- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XV: Kvadratrod—Ludmila /
451

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lapper

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

stor Bet. hos de nordlige L. Af Fortidens
Religion kan endnu findes Spor i Form af
Forestillinger om Underjordiske, Spøgelser,
Sygdomsaander, hellige Kilder m. m. Meget af
dette viser Tilknytning til folkelig »Overtro«
hos Skandinaverne og Finnerne. Ældre Skrifter
om L. indeholder mange Oplysninger om deres
gl. Hedenskab. Naturen var for L. besjælet af
stærke Aander; Solen og Tordenen var
saaledes mægtige Guddomme, og i Skoven og
Vandet levede Aander, som raadede for Vildtet og
Fisken. Særlig Bet. havde de hellige Steder,
som fandtes rundt om i Fjeldene; her ofredes
til de lokale Guddomme, der fik synligt Udtryk
i underligt formede Sten ell. groft tilhuggede
Træbilleder. Rener o. a. Dyr ofredes til disse
saakaldte Seiter. Store Mængder af Rengevirer
og Knogler ligger endnu paa gl. Offersteder.
De ofredes især for at opnaa Held med
Renhjorden og Jagtlykke. Ved Ofringerne maatte
kun Mænd være til Stede. Nogen særlig
Præstestand fandtes ikke hos L. Dog ansaas visse
Mænd og Kvinder, de saakaldte Noaider, for
at være særlig kyndige i hemmelige Kunster,
saasom Helbredelse af Sygdomme, Udsendelse
af sygdomsvækkende Aander mod Uvenner og
Spaadomme om Fremtiden. Stor Bet. havde den
saakaldte Troldtromme, en aflang Træskaal,
overspændt med Skind, hvorpaa med Saften
af Ellebark var malet en Mængde Figurer,
forestillende alle Verdens vigtigste Magter og Ting,
saasom Solen, den kristne Treenighed, de 3
Gudinder Maderakka, Sarakka og Uksakka, der
især var virksomme ved Barnefødsler og synes
at være vore Forfædres Norner i lappisk
Forklædning, endvidere Rener og Ulve, L. selv
og hans Familie, Laptelt, Bondehus, Kirke m.
m. Troldtrommen var egl. et Spaadomsredskab.
Naar Troldmanden slog Trommen, flyttede en
Messingring ell. et Knippe af Ringe sig hen
over Trommeskindet; og af Ringenes Stilling
i Forhold til de paamalede Figurer drog
Troldmanden sine Slutninger ang. Fremtiden.
Troldtrommen blev udryddet af den gejstlige
Øvrighed i Norge og Sverige, men holdt sig dog hos
de sydligste L. stedvis i Brug til langt ind i
19. Aarh. Troldtrommen og hele Noaidevæsenet
minder stærkt om de sibiriske Shamaners
Virksomhed. Ligeledes peger den store Ærefrygt,
der vises Bjørnen, og de mange Ceremonier,
der knyttede sig til Bjørnejagten, hen paa
sibiriske Naturfolks Bjørnedyrkelse. Paa den
anden Side er der ogsaa meget i den lappiske
Religion, der tyder paa en tidlig
Kulturindflydelse fra Nordboerne.

