- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XV: Kvadratrod—Ludmila /
422

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Langhemarcq - Langholm - Langhoveder - Langhus - Langhøje - Langievicz, Marian - Langisjór - Langjern - Langjökull - Langland, William

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

af Silkekniplinger, Handsker og Tobak. L.
erobredes 22. Apr. 1915 af Tyskerne, og Juli 1917
stod heftige Kampe i Omegnen.
N. H. J.

Langholm [’£äŋəm], By i det skotske
Grevskab Dumfries, ved Esk, 40 km Ø. f. Dumfries,
har (1921) 2653 Indb., Fabrikation af uldne
Tøjer (tweeds).
N. H. J.

Langhoveder, se Dolichokefaler.

Langhus (ell. Langskib) kaldes særligt
Skibet i den gængse vesterlandske Kirke, idet
dette gerne er den længste Del af Bygningen,
hvad enten det er enskibet ell. delt i
Hovedskib og Sideskibe. Der kan dog ogsaa tales om
Langhuskirker i Modsætning til Centralkirker,
og særligt kan L. betegne de sentgotiske Kirker,
hvor Koret er forsvundet som selvstændig
Bygningsdel (smlg. Kirkebygningskunst).
C. A. J.

Langhøje. Foruden de alm. runde Gravhøje
fra Oldtiden træffes ogsaa af og til aflange
Høje. I Reglen er de fra først af formede
saaledes, med en Længde, der hyppigst varierer
fra 15—40 m, og med en Bredde fra 7—15 m;
undertiden er de dog noget kortere, undertiden
betydelig længere, over 100 m lange. Deres
Højde er forholdsvis ringe. Stundom kan det
ses, at L. kun er fremkomne ved, at 2 eller 3
runde paa tæt Linie liggende Høje ved tilført
Jord er forenede med hinanden. L. tilhører i
Danmark navnlig Bronze- og Jernalderen.
C. Ngd.

Langievicz [lan’gjævit∫], Marian, polsk
Insurgentfører, f. 1827 i Posen, d. 1887 i
Konstantinopel. Han stud. opr. Matematik i Breslau,
indtraadte imidlertid i den preuss. Hær, som han
igen forlod 1859 for som Adjutant hos General
Milbitz at tage Del i Garibaldi’s Ekspedition
mod Neapel og Sicilien, hvornæst han fik en
Lærerpost ved Militærskolen i Cuneo. Da den
polske Opstand udbrød 1863, organiserede han
et Frikorps og leverede Russerne fl. heldige
Fægtninger. Efter Mieroslavski’s Fald
erklærede han sig selv for Diktator, men sloges ved
Chrobrze og Busk, hvorefter han flygtede ind
paa østerr. Territorium, hvor han var Fange
til 1865. L. henlevede Resten af sit Liv dels i
Schweiz, dels i Tyrkiet.
(B. P. B.). E. C.

Langisjór [’laŋ.ge’sjo^u.r], en Sø i Islands
indre Højland V. f. Vatnajökull; L. ligger 670
m o. H., har en Længde af 21 km, men er
kun 1—1 1/2 km bred, den begrænses paa begge
Sider af meget bratte, lange og takkede
Bjergkæder med utallige, fantastisk formede Toppe.
Søen, der naar op til Randen af Vatnajökull og
modtager Smeltevand fra denne Gletschermark,
har Afløb mod S. til Skaptá. L., der først blev
opdaget og undersøgt 1889 af Th. Thoroddsen,
ligger langt fra Bygden i meget vilde og
maleriske Omgivelser, men der findes ingen
Plantevækst, endsige Græsning til de Rejsendes Heste,
saa det er meget vanskeligt at færdes i disse
Egne.
(Th. Th.). B. Th. M.

Langjern, staaende Aksel i en Mølle, som
med sin øverste Ende tjener til at befæste
Kvernens Løber.
(F. W.). D. H. B.

