Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lantshou - Lanugo - Lanuvium - Lanza, Giovanni - Lanzarote - Lanzi, Luigi - Lanzky, Axel Waldemar - Lanzo - Lao - Laoag - Laodamas - Laodameia
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Karavan-Vejene fra Kina til Østturkestan og Thibet. Byen
har et Kanonstøberi og en milit. Klædefabrik,
desuden forfærdiges Silkevarer, udskaarne
Sager o. a. Trævarer, Sølv-, Nefrit-, Messing- og
Jernvarer. Der udføres betydelige Mængder
af Frugt, Tobak, Te o. a. Landbrugsprodukter.
M. V.
Lanugo (lat.), Uldhaar, kaldes i
Modsætning til de egl. Haar de smaa, fine Haar,
som hos Mennesket findes overalt paa Huden
med Undtagelse af Haandflader og Fodsaaler.
(E. P-n.).
Lanuvium, nu Civita Lavigna, en gl By i
Latium, SØ. f. Rom. I senere Tid var den et
romersk Municipium. I Byen fandtes et berømt
Tempel for Juno Sospita. Den antoninske
Kejserslægt stammede fra L., hvilket en kort Tid
skaffede den større Bet. Paa Stedet findes
Ruiner, bl. a. af Juno-Tempelet.
H. A. K.
Lanza [’lantsa], Giovanni, ital.
Statsmand, f. 1815 i Vignale i Piemont, d. 9. Marts
1882. Han studerede Lægevidenskaben i Turin
og nedsatte sig derefter som Læge i sin
Hjemstavn; var siden 1845 Medlem af det store
Landhusholdningsselskab, der var
Sammenknytningsled for det frisindede Parti, og blev 1847 en af
Bladet Opinione’s Grundlæggere. 1848 valgtes
han til det sardinske Deputeretkammer, hørte
opr. til venstre Side, men sluttede sig senere
nøje til Cavour og blev Maj 1855 Undervisnings-
og Jan. 1858 Finansminister indtil Juli 1859, da
han gik af sammen med Cavour. 1860 var han
Formand for Kamret, da det kun omfattede
Norditalien, og blev Septbr 1864
Indenrigsminister; han gennemførte i denne Stilling
Regeringens Flytning til Firenze, men ud traadte Aug.
1865. Decbr 1867 valgtes han paa ny til
Formand, men afgik Novbr n. A., fordi han
misbilligede Ministeriet Menabrea’s Finansforslag, og
stod siden i Spidsen for Oppositionen imod det.
Da han Novbr 1869 for 3. Gang valgtes til
Formand, og Ministeriet derfor gik af, blev han
Første- og Indenrigsminister, og det faldt nu i
hans Lod at fuldende Italiens Enhed ved
Kirkestatens Tilknytning Septbr 1870, at foretage den
anden Flytning af Regeringssædet til Rom og
at gennemføre »Garantiloven« og de romerske
Klostres Inddragelse; men kort efter, at det
sidste var sket, blev han Juli 1873 fortrængt fra
Magten og var indtil sin Død kun Medlem af
Deputeretkamret. (Litt.: Tavallini, G. L.
[2 Bd, Turin 1887]).
E. E.
Lanzarote [lanþa’råtæ], Lancerote, den
østligste af de Canariske Øer ved Afrikas
Vestkyst, er, iberegnet de omkringliggende Smaaøer
Alegranza, Montaña Clara og Graciosa 845 km2
med (1920) 17500 Indb. Øen er gennemgaaende
vulkansk (sidste Udbrud 1825) og naar sin
største Højde i Famara (684 m). Hovedstaden er
Arrecife (4500 Indb.), som driver vigtig
Handel med Cochenille, Orseille og Barillasoda, men
den største By er Teguisa (5000 Indb.).
C. A.
Lanzi [’lantsi], Luigi, ital. Kunsthistoriker,
f. i Mont Olmo 14. Juni 1732, d. i Firenze 30.
