Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lansdowne - Lanse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Salisbury’s Diplomati. Her havde han Konge og
Folkestemning med sig; ved den jap. Alliance
var hans personlige Ansvar større, og alle dens
Følger har han næppe øjnet. Oktbr 1903 fik
han Førerskabet for Overhusets Flertal, et
Hverv, han røgtede med største Myndighed 13
Aar igennem. Decbr 1905 afgav han
Udenrigsministerposten, og under den flg. liberale
Regeringsperiode falder hans politiske Historie
sammen med Overhusets i dettes Kamp mod den
socialradikale Lovgivning, mod Home-Rule og
for sin forfatningsmæssige Plads, en Kamp, der
dreves paa Spidsen og endte med afgjort
Nederlag. Da Unionisterne under Verdenskrigen
gik i Koalition med de Liberale, Maj 1915, blev
L. Kabinetsminister uden Portefeuille; de
Forsøg paa Udsoning med Irland, Lloyd George
indledede i Sommeren 1916, lykkedes det ham
at forpurre, og da Lloyd George selv dannede
Regering Decbr 1916, var L. den eneste
ledende Unionist, som ikke optoges.
November 1917 vakte han Opmærksomhed paa
uventet Vis, idet han i et Brev til Daily
Telegraph tog til Orde for, at Krigen burde
ende uden Ydmygelse for Fjenden og med
en ny folkeretlig Ordning. Brevet var holdt
i noget vage Udtryk, og dets Forhold til de
forsk. Fredsfølere, der dukkede op paa den
Tid, ligger endnu ikke klart. Baade Regering
og Opposition tog Afstand fra det, og L. maatte
døje en bitter Kritik, som de mellemliggende
Begivenheder dog nu har taget Brodden af.
P. L. M.
Lanse (lat. Iáncea), i Alm. et langt
Stødvaaben bestaaende af en spids og skarp Od,
Lansespidsen ell. -bladet, paa et langt og slankt
Træskaft ell. Stage. Hos Stenalderens Folk har
Spidsen været af Sten ell. Ben, undertiden af
en haard, i Ilden hærdet, Træsort, som man
endnu finder dem hos Nutidens vilde Folkeslag,
hos hvilke L., dog nærmest i Form af Spydet,
er det alm. Vaaben. Senere, da Bronzealderen
indtraadte, anvendtes selvfølgelig dette Metal
til Spidsen ell. Odden, ofte saa fortrinlig
hærdet, at det forekommer Nutiden som en Gaade,
hvorledes et saadant Resultat kunde opnaas, et
Resultat, man i vore Dage er fuldstændig ude
af Stand til at frembringe. Senere anvendes
Jern og Staal.
L. har i Oldtiden, Middelalderen og en Del
af Renaissancen sammen med Sværdet været
Krigerens Hovedvaaben, hvad enten han
kæmpede til Hest ell. til Fods. Hos nogle af
Oldtidens største og betydeligste Kulturfolk, som
Ægypterne, Assyrerne, Perserne, til Dels
Grækerne og Romerne, har det endda været
Hovedvaabenet, idet Sværdene — naar de ikke helt
manglede — var korte og kun beregnede til at
benyttes, naar L. ved det første Angreb var
knækket ell. paa anden Maade gjort ubrugelig.
I snævrere Forstand kan man ikke uden
videre betegne L. som et Stødvaaben, idet den
hos de fleste Folk — i hvert Fald i de ældste
Tider — ogsaa har været beregnet til at bruges
som en Art svært Kastespyd.
Af Oldtidens L. er der særlig to Typer, der
fortjener Opmærksomhed, nemlig det gr.
Fodfolks L. Sarissen og det rom. Fodfolks Pilum.
Den førstnævnte L. er udelukkende et
Stødvaaben med en svær Od og en 5—8 m lang og
svær Stage. Naar denne L. fældedes under
Falanksens Angreb paa Modstanderens Skarer,
naaede Sarisserne fra 6. Geled endnu ud over
Fronten. I øvrigt var dens Form ganske alm.
Den rom. saa berømte Pilum var derimod
baade et Kaste- og Stødvaaben (se Fig. a).
Længden var c. 3 m; deraf bestod de øverste 1 1/3 m
af Jern med hærdet Spids, den nederste Del,
1 1/2 m, var et Træskaft. Under Angrebet
slyngedes Pilum i
Modstanderens Skjold, saaledes
at dette enten
splintredes ell. p. Gr. a. Pilum’s
Vægt reves til Jorden,
hvorefter Sværdet
besørgede Resten af
Arbejdet. Romernes sværest
bevæbnede Fodfolk
førte dog 2 Pila, en lettere
til Kastebrug og en
sværere Pilum udelukkende
bestemt til Brug som
Stødvaaben.
I Hovedsagen maa L.
dog betegnes som et
Ryttervaaben, men
spillede som saadant kun
en ringe Rolle i
Oldtiden. Den tidligste
Middelalder viser os L. brugt
baade som Kaste- og
Stødvaaben. De ældste
Ridderlanser var
ligeledes anvendelige paa
begge disse Maader.
Først i 11. og 12. Aarh.
er Ridderlansen
udelukkende et Stødvaaben.
Tæt under Spydet
findes ofte et lille
Lanseflag, medens Skaftet ell.
Stagen hyppig har et
Leje for Haanden (Fig.
b). L. er dog endnu hverken særlig lang ell,
svær, oftest kun 3 m lang. Den kaldes ofte
Spæret. I 13. Aarh. faar L. gennem
Turneringerne en særlig Form, som den ogsaa til
Krigsbrug beholder, lige til den omkr. 1600 saa
godt som helt lægges bort (Fig. c). Længden
er samtidig vokset til 3 1/2 m, og L. er meget
svær. Til Turneringsbrug er L. i 15. og 16.
Aarh. forsynet med et Lanseskjold til Dækning
for højre Haand, ligesom Odden har Form af
en lille Krone med 3 Takker (Fig. d). Fra Beg.
af 16. Aarh. er den ovenn. Type til Dels bleven
afløst af den halve L. (demi-launce) til
Krigsbrug. Denne er betydelig længere end sine
Forgængere, c. 4 m, og til at fatte paa Midten af
Stagen. Heraf Navnet »halve L.« (Fig. e). Det
er denne Form for L., der har afgivet Model
til Kavaleriets senere L., der endnu bruges i
vor Tid.
M. H. t. Fodfolkslanser i Middelalder og
Renaissance kan de sammenfattes under 3, kun
lidet forsk. Typer, der kun afviger p. Gr. a.
Længde og Sværhed. Disse 3 Typer er
 |
| Lanse. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