I Norge og Sverige nyder alle lappiske Børn
Skoleundervisning. Lærere og Lærerinder, ofte
af lappisk Nationalitet, underviser
Nomadernes Børn, idet de flytter med Lejrene. For den
videre Undervisning findes lappiske Kostskoler.
Næsten alle norske og sv. L. kan nu læse og
skrive. Skolesproget er i Norge Norsk, i
Sverige mest Svensk; indtil for faa Aar siden
undervistes i Torne Lapmark i det nordligste
Sverige paa Finsk. Undervisning i Lappisk
gives i Lule, Piti og Västerbottens Lapmarker.
Den lappiske Litt. bestaar næsten kun af overs.
religiøse Bøger. Paa Folkemunde lever endnu
en Skat af Eventyr og Traditioner. En særlig
Fortjeneste af den lappiske Litt. har den
danske Malerinde og Etnograf Emilie Demant Hatt
indlagt sig, idet hun bevægede et Par
velbegavede Tornelapper, den gl. Jæger Johan
Turi og hans Brodersøn Per Turi, til at
nedskrive for sig de Sagn, Eventyr, den
Troldmandsviden og de Traditioner om underlige
Hændelser, som de først havde meddelt hende
mundtligt. Det saaledes indvundne Materiale
udgav hun i sine to Publikationer Muittalus
Samid Birra
(»En Bog om L.’s Liv«) og
Lappish texts, der ved deres Friskhed og
Oprindelighed, trods de naive Fortælleres
ubehjælpsomme Stil, indtager en Særstilling inden for
den folkloristiske Litteratur.

L.’s Sprog indeholder en stor Del
urnordiske Laaneord, hvilket viser, at L. allerede i
urnordisk Tid, d. e. før Aar 800 e. Kr., har
levet i nær Berøring med de skandinaviske
Folk. Det maa antages, at L. fra meget gl Tid
har levet i det nordligste Skandinavien, selv
om det ikke gaar an, saaledes som man
tidligere har gjort, at sætte L. i Forbindelse med
den arktiske Stenalder (s. d.). I Litteraturen
omtales L. af lat. Forf. i 6. Aarh. under Navn
som Seritofinni o. l., Benævnelser, der
antagelig hentyder til deres fornemste
Færdselsmiddel, Skierne. Deres Tamrener omtales af den
eng. Konge Alfred i hans Europaskildring efter
Nordmanden Ottar’s mundtlige Beretning (9.
Aarh.). Endnu ved Middelalderens Slutning
synes L. ikke at være naaet længere mod S. paa
den skandinaviske Halvø end til det
nordligste Jämtland. I 16. Aarh. naaede de imidlertid
til det mellemste Jämtland, i 17. Aarh. til
Härjedalen, og i 18. Aarh. begyndte de at vise
sig i det nordligste Dalarne. Paa den anden
Side har Nybyggerne trængt L. bort fra det
sv. Kystland og har i det egl. Lapland i høj
Grad indskrænket L.’s Omraade ved at tage de
bedste Dele af Floddalene i Besiddelse. Ved
Midten af 18. Aarh. fandtes i Åsele Lapmark
17 Nybyggere, i Lycksele 26, i Piti 2, i Lule 18
og i Torne Lapmark 31. 1910 var sv. Laplands
Indbyggerantal 81500, men Antallet af L. i
Sverige kun 7138. I Finland og Rusland er L.’s
Udbredelsesomraade gaaet stærkt tilbage i
historisk Tid. I 14. Aarh. boede L. ved Onega
Søen. I det nordlige Savolaks forsvandt de først
ved Midten af 17. Aarh. Samtidig med, at
Nordmænd og Svenskere udbredte deres
Herredømme over det nordlige Skandinavien, blev
L. her norske og sv. Undersaatter. Retten til
at opkræve Skat hos og drive Handel med L.
var fra Harald Haarfager’s Tid et kgl. norsk
Prærogativ, som forlenedes til Stormændene i
Haalogaland. Paa den sv. Side af Grænsen var
det de saakaldte Birkarie, rejsende sv.
Handelsmænd, der drev Handel med L. og
opkrævede Skat hos dem. Kristen
Missionsvirksomhed bl. L. skal være forsøgt allerede i 11.
Aarh. Under Dronning Margrete (Slutn. af 14.
Aarh.) vakte en Lapkvinde, Margrete,
Myndighedernes Interesse for Lapmission. I Beg. af
17. Aarh. blev Missionen i de sv. Lapmarker
rigtig organiseret, og i Løbet af 18. Aarh.’s
første Halvdel udryddedes det lappiske

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:57:42 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/15/0466.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free