- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XV: Kvadratrod—Ludmila /
443

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Laplace, Pierre Simon - Lapland

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

af teoretisk, astron. Indhold. I sine mat.
Publikationer behandler han Teorien for
Differentialligningers Integration, giver saaledes en Metode
til at integrere liniære partielle
Differentialligninger af 2. Orden, viser, hvorledes
Integrationen af visse Differens- og Differentialligninger
kan udføres gennem bestemte Integraler,
underkaster de saakaldte blandede
Differensligninger en indgaaende Behandling og fremstiller
Integralerne til visse Differensligninger under
Form af Kædebrøk. I sine senere Aar opdagede
han de saakaldte L.-Koefficienter og
Potentialfunktioner, hvilke begge har spillet en vigtig
Rolle i den anvendte Matematik. Men hans mest
betydelige mat. Arbejder er hans Théorie
analytique des probabilités
(1812, 3. Udg. 1820), og
her træffer man for første Gang paa den senere
saa kendte »mindste Kvadraters Metode«, der
spiller sin store Rolle ved Bearbejdelsen af
Observationer. Et mere populært Uddrag af
dette Værk har L. givet i sin Essai
philosophique sur les probabilités
(1814, 6. Udg. 1840,
tysk ved N. Schwaiger, 1886). I sine astron.
Arbejder beskæftiger L. sig hovedsagelig med
Planeternes og Maanens Bevægelse. Saaledes viser
han i sin Afh. fra 1772, at Planeternes store
Akse ikke har sekulære Variationer, at deres
Ekscentriciteter undergaar Forandringer inden
for bestemte Grænser; i sin Afh. fra 1784
leverer han den teoretiske Forklaring af den
observerede Ujævnhed i Jupiter’s og Saturn’s
Bevægelse og viser, at denne har en Periode paa
918 Aar; i samme Afh. har man hans
Opdagelse af det mærkelige Forhold mellem
Bevægelserne af de 3 inderste Jupiterdrabanter (I,
II, III), samt at der for samtlige Planeter
eksisterer to fundamentale Sætninger vedrørende
Relationerne mellem deres Masser (m),
Ekscentricitet (e), store Akse (a) og den Vinkel,
Planetbanernes Planer danner med et fast Plan (i),
nemlig: Σme2a = konstant og Σmtg2ia =
konstant. 1787 finder han, at Aarsagen til
Maanens sekulære Acceleration er den sekulære
Aftagelse af Jordbanens Ekscentricitet, at
Maanens Perigæum og dens Knuder har en sekulær
Variation af samme Aarsag; han paaviser, at
Jordens Fladtrykning frembringer en ganske
mærkbar Perturbation i Maanens Bevægelse
saavel i Længde som i Bredde, og udleder af
disse Perturbationer en Værdi for Jordens
Fladtrykning, der stemmer meget nær med den, som
Gradmaalingerne havde givet, og finder tillige
af Perturbationen i Længde en Værdi (8,81″) for
Solens Afstand fra Jorden (Solparallaksen), der
ogsaa er meget nær overensstemmende med,
hvad Observationer har givet. 1782 leverer han
den alm. Teori for Tiltrækning af Ellipsoider,
behandler Tidevandet fra et teoretisk
Synspunkt og viser herunder Havets Stabilitet. Han
paaviser, at der er en fuldstændig
Overensstemmelse mellem Maanens Rotation om sin Akse
og dens Revolution om Jorden, saa at Maanen
altid vil vise den samme Side mod Jorden.
Han undersøger Stabiliteten af Saturn’s
Ringsystem og udleder teoretisk en Værdi for
Ringens Rotation, som Observation senere genfandt.
Alle disse teoretiske Arbejder, der for det
meste er offentliggjorte i Paris-Akademiets
Memoirer, har L. udført 1772—90. I den flg. Tid
sammenstiller han dette og alt, hvad der var
udrettet paa Gravitationsastronomiens Omraade
fra Newton’s Dage, i sit store Værk Mécanique
céleste
(I—II, 1799, III—IV 1804—05, V 1825).
En populær Fremstilling, uden mat. Apparat,
af Himmellegemernes Bevægelse har han givet
i Exposition du système du monde (2 Bd, 1796).
I en Slutningsanmærkning i denne Bog
fremstiller han sin senere saa berømte Nebularhypotese
(se Verden). Men foruden disse strengt mat.
og astron. Arbejder har L. syslet med fysiske
Problemer, som Kapillarfænomenet og den
specifikke Varme etc. Men L. nøjedes ikke hermed.
Han vilde ogsaa være Politiker, og han har
trofast tjent de forsk. Regeringsformer i
Frankrig i sin Levetid. Under Konsulatet 1799 var han
en kort Tid Indenrigsminister, blev saa Medlem
af Senatet til 1803, da han vendte tilbage til
ren videnskabelig Virksomhed. Af Napoleon
udnævntes L. til Greve, af Ludvig XVIII til
Markis. En samlet Udgave af hans Værker udkom
paa den fr. Stats Bekostning i 7 Bd (1843—48).
En ny Udgave Œuvres complètes er udgivet af
det fr. Videnskabsselskab i 14 Bd (1878—1912).
J. Fr. S.

Lapland kaldes det af Lapper beboede
Omraade af Skandinavien, Nordfinland og den russ.
Kola-Halvø. Grænserne er kun skarpe, hvor L.
naar til Ishavet og det hvide Hav. I Norge
omfatter det hele Finmarken og Fjeldegnene
indtil Røros, i Sverige de indre fjeld- og
skovrige Egne indtil Jämtland i S., ja Dele af
Jämtland og Herjedal kan endog med god
Grund henregnes til L. Det omtrentlige Areal
er 400000 km2 ell. kun lidet mindre end
Sveriges; deraf hører 40 % til Rusland, 30 til
Sverige, 17 til Finland og 13 % til Norge.

L. har aldrig udgjort noget politisk Hele, lige
saa lidt som det Folk, hvorefter Landet har
faaet Navn, nogen Sinde har ført et
selvstændigt nationalt Liv. Navnet L. bruges især om
det nordligste af Sveriges hist. Landskaber, L.,
der mod V. grænser til Norge, mod N. til Norge
og Finland, mod Ø. til Landskabet
Västerbotten og mod S. til Ångermanland og Jämtland.
Det er 117984 km2 (heraf 7700 km2 Vand) med
(1914) 90505 Indb. I fysisk Henseende kan
Landskabet L. deles i to Regioner, nemlig mod
V. og NV. Fjeldlandet med de store Søer og
Ø. og SØ. herfor et bredt Bælte af Moræner
og Moser. Fjeldlandet, der under Navnet Kølen
strækker sig langs den norsk-svenske Grænse,
har inden for sv. L. en Bredde af c. 100 km.
Nordligst i L. naar Fjeldene kun Højder paa
c. 1400 m og længst i SV. c. 1200 m; men omtr.
ved Midten af Landskabets Vestgrænse hæver
det sneklædte Sulitelma sig til 1877 m, og NØ.
herfor naar Sarektjåkko 2090 m i en vældig
Fjeldegn, S. f. Lule Elvens øvre Dal, medens
Sveriges højeste Tind, Kebnekaise, S. f.
Torneträsk, stiger til 2123 m o. H. Adskillige Dale
med Hovedretning NV.—SØ. er nedskaarne i
dette Fjeldland. Gennem Dalene strømmer
Floder, og i nogle Tilfælde findes langstrakte Søer,
opstaaede som Følge af Isens Virksomhed
under Istiden, idet store Moræneaflejringer har
lagt sig tværs over Dalene og saaledes

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:37 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/15/0458.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free