Langjökull [’laŋ’.’jö.kød£], en stor Sne- og
Ismark i det indre Island; den strækker sig fra
NØ. til SV. og har en Længde af 74 km og
sydligst en Bredde af næsten 30 km, en Højde
af omtr. 1400 m og et Areal af 1300 km2. L.’s
forsk. Dele har særskilte Navne, den
nordvestligste Del kaldes Balljökull, den sydvestlige
Geitlandsjökull og den sydlige og sydøstlige Del
Skjaldbreiðarjökull og Bláfellsjökull. Jøkelens
Hovedmasse dannes af udstrakte, svagt
hvælvede og bølgeformede Firnflader. Mod NV.
grænser L. til Lavamarken Hallmundarhraun,
hvis Kratere findes ved Jøkelranden, af Passet
Flosaskarð afskæres den fra Eiriksjökull, ved
Kaldidalur fra den sneklædte, gamle Vulkan
Ok. Ud fra L.’s Snemarker strækker 28
Gletschere sig ned til forsk. Sider, og 2 af dem gaar
ned i Søen Hvitárvatn. Midt inde i L.’s
sydvestlige Hjørne findes Dalen Thorisdalur, der
omgives af vilde Klipper og Gletschere; til
denne hemmelighedsfulde Dal har allerede fra
Middelalderen mange Sagn været knyttede.
Dalen blev først besøgt af to isl. Præster 1664,
men undersøgtes først nærmere af Bjørn
Gunnlaugsson 1835.
Th. Th.

Langland [’£äŋ£ənd], William, er efter
en Tradition fra 15. Aarh. Navnet paa den
Forf., hvem man indtil nyeste Tid har tilskrevet
en Kreds af eng. Middelalderdigtninge, som
efter deres Hovedskikkelse kaldes »Per
Plovmand-Synerne« (The Visions concerning Piers
the Plowman
). I Digtningene selv kaldes den,
der fører Ordet, Will; men hverken dette ell.
de faa andre Meddelelser, han giver om sine
Livsforhold, skal vistnok tages efter Bogstaven,
og det er overhovedet saare usandsynligt, at
nogen enkelt Person er Ophavsmand til det
hele. I sin første Hovedskikkelse maa
Digtningen være blevet til c. 1365, i sin anden,
omarbejdede og stærkt udvidede, c. 1380, i sin
tredie paa ny omarbejdede c. 1395. I Modsætning
til Chaucer’s samtidige Poesi er Sprogtonen
delvis og Versformen — lange, urimede
allitererende Vers — helt uafhængig af fremmed
Paavirkning; Stoffet er hjemmegroet og
udelukkende præget af sociale, moralske og
religiøse Synspunkter. Maalet er stedse at holde
Guds Lov op mod den fordærvede Verden.
Forf. af den ældste Digtning har nogen
Præstelærdom, men er ellers mindre rig paa
Kundskab end paa Fynd, Humor og Evne til at
anskueliggøre. I sit Drømmesyn ser han
Mennesker af alle Klasser paa Pilgrimsfærd til
Sandheden, men den, der maa vise Vej, er en lille
Bonde, Per Plovmand, nøjsom, forstandig og
kærlig. Nydelsen og Begæret hersker overalt.
Lovtrækkere, Læger, Jorddrotter flaar Folk.
Gejstligheden udpresser Penge for Aflad og
Sakramenter. Værst er Driveriet og
Landstrygeriet paa Samfundets1 Bekostning; Munkene
bør leve regelret i deres Klostre og de
fordringsfulde Landarbejdere tvinges ved Sult til
nøjsomt Virke. Sikrere end Aflad er det paa
Dommedag at kunne opvise gode Gerninger.
— Forfatteren af Digtningen fra c. 1375 vender
Brodden stærkere mod Prælaters og Abbeders
Verdslighed og Velstand, mod Pavevælde og
Billeddyrkelse, og uden just at røre ved
Kirkens Lære ell. Forfatning fremstiller han nu
den simple Plovmand som Symbol paa
Gudmennesket (»Petrus er Kristus«), mod hvem

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:37 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/15/0437.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free