Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Langlois, Amédée Jérôme - Langlois, Charles Victor - Langlois, Hippolyte - Langlois, Jérôme Martin - Langmann, Philipp - Langnau - Langnæb - Langnæbbe - Langmæbbet Tejste - Langobarder ell. Langbarder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Side og var Stabschef hos Admiral Saisset som
Chef for Nationalgarden. Han var Medlem af
Nationalforsamlingen 1871—75 og af
Deputeretkamret 1876—85, samt var i fl. Aar Medlem af
dettes Finansudvalg og Ordfører for
Hærbevillingen. Han sluttede sig til Opportunisterne og
blev 1885 Skatteopkræver i Paris.
E. E.
Langlois [lã’glwa], Charles Victor, fr.
Historiker, f. 1863, har givet en Række
Skildringer fra den fr. Middelalder og behandlet
Undervisningsspørgsmaal. Bl. hans Værker er:
Le Regne de Philippe III, le Hardi (Paris 1887),
La Question de l’enseignement secondaire en
France et à l’étranger (1900), L’Inquisition
d’après des trauaux recents (1902), Questions
d’histoire et d’enseignement (1902), La Société
française au XIII’e siècle d’après dix romans
d’aventures (1904), Histoire de l’écriture en
France (1905), La vie en France au moyen âge
d’après quelques moralistes du temps (2. Udg.,
Paris 1911). Han har samarbejdet med Stein
ved Udgivelsen af Archives de l’histoire de
France, og med Seignobos i Værket
Introduction aux études historiques (1897).
P. M.
Langlois [£ã’glwa], Hippolyte, fr.
General og Militærforfatter (1839—1912), blev
Officer i Artilleriet 1858 og deltog som Kaptajn i
Felttoget 1870—71. Som Oberstløjtnant virkede
han som Lærer i Artilleriets Taktik ved École
supérieure de guerre, hvis Chef han var som
Divisionsgeneral fra 1898—1901. Efter i 1 Aar
at have kommanderet Armékorps, blev L.
Medlem af conseil supérieur de guerre. Han var
meget anset som Taktiker og interesserede sig
særlig for artilleriets Samvirken med de andre
Vaaben; af hans Skr kan ogsaa navnlig nævnes
l’Artillerie de campagne en liaison avec les
autres armes.
E. C.
Langlois [lã’glwa], Jérôme Martin, fr.
Maler, f. 11. Marts 1779 i Paris, d. 28. Decbr
1838 smst. Han var Elev af David, vandt 1809
første Rom-Pris for »Priamus ved Achilleus’
Fødder«, hjemsendte fra Rom »Kassandra
anraaber Minerva om Hjælp mod Ajax« (Louvre
1817), der gjorde stor Lykke, og malede senere
bl. a. »Deianeiras Rov« (1817, Mus. i Angers),
»Den hellige Hilarius« (Bordeaux’ Domkirke),
etc. Han udførte ogsaa Portrætter, saaledes af
Biskoppen af Marseille (Mus. i Marseille, 1824)
og David, hvem han malede under hans
Landflygtighed i Bryssel. L., en af David-Skolens
bedre Kræfter, maatte se den nyere
Kunstretning ganske overfløje hans egen.
A. Hk.
Langmann [’laŋman], Philipp, østerr.
Dramatiker, f. i Brünn 5. Febr 1862, var opr.
Arbejder, men naaede ved Flid frem til
Forfattervirksomhed. Hans første Skuespil blev til
under Paavirkning af Gerhart Hauptmann. De
mest kendte er »Bertel Turaser« (1897),
»Gertrud Antless« (1900) og »Korporal Stöhr« (1900).
Fremdeles Romaner og Noveller.
C. B-s.
Langnau [’laŋna^u], Flække i det schweiziske
Kanton Bern ved Ilfis, et Tilløb til Aares Biflod
Emme og ved Jernbanelinierne Bern—Luzern
og Emmenthal-Banen 26 km Ø. f. Bern, havde
(1910) 8580 Indb. Den er Hovedudførselssted for
Emmenthal-Osten.
