Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Langenskjöld, Carl Theodor Fabian - Langen's Hængebane - Langenthal - Langeoog - Lange Parlament
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Virksomhed er bleven af indgribende Bet. for
Finland; han staar, sammen med sin
Forgænger, v. Haartman, og sin Efterfølger, J. V.
Snellman, i forreste Rk. bl. de Statsmænd,
som ved Forsigtighed, parret med fremskuende
Blik, har skaffet Finland Prædikat af Europas
bedst administrerede Land. Han brød med den
Hemmelighedsfuldhed, som den bureaukratiske
v. Haartman endnu holdt paa i Finansstyrelsen
— Landdagen havde jo ikke været indkaldt
siden 1809 — offentliggjorde Finanstableauer,
ja deltog tilmed i Bladpolemik til Regeringens
Forsvar (Spørgsmaalet om Statslaan). Med
Rusland opnaaede han allerede 1859 en gunstig
Handels- og Toldoverenskomst, s. A.
gennemdrev han Udvidelse af Næringsfriheden, han
grundlagde det storartede Opsving i Skovbrug
og Savværksindustri, støttede
Privatbankinstitutionen, paabegyndte Jernbanebygningen, og
skaffede 1860 Finland den første Basis for dets
nuv. sikre Pengeforhold gennem egen Mønt
(finsk Mark Guld = 1 frc.); et favorabelt
Pengelaan hos Rothschilderne var bestemt til
Møntreformen, som havde faaet Kejserens Billigelse
i Princip, og skulde træde i Kraft 1. Juli 1863.
Men inden da var L.’s Saga ude; Storpolitikken
voldte hans Fald og kort efter sikkert hans Død.
Fra 1856 var Fordringen i Finland om
Landdagens Indkaldelse og den konstitutionelle
Statsskiks Genopvækkelse bleven højlydt.
Endskønt L. i det daglige ikke saa meget nøje paa
sin Kompetences Grænser og var ret mistænkt
af Forfatningens Venner som ukonstitutionel,
gjorde han sig i en Audiens hos Kejseren i
Foraaret 1861 til Talsmand for Landdagens
Indkaldelse, men modtog afslaaende Svar. Da
fremkom L. for de i Petrograd samlede finske
Statsmænd med Forslag om Indkaldelse af et
Udvalg af finske Mænd til Drøftelse af et
Forfatningsforslag; Sagen kom til Forhandling
i et Møde hos Alexander II, men den russ.
Udenrigsminister (Gortschakov) paapegede, at
et saadant Udvalg mulig var grundlovsstridigt.
Kejseren udtalte, at han intet vilde foretage,
som kunde »misforstaas«, og først da L. »med
sin dyreste Ed« forsikrede, at Udvalget vilde
blive modtaget med Jubel, underskrev
Alexander II 10. Apr. 1861 et Manifest om Indkaldelse
af et 48 Mands Udvalg, hvis Beslutninger
Kejseren, efter at have gransket dem og fundet dem
gode, vilde give Lovskraft, »indtil næste
Landdag«. Manifestet vakte som grundlovsstridigt og
berøvende Landdagen dens Myndighed voldsom
Modstand i Finland. Inden for Regeringen (det
finske Senat), hvor Manifestet drøftedes 16. og
18. April, protokoleredes en Indsigelse, til
hvilken Prokuratoren sluttede sig, 22. April kom
det til en Folkedemonstration i Helsingfors, 24.
Apr. besluttede et Borgermøde at indgaa til
Kejseren med en Protestadresse; L.
overvældedes med Bebrejdelser af nærstaaende Venner
som af ganske ukendte, ja stempledes rent ud
som Forræder. Hans Karakters Stolthed viste
sig nu ret; endskønt aldeles overrasket af
Sagernes Vending paatog han sig det fulde Ansvar
for Manifestet, hvorved han mod sin Vilje havde
blotstillet Kejseren, udbad sig »med knust
Hjerte« sin Demission, men viste sit
Fædrelandssind ved samtidig at tilraade, at Manifestet
fik en Tilføjelse, hvorved Udvalgets besluttende
Myndighed indskrænkedes til Sager, der efter
Grundloven ikke hørte under Landdagens
Kompetence. Kejseren nægtede L. Demissionen, men
gav i Reskr. af 24. Apr. Manifestet den ønskede
Tolkning og lovede Landdagens snarlige
Indkaldelse. L.’s Forslag, som førte til
»Januarutskottet«, blev saaledes dog Udgangspunktet for
Finlands ny Konstitution, men den Mistillid og
det Had, som havde mødt L., der vidste sig at
have handlet i den bedste Mening, nedbrød ham
legemlig og aandelig; da Valgene til Udvalget
overalt ledsagedes af »Forbehold« m. H. t. dets
Lovlighed, udtalte han sig i Oktober for, at det
slet ikke skulde samles, men uden Resultat.
Apr. 1863 afgik han fra Regeringen, Juni s. A.
døde han. Møntreformen fuldførte Snellman,
og L.’s øvrige store Virksomhed overskyggedes
saa ganske af Manifestepisoden, at først de
allernyeste Forskninger har givet ham delvis
Oprejsning. Trods sine Fejlgreb var L. en af
Finlands mærkeligste Statsmænd under den
lange Periode af Konstitutionskonflikter, som
kendetegnede Landets historiske Udvikling
indtil Løsrivelsen fra Rusland. (Litt.: G.
Schybergson, »Ur Finlands konstitutionella
historia« [Helsingfors 1898], hvori alle
Dokumenter er komne frem).
(Iv. B.). Eva M.
Langen’s Hængebane (»Schwebebahn«), se
Enskinnebaner.
Langenthal [’laŋənta.l], Flække i det
schweiziske Kanton Bern i en bred Dal ved Aares
Biflod Langeten ved Jernbanelinierne Olten—Bern
og Huttwil—L., havde (1910) 6018 Indb.
Fabrikation af Lærreds- og Uldvarer, Cikorie og
Tobak og Handel med Ost, Vin og Træ.
N. H. J.
Langeoog [laŋə’o.k], en af de østfrisiske
Øer, hørende til det preuss. Regeringsdistrikt
Aurich, er 14 km lang, 1,5 km bred og har et
Areal af 17,8 km2 med omtrent 300 Indb.; c.
4000 Badegæster aarlig. Der findes 2
Redningsstationer.
N. H. J.
Lange Parlament. Dette samledes i
England under Karl I 3. Novbr 1640 og stillede sig
straks i Opposition ved at fordømme de
Overgreb, der var skete i de Aar, Kongen havde
regeret uden Parlament; samtidig gjorde det sig
paa en vis Maade stedse varende ved at
vedtage, at det skulde samles hvert 3. Aar og kun
maatte opløses med eget Samtykke. Det delte
sig dog snart i to Partier, og The Grand
Remonstrance, hvorefter Ministrene skulde være
ansvarlige for Parlamentet, blev kun vedtaget
med ringe Flertal. Kongen, der nu stolede paa
at have et Parti for sig, forsøgte at fængsle
Oppositionens Førere; men da det
mislykkedes, forlod han London, og Borgerkrigen
begyndte (1642). Under Krigen, der ved
Cromwell’s og hans Soldaters Tapperhed faldt ud til
Fordel for Parlamentet, traadte de politiske
Hensyn efterhaanden i Baggrunden, og
Parlamentets Flertal, der var puritansk, nærmede
sig Skotterne og indførte den presbyterianske
Kirke i England. Da det derved kom i
Modsætning til Hæren, der ønskede større religiøs
Frihed, indlod det sig i Underhandlinger med
Kongen, der af Skotterne var bleven udleveret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
