværk er her Catalogue of the Oriental and
Indian coins in the British Museum (12 Bd,
1875—90); desuden har han leveret en lang Rk.
andre numismatiske Arbejder.
J. Ø.
Lanercost [’£einəkåst], se Brampton.
Lanessan [lan’sã], Jean Marie Antoine
de, fr. Politiker, f. 13. Juli 1843 i Dept
Gironde, men af gl bretonsk Slægt. Han blev 1862
Læge i Flaaden og gjorde i 8 Aar Tjeneste paa
meget udsatte Poster i Kolonierne samt under
Krigen 1870 som Læge ved en Bataillon
Mobilgardister. 1872 blev han Dr. med. og 1876
Prof. i Naturhistorie ved det
lægevidenskabelige Fakultet i Paris; skrev fl. Skr om Darwin’s
Lære og Udviklingsteorien samt en Manuel de
l’histoire naturelle médicale (2 Bd, 1881—82).
1879 blev han Medlem af Paris’ Byraad og var
her en af Forsvarerne for Stadens kommunale
Selvstyre; valgtes 1881 til Deputeretkamret og
genvalgtes, indtil han 1891—94 blev
Generalguvernør i Tongking. I Kamret hørte han i fl.
Aar til den radikale Side, men nærmede sig
senere de maadeholdne Republikanere og blev
1886 Understatssekretær for Kolonierne samt
fik det Hverv at besøge fl. af dem. Som Frugt
af disse Undersøgelser skrev han L’expansion
coloniale de la France (1886), La Tunisie (1887),
L’Indo-Chine (1888) samt efter sin
Tilbagekomst fra Tongking La colonisation française
en Indo-Chine (1895) til Forsvar for sin
Virksomhed derovre. 1898 genvalgtes han til
Deputeretkamret og blev Juni 1899 Marineminister
under Waldeck-Rousseau.
E. E.
Lanfranc [’£änfräŋk], Ærkebiskop af
Canterbury, Skolastiker, f. 1005 i Pavia, d. 1089 i
Canterbury. L. studerede Dialektik, Retorik og
Retsvidenskab i sin Fødeby og i Bologna, optraadte
derefter som Lærer, og mange Disciple
samlede sig om ham. Som fl. a. ital. lærde
Lægfolk paa den Tid vandrede han fra By til By
og gav Undervisning, i Avranches i Normandiet
slog han sig 1039 ned for længere Tid, og en
hel Lærdomsanstalt var ved at vokse op om
ham. Paa een Gang slog det ned i ham, at alt
var Forfængelighed, og han blev
Benediktinermunk i det normanniske Kloster Bec. I 3 Aar
levede han stille og studerede den hellige Skrift,
derefter optraadte han atter som Lærer, og
Unge fra Frankrig, Tyskland, England og
Italien samlede sig om ham, deriblandt Anselm
af Canterbury og Anselm af Lucca, der senere
blev Pave Alexander II. »Hele Athen syntes at
leve op i Bec«, Paris-Univ.’s ældste Søster. 1045
blev han Prior i Bec, 1066 Abbed for
Stefans-Klostret i Caen og 1070 Ærkebiskop i
Canterbury. Han ophævede den eng. Kirkes
Særstilling og lagde den helt under Rom, men ønskede
at gøre Ærkesædet i Canterbury til et eng.
Patriarkat, efter at han ved Hjælp af forfalskede
Aktstykker havde opnaaet, at Ærkebispen af
York i Rang blev sat under Ærkebispen af
Canterbury. L. deltog i Nadverstriden med
Berengar af Tours; hans Hovedskrift er De
corpore et sanguine domini. L.’s Opera Omnia er
udg. af d’Achéry (Paris 1648), af Giles,
I—II (Oxford 1844—45) og af Migne i
Bibliotheca Patrum (Paris 1839—54). Jfr
Freeman, The norman conquest IV, 321 ff.
L. M.
Lanfranco [lan’fraŋko], Giovanni il
Cavaliere di Giovanni Stefano, ital.
Maler, f. 1581 i Parma, d. 1647 i Rom. L. er
udgaaet fra Caracci’ernes Skole, studerede i
Bologna under Agostino, i Rom under Annibale,
hvem han hjalp med Freskerne i
Farnese-Galeriet. I Rom blev han stærkt sysselsat. Hurtig
til at male og ikke tynget ved store Krav til
kunstnerisk Samvittighedsfuldhed i Udførelsen
kunde han overkomme grumme meget, og hans
Arbejder, mest Fresker (der i øvrigt betegnede
et Skraaplan ned mod da Cortona’s Stil),
gjorde sig godt ved kraftig malerisk Effekt og
Djærvhed i Tegningen. Dette gælder saaledes
hans store Kuppelmaleri »Maria’s Himmelfart«
i S. Andrea della Valle. Overhovedet var
Kuppelmaleriet hans Sag, og i Neapel, hvortil han
kaldtes, og hvor han efter bedste Evne sammen
med Ribera skal have chikaneret Domenichino
og berøvet ham Bestillinger, fik han fl. større
Kuppelopgaver (særlig Udsmykning af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