Marts 1810. Han hørte til Jesuiterordenen, saa
længe den bestod, beskyttedes af Storhertug
Leopold af Toscana og ansattes som Direktør
for Galeriet i Firenze, idet han tillige for sine
kunsthistoriske Studiers Skyld foretog hyppige
Rejser. En Frugt af disse og i det hele hans
navnkundigste Værk er Storia pittorica d’Italia,
i lang Tid den betydeligste og omhyggeligste
Fremstilling af den ital. Malerkunsts Historie,
den er ordnet geogr. efter Skolerne og omfatter
Tiden fra Renaissancen til 18. Aarh.’s Slutning.
5. Udg. (1834) er meget udførligere end de
tidligere. Men desuden var L. en udmærket
Oldgransker, hvis Saggio di lingua etrusca e di
altre antiche d’Italia (3 Bd, 1789, 2. Udg.
1824—25) blev grundlæggende for Studiet af
det etruriske Sprog. Af hans andre Værker kan
nævnes Dei vasi antichi dipinti volgarmente
chiamati etruschi (1806), Opere postume, ved
Boni (2 Bd, 1817) og Della scultura degli antichi
(2. Udg. 1824, udkom først paa Engelsk 1785),
med L.’s Biografi ved Inghirami. En anden
Levnedsbeskrivelse af ham er A. Cappi (1840). Fl.
af L.’s Arbejder, deriblandt Storia pittorica,
eksisterer i tysk og fr. Overs.
(E. G.). E. M-r.
Lanzky [’lanski], Axel Waldemar, dansk
Musiker, f. i Kbhvn 19. Maj 1825, d. smst. 30.
Apr. 1885. 1866 blev han ansat som
Kontrabassist i det kgl. Kapel, hvilken Stilling han
beklædte til sin Død; ikke ringe Bet. har han
haft som Sangdirigent, som Leder af forsk.
Mandssangforeninger, og efter
Sammenslutningen 1859 af de centraliserede
Mandssangforeninger i Kbhvn. I denne Egenskab har han
ogsaa arrangeret adskilligt for Mandskor, udgivet
forsk. Samlinger af flerstemmige Sange, ligesom
han var en dygtig og meget søgt Arrangør for
Harmoniorkester. Ogsaa nogle enkelte
Sangkompositioner foreligger fra hans Haand.
S. L.
Lanzo [’lantso], L. Torinense, By i
Norditalien, Prov. Torino, ligger ved Pos
Biflod Stura, hvorover fører en gl Bro, og har
(1911) 3700 Indb.
C. A.
Lao, se Laos.
Laoag, Lauag, Havnestad paa den
nordlige Del af Luzons Vestkyst Filippinerne, (1918)
46000 Indb.
M. V.
Laodamas, Søn af Eteokles, stod i
Begyndelsen under Kreon’s Formynderskab, men
overtog senere selv Kongemagten i Theben. Da
Epigonerne med Alkmæon i Spidsen søgte at
hævne deres Fædres Nederlag i »de syvs Tog
mod Theben«, blev L. slaaet i Kampen ved
Floden Glisas, efter at han selv havde dræbt
Adrastos’ Søn Aigialeus. Efter et andet Sagn
udvandrede han efter Slaget med en Del af
Folket til Illyrien.
H. A. K.
Laodameia [-’mæ^ia, gr. -’da-] var Datter af
Akastos, Konge i Ikos, og var gift med
Protesilaos. Straks efter Brylluppet maatte hendes
Ægtefælle deltage i Toget mod Troja, men faldt
som den første af Grækerne, straks efter
Landgangen. Efter at L. havde faaet Underretning
om hans Død, anraabte hun Guderne om, at
han for en kort Tid maatte vende tilbage fra
Underverdenen. Hendes (og Protesilaos’) Bøn
blev hørt, men da han efter Udløbet af den
korte Frist atter maatte vende tilbage, dræbte
L. sig selv for derved at opnaa stedse at kunne
være sammen med ham. Efter et andet Sagn
formede hun sig, efter at Protesilaos var gaaet
tilbage til Hades, et Voksbillede af ham; da
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