N. H. J.
Langnæb, se Jomfrukam.
Langnæbbe, se Kobbennæppe.
Langmæbbet Tejste (Uria lómvia), se
Alkefugle.
Langobarder ell. Langbarder, latiniseret
Longobardi, hvoraf italiensk Lombardi, et hist.
vigtigt Folk fra Nedre-Elben. Efter L.’s egne
Sagn hed de opr. Vinniler, men Odin, hvem de
ivrig dyrkede, gav dem Navnet L. ɔ:
»Langskæg«; jfr hans nordiske Tilnavn
Langbarðr (se Odin). Man har villet udlede
Navnet af et Vaaben, et Slags Hellebard, men
vistnok med Urette, thi L.’s Hovedvaaben var
Spydet, »Geir«, hvorefter deres Folketing hed
gaire-thinx. — L.’s Efterkommere i Hjemmet
hed slet og ret Barder, maaske den opr.
Form; Bardengau med Byen Bardowiek ligger
paa Nedre-Elbens venstre Bred i
Nordøsthannover. — Her boede L. i Romertiden; deres
Naboer var efter Tacitus og Ptolemæus mod Ø.
Semnonerne, mod NØ. Anglerne. Alle de 3
Stammer kaldes af de nævnte Forf. Sveber.
Dette er dog urigtigt for Anglernes Vedk. og
tvivlsomt m. H. t. L., hvis Kultur og Historie
ikke røber særlig Tilknytning til Sveberne.
Henførelsen til Sveberne skyldes snarest det
Forhold, at L. en Tid hørte med til Sveberkongen
Marbods Rige i Böhmen. Ejendommeligt er
det, at L.’s Personnavne opr. aldeles savner
det typiske tyske og sachsiske Element —
berht, der først indføres gennem den
bayerske Fyrstedatter Theudelinde’s Familie. Til
dette negative Samstem med Nordisk kommer
iflg. Chr. Kier den udprægede Lighed mellem
L.’s Retssædvaner og de nordiske, f. Eks. i
Vidne form med »Tylfter-Ed«, og L.’s fara,
»Stamme-Distrikt«, genfindes i Dansk
Sjællandsfar, Hallandsfar, Laalandsfar etc. Saadanne
Træk kunde tyde paa, at L. har dannet et Slags
Overgangsled mellem Tyskere og Nordboer.
Men L.’s Sprog har ganske vist under deres
Ophold i Østerrig taget fuldkommen højtysk
Lydform, deltager f. Eks. i den højtyske
Lydforskydning, jfr Liutprand for Liudbrand, etc.
Som Tyskere har L. i Italien aldrig
kendemærket sig, og ved deres gamle Grænse mod
Bayern ligger endnu den Dag i Dag et Mezzo
Lcmbardo over for et Mezzo Tedesco, d. v. s.
den langobardiske Grænsepæl over for den
tyske. Derimod er L.’s Efterkommere i
Bardengau nu et alm. nedertysk Bygdefolk. — Tacitus
skildrer L. som en faatallige men meget
krigersk Stamme. De kuedes af Tiberius 5 e. Kr.,
men genvandt Friheden ved Arminius’ Oprør
mod Rom 9 e. Kr. Derefter sluttede de sig til
det Sveberrige, der var stiftet af
Markomannerkongen Marbod i Böhmen, men svigtede ham
17 e. Kr. og hjalp Arminius med at overvinde
ham. Aar 47 hjalp de med til at genindsætte
Arminius’ Nevø Italicus, der var fordrevet af
sine Landsmænd Cheruskerne. Ved Udbruddet
af Markomannerkrigen 166 gjorde en Flok L. et
Indfald over Donau; det var sagtens et
Strejftog, der røbede, at de var i Færd med at give
sig paa Vandring. Deres Tog mod SØ. skildres
i Folkesagn, se L.’s Udvandring. »Øen
Scandinavia« er Udgangspunktet, som de
gotiske Folkevandringers traditionelle Urhjem.
Vejen gik gennem Mauringa, d. v. s. Egnene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
